Prøv avisen

Vil Gud tilgive os?

4 stjerner
I ”Taxi Driver” er fjenden primært mænd, der hader kvinder. I ”First Reformed” er det de kapitalismeskabte klimaforandringer og en kirke, der har forladt troen til fordel for verdslig fremgang, der vækker vreden, afmagten og tvivlen i Ernst Toller (Ethan Hawke).

Den kristne tro og tilgivelse er det betydningsbærende bagtæppe, når Ethan Hawke leverer en pragtpræstation som martret præst i en amerikansk reformert kirke

At verden kan gå under, er livets smerte. Det gennemsyrer instruktør og manuskriptforfatter Paul Schraders værker.

Undergangen kan være moralsk, og den kan være menneskelig. Som den vulgaritet og ensomhed på New Yorks fordærvede boulevarder, der plager Travis Bickle (Robert De Niro) i ”Taxi Driver” fra 1976. Fornemmelsen for ødelæggelsen kan også være fysisk. Paul Schrader, der skrev manuskriptet til Martin Scorseses førnævnte mesterværk, skaber med ”First Reformed” endnu et knugende portræt af en martret mand, der ophøjer sig selv som frelser af en forstyrret verden.

I ”Taxi Driver” er fjenden primært mænd, der hader kvinder. I ”First Reformed” er det de kapitalismeskabte klimaforandringer og en kirke, der har forladt troen til fordel for verdslig fremgang, der vækker vreden, afmagten og tvivlen i Ernst Toller (Ethan Hawke).

Schraders karakterers fælles fjende er ensomheden, der forsøges helet med kærlighedens nådegave. Smerten kommer indefra. Vreden får et ydre afsæt.

Toller er præst i ”First Reformed”, en ”souvenirbutik”, en 250 år gammel hollandsk reformert kirke, der nu hører under megakirken ”Abundant Life”.

”Det er ikke den kirke, der kaldte mig,” siger Toller om Guds hus, der er et mediehus, et messecenter, en imagemaskine for korrupte forretningsmænd, som driver rovdrift på miljøet med den ene hånd og betaler aflad med den anden.

I en lige linje af militærmænd, og som selv tidligere feltpræst, mistede fraskilte Toller sin søn til Irakkrigen. Den plagede præst lever asketisk ved siden af sin pittoreske kirke. Som en munk, som den spirituelt orienterede Thomas Merton, han læser med iver for at komme mere inderligt ind til troen.

Imens er afløbet stoppet, wc’et forstoppet, orgelpiberne tilstoppede. Alting forgår, også Tollers indre. Ædt op indefra af kræft og af tvivl.

”Hvis bare jeg kunne bede,” siger Toller. Til sig selv. For der er ikke andre, der lytter.

Toller fører i stedet dagbog i et år som en søgen efter sandhed. Men han finder den ikke i sine egne ord.

”Jeg ser stolthed, ikke sandhed.” Angsten for det selvoptagede skræmmer.

”First Reformed” er en udpræget talefilm. Alligevel formår Shrader og Hawke at udtrykke Tollers mentale tilstand. Selvfølgelig giver dagbogen, som i ”Taxi Driver”, den indre dialog et udgangspunkt. Men tag startscenen, hvor kirken knejser som et gotisk slot, eller musikken, der spreder sig melankolsk over Tollers tunge skridt gennem de tomme stuer. Måden, han lidt ludende går på, med angsten i hælene. Det er horror-genrens koder, der ikke skaber frygt. Men tydeligt viser, hvordan det er at være Toller.

Hver søndag lurer messefald. Da den gravide Mary (Amanda Seyfried) opsøger Toller, bærer hun både på fortabelsen og frelsen. Hun frygter for sin kæreste, hvis miljøfundamentalisme har fået ham fængslet i Canada. Nu – løsladt – ønsker han abort. For hvorledes kan man sætte børn i denne fordømte verden?

Toller og den sortseende Michael har samtaler. Om sjælen, om tilgivelse, om destruktion.

”Kan Gud tilgive os?”, spørger Michael. Spørger Toller. Spørger Shrader. Men ingen svarer. For filmen er én lang bøn, hvor det endelige ikke er givet. Hvor svaret ikke gives os. Hvor vi skal tænke selv. Over hvad det vil sige at være menneske.

Filmens første del er realistisk, et psykologisk portræt. Anden del, derimod, tager en mere poetisk drejning, en spirituel drejning. Er slutningen virkelig? Eller ender filmen i et sammenbrud, et sygdomsforløb, et delirium?

Midtvejs svæver Toller af sted i et ømt øjeblik af nærhed med Mary, på vej op mod himmelen. Båret af den nådegave, som kærligheden kan være. Det er som en scene fra en Terrence Malick-film, men uden den ophøjede oppustethed.

Toller skriver mod slutningen mindre i dagbogen. Hans spor i verden bliver mindre tydelige. Han forsvinder, mens idéen om ham stadig er. Eller gør han? ”First Reformed” svarer ikke. Men den beder os tænke på, hvad det vil sige at være et troende, og et tvivlende, menneske. Lysten til at bede er en form for bøn. Film kan være det samme.