Simon Nygaard, religionsforsker ved Aarhus Universitet, har svært ved at se på det s, der er i runealfabetet. Det gør lidt ondt i øjnene, og det irriterer ham helt afsindigt, at han har det sådan, men han ved godt hvorfor: Det er fordi s’et med dets skarpe, grafiske kanter vækker mindelser om ss-officerernes logo i Nazityskland. Fordi nynazister bruger det samme s, stadigvæk.
Og det irriterede nok mange at se de typer, der for nylig stormede senatsbygningen i Washington, USA. Men når man forsker i vikingetidens religion, tager man sig specielt til hovedet over, at den mest fotograferede af alle uromagerne var overtatoveret med vikingetidssymboler, blandt andet trekantssymbolet Valknude, et tegn associeret med Odin.
”Den voldelige side af vikingernes kultur er vældigt dyrket i tv-serier og film for øjeblikket. Og rent politisk ser vi nogle bevægelser på den højreradikale klinge, som baserer deres verdenssyn på en misforstået og simplificeret udgave af vikingetiden. Når neonazistiske grupper bruger vikingesymboler i forlængelse af den misforståede brug i 1930’erne og 1940’ernes Nazityskland – jamen, så er vi jo lige vidt. Så er der stadig et stort arbejde at gøre,” siger Simon Nygaard.
Jo, vikingetidens samfund var maskulint og styrkebaseret, men det var også meget andet, og Simon Nygaard er en af dem, der arbejder på at få det frem i lyset. Han har netop fået bevilget 1,3 millioner kroner til sit post.doc.-projekt om runedigtning i Norden af Danmarks Frie Forskningsfond – et relativt stort beløb til forskning i de små, aflange ridser i granitsten.
Kort fortalt skal Simon Nygaard studere runesten. Blandt andet to svenske sten, den såkaldte Röksten, der står ved byen Rök i Östergötland i Sverige og indeholder verdens længste runeindskrift, samt Fyrbystenen ikke så langt derfra i Södermanland, hvorpå runeindskriften snor sig i en spiral.
Der er masser af runer at finde herhjemme, omtrent 260 runesten, hvis man medtager tidligere danske områder som Sydslesvig og Skåne, men der er mange flere i Sverige. Hele 3000 runesten er der at vælge mellem hinsidan og de to, Simon Nygaard blandt andet skal undersøge, bærer hele strofer af runedigtning.
Og hvad er så det? Ja, det er én af vikingetidens måske lidt blødere og mere ukendte sider. I Simon Nygaards ph.d.-afhandling, som han forsvarede på Aarhus Universitet sidste år, undersøgte han den såkaldte ”eddadigtning”, norrøne digte fra 1200-tallet, der handler om vikingetiden. I eddadigtene, som kan siges at være det nærmeste, man kommer vikingetidslitteratur, findes en særlig ”metrik”, den struktur, som skaber rytme, når linjerne i et digt bliver reciteret.
Eddadigtene er bevaret på pergamentpapir, der i dag er brunt og skrøbeligt. Fraregnet runerne er de de tidligste skriftlige kilder, vi har til vikingetiden, og der er et lille aber dabei ved dem, forklarer Simon Nygaard. De er nedskrevet på et tidspunkt, hvor stort set alle Nordens indbyggere var blevet kristne, og det er et problem, der har plaget historikerne altid. For kan man så regne med dem som troværdige kilder til viden om ”hedensk tid”?
Simon Nygaard hælder til ”ja” af flere grunde, og en del af argumentet finder han på de svenske runesten. Her optræder nemlig præcis samme digtstruktur som i eddadigtningen.
”Der har vi i virkeligheden et relativt utvetydigt link mellem vikingernes tradition og den middelaldertradition, vi arbejder med. Og det var der, jeg for alvor blev interesseret i runeindskrifterne. Fordi de er, som de er, ofte relativt korte og svære at forstå og oversætte, så har man læst dem meget lingvistisk, som et sprog. Men når de sættes i en arkæologisk og religionshistorisk kontekst og kobles til det nedskrevne, kan de også være med til at underbygge forestillingen om vikingernes tradition,” siger han.
”Den grundlæggende struktur i runeindskrifterne som sådan, og altså også i runedigtningen, er: ’X satte denne sten over Y, som var et godt menneske, og Z gjorde runerne.’ Et af de tidligste metriske eksempler på det er guldhornene fra omkring år 400 efter Kristi Fødsel, hvor der står: ’Jeg, Lægæst – Holtes søn – gjorde hornet’.”
Der er dog undtagelser:
”Jellingstenene er noget helt for sig selv. Der er en, der skal blære sig ud over det hele. Det er meget ’mig, mig, mig’, og det er ret utraditionelt,” siger Simon Nygaard.
Et andet kendetegn ved runedigtning og også de norrøne digte er allitterationer, bogstavrim. Det findes for eksempel på den ene af de svenske sten, Fyrbystenen, med blandt andet h, m og s som de bogstaver, der leges med. I dansk oversættelse lyder stenens indskrift: ”Jeg ved brødrene Håsten og Holmsten, de runekyndigste mænd i Midgård, satte sten og mange stave efter Frøsten, deres fader.”
”I en vestlig tradition har vi vænnet os til, at noget kun rimer, hvis der er enderim. Men vi ser stadig bogstavrimet som noget, der giver en tekst poetisk kvalitet. Tænk bare på: ’Det er sommer, det er sol og det er søndag!’,” siger Simon Nygaard.
Digtene på de to runesten i Sverige er umiddelbart simpel poesi – men måske er der lag, vi mangler at forstå.
Rökstenen er dateret til 800-tallet, men fortæller om en sagnkonge, søkongen Teoderik, der levede 400 år før. Ham bliver der refereret til i det middelhøjtyske digt Niebelungenlied, samt i eddadigtene om Vølsungeslægten, som blev nedskrevet i 1200-tallet, og som komponisten Richard Wagner i øvrigt senere brugte til sin opera ”Nibelungens ring” fra 1857. Simon Nygaard argumenterede i sin ph.d-afhandling for, at dele af eddadigtningen havde en rituel betydning i vikingetiden.
”Både de, der fremsagde digtene, og de, der lyttede, har været påvirkede af det. De kan have været fremført af en digter, der i konteksten sagde: ’Jeg er Odin’ og påtog sig gudens identitet. Det har så givet dem, der har lyttet til digtet, en oplevelse af at være på lige fod med dem, Odin taler til i digtet, nemlig de mytologiske krigere, valkyrierne og einherjerne. Og det har betydet noget for deres gruppeidentitet,” siger han.
De idéer kunne han godt tænke sig at overføre til runedigtningen. For hvilken rolle spillede de sten egentlig? Det at sætte en sten over nogen? At forstå runestenenes – måske – rituelle funktion kræver også, at man kigger på stenens placering i landskabet, forklarer Simon Nygaard.
”Er der gravhøje og stensætninger i nærheden? Hvordan er stenen placeret i landskabet, og er der noget, der tyder på noget rituelt?”, siger han.
Simon Nygaard skal også på jagt i de svenske forskningsbiblioteker for at se på, hvordan tidligere kilder har forholdt sig til stenene. Og om der kan spores mundtlige overleveringer om, hvordan stenene er blevet brugt. Noget andet, Simon Nygaard gerne vil forstå, er hvilken rolle de, der har stået med hammeren i hånden, havde.
”I dag har vi en opfattelse af håndværkeren som én, der er adskilt fra det rituelle, for eksempel ved begravelser. Men der er meget, der tyder på, at det har været anderledes i vikingetiden. Har disse mennesker haft en rolle som både håndværkere og digtere? At den, der har ristet runerne ind, også kan have været den, der stod bag digtet, er ikke usandsynligt. Vi ved eksempelvis, at smeden i jernalderen og bronzealderen havde en helt særlig rolle, fordi han var den eneste, der kunne frembringe en ild, der var kraftig nok til at kremere de døde. Derfor havde han også en rituel betydning ved brændinger, han har fungeret som en slags religiøs specialist eller præst. Måske noget lignende gør sig gældende for runeristeren?”
Og så er vi lidt tilbage ved problemet med, hvad der er sandheden, og hvad der er eftertidens tolkning. Kilderne fra kristen tid mener Simon Nygaard godt, man kan stole på.
”De mest konservative historikere og lingvister vil sige, at deres kristne, skriftlige ophav gør, at vi ikke kan bruge dem til at sige noget andet end noget om den kontekst, de optræder i, at de er ubrugelige til at sige noget om det indhold, de beskriver. Det er et fint perspektiv, men for en religionshistoriker ret kedeligt. Håndskrifterne er fra middelalderen, det kan vi ikke komme udenom. Men man kan også sige: Hvad med indholdet som sådan? Er det kun relevant for middelalderen?’ Det er det jo ikke. Der er et helt verdensbillede, som siger mere om den førkristne måde at se verden på end den kristne,” siger han
Et godt eksempel er Trymskvadet om Thors brudefærd. Summa summarum af den historie er, at Thor for at få sin hammer tilbage må rejse til jætternes land, forklædt som gifteklar Freja.
”Thors maskulinitet er alvorligt under pres, og han latterliggøres her. Han er selvfølgelig selv meget bekymret for, hvordan han vil blive set på. Men det ender med, at han slår alle jætterne ihjel, hvilket bekræfter mytologien omkring ham som den store, stærke beskytter. Selvom en kilde her gør grin med en nordisk gud, bekræfter kilden samtidig det førkristne verdensbillede,” siger Simon Nygaard.
Der er flere digte, som gør grin med guderne, forklarer han.
”Man har i tidligere forskning set latterliggørelsen som et kristent element. Men man går i den fælde, at man opfatter den nordiske religion som en religion, der er ligesom protestantisk kristendom. Det er meget naturligt, for det er også den kultur, forskningen udsprang af. Men i kristendommen, og især den protestantiske, er alting bare meget alvorligt og højtideligt. Så når en gud latterliggøres, kan man selvfølgelig ikke respektere ham samtidig. Eller hvad? Jeg tror, det er vigtigt at have sig for øje, at religion har gennemsyret samfundet på en helt anden måde, end vi er vant til det i en moderne kontekst. Og at man givetvis godt har kunnet more sig, samtidig med at man praktiserede sin religion.”
Vikingerne kunne ikke bare kæmpe. De kunne også grine, sørge og digte med runer, og det sidste havde en rituel betydning for dem, er Simon Nygaards tese.
Det maskuline styrkebillede må ikke blive det eneste billede på vikingerne, mener han. Det er blandt andet derfor, han i sin fritid synger og spiller trommer i et ”runic black metal”-band, et nyere skud i den vildtvoksende underskov af metalrockgenrer.
”Man kan godt kalde det forskningsformidling. Det vil jeg i hvert fald forsøge at sælge det som til min næste lønsamtale,” griner han.
”Nej, det er jo et resultat af min gryende fascination af runesten og min helt basale trang til at spille smadret black metal. Det går fint i spænd. Det, vi gør i bandet, er at tage indskrifterne fra runesten og lave sangtekster ud af dem. Black metal-miljøet er også kendt for bands, der har repræsenteret en højreradikaliseret brug af vikingetiden, men fascisterne skal ikke have eneret på vores fælles fortid. Æstetikken, vi arbejder med, burde få kenderne og dem, der ved noget om black metal til at tænke: ’To store, skaldede fyre, der står og synger om runer, det plejer ikke at være et godt tegn ... Men hov, det her er noget andet!’”