Ligklædet i Torino har en problematisk birolle i anden del af Lasse Holms vikingetrilogi, ”Lodbrogsønnernes ran”. Første del, ”Lodbrogsønnernes hævn”, udkom i 2017 og er solgt til udgivelse i Spanien, Rusland og Tjekkiet.
Med hensyn til ligklædet henviser Holm i en note til en kulstof 14-test fra 1988, en test, der syntes at vise, at det stammer fra den tidlige middelalder og derfor ikke som hævdet kan forbindes med Jesu død. Forfatteren nævner ikke, at netop testen i 1988 er blevet anfægtet, idet meget angiveligt tyder på, at det område på klædet, hvor prøven blev taget, udgør en kunstfærdigt udført reparation fra 1500-tallet. Konklusion: Prøvetagningsområdet er ikke repræsentativt for hele klæde. På den baggrund falder Holms bud på dets tilblivelse til jorden. Ifølge en passage i romanen er det et falskneri – med vikinger som de ansvarlige.
”Lodbrogsønnernes Ran” skildrer vikingerne, som de var, når de var værst, plyndrende og ødelæggende. Den store, bredt anlagte roman – med et mylder af detaljer – er baseret på virkelige hændelser.
Året er 868. 80 skibe med over 2000 vikinger om bord stævner ud fra den lille ø Nourmoutier ved Frankerrigets kyst, sejler rundt om Spanien og videre ind i Middelhavet. Mange byer ”falder”, og skibene fyldes med sølv. Siden går maurerne til modangreb. På et strandet skib, der må efterlades, er en morder løs, og vedkommende begynder at aflive mandskabet mand for mand. Det er en sag for romanens fortæller, Rolf Rapkæft, der som gammel ser tilbage på, hvad han har bedrevet.
Om forholdene på skibene vides intet, så dér regerer fiktionen. Og det forstår Lasse Holm at udnytte. Han fortæller dynamisk, sansemættet og tempofyldt. Man ser det hele for sig som på en film.
Den barske og blodige udvendighed står dog ikke alene. Et ubehag ved vikingernes brutale fremfærd kommer til udtryk.
Rolf mindes mængden af sagesløs ofre, opslittede familier, døtre og sønner, der blev solgt som slaver:
”Hvor mange forældre græd ikke over deres børn, som skulle leve resten af deres korte liv i trældom?”, lyder det.
Han understreger, at hans harmfulde undsigelse ikke skyldtes ”Hvide Krist”, hvis ”klynkende tilhængere” han ingen respekt nærede for. Opgøret med vikingernes grusomhed kommer i høj grad også fra en forhenværende lægbroder, Jarvis, der beslutter at søge sine egne veje for at bruge resten af sit liv på at bede for sin sjæls frelse. Indføringen af dette menneskelige/religiøse perspektiv redder romanen fra at ende som ren action.