Prøv avisen
Teater

Anarkistisk og morsomt musikteater giver publikum en dystert eksperimenterende rusketur

5 stjerner
De tre medvirkende, Leif Eric Young, Jens Gotthelf og Søren Huss, kommer med en lun humor og spiller venskabeligt sammen med stor overbevisning i deres forstilte apokalypse-show. – Foto: Rico Feldfoss

BaggårdTeatret sætter på en turné rundt i landet ild til Bertolt Brechts ”Svendborger Gedichte” med anarkistiske og musikalske fortolkninger af den tyske digter og hans værk

I mange sæsoner nu har dramatikere, instruktører og skuespillere sendt lussing efter lussing efter os, publikum, for vores dorskhed og handlingslammelse. Sikke mange krøller, de har slået på sig selv for at finde ud af, hvordan de kan få teatret til at gå rigtigt i os.

Men ingen har været mere indtrængende og ærlig omkring sit ærinde end ”Bertolt Brechts Svendborgdigte”, som lige nu sender lys ud i vintermørket hos de danske teaterforeninger på sin turné rundtomkring i landet.

Sikke en titel i øvrigt. Lidet lokkende, tør, ligefrem og faktuel. Og slet, slet ikke dækkende for den ekstremt originale, morsomme og dystert eksperimenterende rusketur, digtene giver os fra deres plads på scenen.

Mellem 1933 og 1939 sad Bertolt Brecht under ”det danske stråtag” i Svendborg – en flygtning i eksil fra sit hjemland – og skrev sine ”Svendborger Gedichte” om at være flygtning og se sit land hærget af ukontrollerbare kræfter.

Den tyske instruktør Petra-Leonie Pichler har taget Brechts spøgelse, gestaltet af tysk-amerikanske Leif Eric Young, med sig fra Augsburg til Danmark. Han er kommet for at advare os om, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke bibeholder vores kritiske sans.

Formen? Ja, hvordan skal jeg beskrive den? Anarkistisk musikteater tilsat digtoplæsning og oversættelser, små vignetter hentet fra digtene opført enten oprigtigt indlevende eller som satiriske optrin, der konstant bryder med sig selv og os, bryder ud og bryder ind, underminerer sig selv og smider sine teaterkostumer.

Det er en træningsøvelse skræddersyet til et Netflix-vant publikum, der elsker at falde bevidstløs hen i fiktionen. Vi skal op på dupperne og rynke brynene ad det, vi ser.

”Verfremdung”, ja tak! Denne aften i Fuglsøcentret på Syddjurs fik jeg i den grad utilstrækkeligheden i mit gymnasietysk at føle. En meget stor del af forestillingen foregår på Brechts modersmål, så vi ikke bare ser, men mærker fremmedgørelsen.

Heldigvis har vi, i begyndelsen, en oversætter at læne os op ad. Jens Gotthelf formidler høfligt Ulla Gjeddes oversættelse, der er udgivet i forbindelse med forestillingen.

Men vi aner en fremmedartet mellemtone, der understreger de danske ords andethed. De har ikke hjemme i hans mund og ligger heller ikke rigtigt i vores ører. Han ved det godt, så hans oversættelse bliver til forklaringer – så vi forstår, hvis vi altså skulle være i tvivl, at det, de vil advare om mellem linjerne, er populismens indtog, højredrejningen.

Men ordene er stadig utilstrækkelige, synes han. Måske de med musik kan få os til at føle uopsætteligheden i deres budskab, angsten for gentagelsen af historiens gang? Derpå entrerer selveste Søren Huss – feteret kunstner, komponist, poet og fynbo. Han fortolker Brechts ord med sin stemme og særlige indlevelse og tydelighed, på både tysk og dansk. Med lange, sørgmodige toner på flygelhornet og kvidrende triller på klaveret.

De tre medvirkende kommer med en lun humor og spiller venskabeligt sammen med stor overbevisning i deres forstilte apokalypse-show. Ubehageligt får de det også til at blive under bøgens golde grene med en dyster iscenesættelse af digtet ”Ballade von der Judenhure Marie Sanders”.

Ordene står printet på stofruller bagerst i Nicolai Spangaas effektivt kolde scenografi. Her kan vi læse dem, råt for usødet, mens vi ser og hører. Det er sådan, man får folk til at huske bedst. Intet forbliver uudtalt, alting bliver ulideligt konkret. Forbandet er det, at Brechts ord stadig er aktuelle.

”Bertolt Brechts Svend- borgdigte” er lokalt forankret teater skabt af og med lokale kræfter fra to forskellige egne. Det er en stor kvalitet i sig selv. Den har universel appel, men er ikke en forestilling for de teaterforskrækkede. Det er en voldsomt vellykket, modig, kunstfærdig og klog fortolkning, der vækker Brechts virke og oeuvre til live og lader ham brænde sig fast.