Vil man forstå Emil Nolde, må man kende hans hjemstavn

I Seebüll lige på den tyske side af grænsen boede kunstneren Emil Nolde, hvis nazistiske fortid er til debat for tiden. På Noldemuseet ser vicedirektøren et behov for at forstå det komplicerede i Noldes – så vel som grænselandets – historie

I kælderen på Noldemuseet hersker en næsten sakral stemning. Her hænger Noldes store nidelte værk ”Kristi liv”. Billederne er malet i 1911-1912, altså længe før Anden Verdenskrig. –
I kælderen på Noldemuseet hersker en næsten sakral stemning. Her hænger Noldes store nidelte værk ”Kristi liv”. Billederne er malet i 1911-1912, altså længe før Anden Verdenskrig. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Det er sen eftermiddag i Seebüll, på dansk Søbøl. Men nu er vi altså kørt over grænsen til Tyskland, og derfor hedder det Seebüll. Punktum.

”Herzlich willkommen in Deutschland,” står der i sms’en, der er tikket ind på mobilen. Vejskiltene er gule og på tysk, og man må lige køre lidt hurtigere på landevejene end derhjemme. Vil man betale i kontanter, så skal det være i euro. Og folk, man ikke kender, tiltales med Herr og Frau. Der er bare forskel, også selvom grænselandets mennesker i hverdagen excellerer i europæisk sammenhold.

På Noldemuseet i Seebüll foregår det også officielt på tysk det hele. Dog er udstillingsteksterne oversat til dansk til ære for de mange danske besøgende, og museets vicedirektør Astrid Becker ville gerne have talt dansk med Kristeligt Dagblad. Men hun er opvokset længere sydpå i Tyskland, så interviewet må foregå på engelsk – med enkelte tyske gloser, for der er ting, når det kommer til Emil Nolde, der er svære at oversætte.

I museets forskningsbibliotek fortæller Astrid Becker, at hun er uddannet kunsthistoriker med speciale i tyske ekspressionister og længe har haft et kært forhold til Nolde, ”en af vores største kunstnere”, som hun siger. Det er han stadig, selvom der her i foråret har været stor debat om hans forhold til nazisterne under Anden Verdenskrig. Ny kunsthistorisk forskning har afsløret, at Nolde i 1930’erne ikke blot sympatiserede med nazisterne, men troede helhjertet på ”die Endlösung”, jødeudryddelserne, som løsningen på Tysklands problemer.

Landskabet omkring Seebüll, der ses her, fylder meget i Emil Noldes malerier. Men hans billeder af landskabet og de vestfrisiske gårde ved Seebüll er også sindbilleder, for han malede oftest billederne indenfor, i sit atelier. –
Landskabet omkring Seebüll, der ses her, fylder meget i Emil Noldes malerier. Men hans billeder af landskabet og de vestfrisiske gårde ved Seebüll er også sindbilleder, for han malede oftest billederne indenfor, i sit atelier. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Og da nazisterne afsvor hans kunst som ”entartet”, degenereret, opbyggede han omhyggeligt en myte om sig selv som forfulgt kunstner. Det skete blandt andet igennem de ”umalede billeder”, små akvareller og forstudier, som han egentlig havde lavet hele sin karriere. De blev et redskab, Nolde brugte for at vise omverdenen, at han i en periode var blevet forbudt at male ”rigtigt”.

For at forstå hele mennesket Nolde må man dog først forstå ham som grænselandsmenneske, mener Astrid Becker. Det, samt forholdet til naturen og landskabet her, skal vi tale om nu, på en dag, hvor køerne græsser fredeligt, og græsset bølger lysegrønt ved Seebüll. Områdets gamle vestfrisiske gårde ligger her endnu, og set i forhold til dem er Emil Noldes hjem, som han selv tegnede i 1927, helt anderledes moderne, som det ligger der på bakken.

Da Astrid Becker blev ansat ved museet for nogle år siden, havde hun allerede nærstuderet Noldes billeder af landskabet, de vanvittige farver, han lagde på himlene over marsken.

”Men jeg troede ikke på, at det kunne se sådan ud, indtil jeg kom her. Så gav det mening! Jeg har set den slags himle,” siger vicedirektøren og smiler hemmelighedsfuldt.

Emil Nolde betragtes af mange danskere som en dansk-tysk kunstner, og han bærer da også fødenavnet Hans Emil Hansen. Han blev født i 1867 i den lille landsby Nolde (som han senere tog navn efter) ved Bylderup-Bov, der i dag ligger på den danske side af grænsen, men som dengang var tysk.

Astrid Becker er vicedirektør på Noldemuseet i Seebüll og står for at formidle Emil Noldes kunst. ”Jeg har det lidt svært med diskussionen om, hvorvidt han var dansk eller tysk, for han var jo begge dele,” siger hun. –
Astrid Becker er vicedirektør på Noldemuseet i Seebüll og står for at formidle Emil Noldes kunst. ”Jeg har det lidt svært med diskussionen om, hvorvidt han var dansk eller tysk, for han var jo begge dele,” siger hun. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

”Det tager 30 minutter at køre i bil til den landsby, hvor Nolde blev født. Hans far var også født her, så Nolde er virkelig mand af dette område. For at forstå ham og hans identitet må man forstå, at hans kunst er dybt forbundet med områdets natur, dets folk og fortællinger,” siger Astrid Becker.

”Det er et meget rustikt landskab. På østsiden, hvor han også boede en overgang, er der meget mere nydeligt. Men han savnede livet her, det lidt grove liv, og et landskab, der ikke bærer så meget præg af menneskelig indblanding.”

På tysk har man, ligesom på dansk, to ord for at være med sig selv, ”alleinsam” (alene) og ”einsam” (ensom). For Emil Nolde havde ”alleinsamkeit” udpræget positiv klang.

”Han har haft et stort behov for at være alene, og det var muligt, når han var her. Om vinteren opholder han sig mest i Berlin, og her opsøger han det sociale liv på cafeér og i teateret, men han vender altid tilbage til området her.”

Det sjove er, at Emil Nolde ikke, som man måske skulle tro, stod ude i landskabet og malede. Han opholdt sig mest i sit studie, og når han var der, måtte ingen komme ind, heller ikke hans højtelskede danske hustru, Ada.

”Hans landskaber er også indre landskaber på den måde, at han tager landskabet ind, og så maler han det først bagefter,” siger Astrid Becker og leder os fra administrationsbygningen og over mod huset, hvor atelieret befinder sig.

Landskabsbillederne her har enkle titler som ”Gård ved kanalen” og ”Krusede efterårsskyer”. Men farverne er ekstravagante og vilde. Hvem andre end Nolde maler skriggule skyer på en candyflossagtig himmel?

Nolde var radikal i sin kunst, og han var mere radikal end andre ekspressionister, når det gælder farverne, siger Astrid Becker.

”Nolde mente selv, at hans kunst skulle være et sted mellem Danmark, Tyskland og Skandinavien. Han var ikke tiltrukket af det italienske lys, som andre malere har holdt så meget af, og selvom der skete meget i Frankrig i de år, og han selvfølgelig var påvirket af det, så er det ikke der, hans kærlighed ligger. Hans kunst var altid tysk, men der er en bro til Skandinavien.”

Vi går videre i den udstilling af værker, museet har valgt at have fremme i år. I et værelse på førstesalen nærmer vi os det spørgsmål, der kredses så meget om lige for tiden. Hvordan skal man forholde sig til en mand, der åbenlyst var nazist? Skal man adskille kunstner og værk – kan man?

Astrid Becker trækker vejret ind en gang, før hun svarer på dét. Museets direktør, Christian Ring, har været meget involveret i den udstilling om Nolde, der lige nu vises i Berlin. Den efterfølgende debat har blandt andet fået den tyske forbundskansler Angela Merkel til at nedtage et Nolde-maleri fra sit kontor. Hvad hun så har fået en del kritik for.

Hjemme på museet er teksterne, der følger med ophængningen af de ”umalede billeder”, fuldkommen opdaterede med den nye forskning, som museet og stiftelsen bag har støttet.

”Jeg ved ikke, hvordan det bliver diskuteret i Danmark. I Tyskland har debatten rakt ind i de dele af samfundet, der nu diskuterer nationalisme, og det er virkelig godt. Vi er nået til et punkt, hvor du ikke længere kan fornægte noget, du kan ikke længere sige ’Det skete ikke’. Her på museet forholder vi os sådan, at alle skal vide, at han var dybt nationalistisk. Det skal ind i hovederne på alle, der interesserer sig for ham,” siger hun og holder pause et øjeblik:

”Men alle skal også vide, at livet er kompliceret. Han var nazisympatisør, men hans kunst var også ildeset af na-zisterne. Intet er enkelt, og det viser Nolde.”

I kælderen på Noldemuseet hersker en næsten sakral stemning. Her hænger Noldes store nidelte værk ”Kristi liv”. Billederne er malet i 1911-1912, altså længe før Anden Verdenskrig. –

Familien, Emil Nolde blev født ind i, var tosproget. Ved Genforeningen i 1920 fik Nolde tildelt dansk statsborgerskab, fordi han på det tidspunkt boede i Utenwarf på vestkysten, der kom til at tilhøre Danmark ved grænsedragningen. Han kom således til at tilhøre Sønderjyllands tyske mindretal – hvis officielle linje under Anden Verdenskrig var nazistisk.

I 1927 stod huset i Seebüll færdigt. Det danske statsborgerskab beholdt Nolde til sin død, selvom der var meget bøvl forbundet med det, når han nu senere valgte at have bolig på den anden side af grænsen, forklarer Astrid Becker.

”Jeg har det lidt svært med diskussionen om, hvorvidt han var mest dansk eller tysk, for han var jo begge dele. Han giftede sig dansk og talte dansk med sin hustru. Men han sagde selv: ’Jeg er en tysk kunstner! Min kunst er så tysk.’ Og når man siger det, så er den nødt til at have noget nationalistisk i sig også. Det er ikke nemt, og det skal det heller ikke være. Nolde er virkelig tysk historie i én person,” siger Astrid Becker og leder os ned i husets kælder.

Her hersker en næsten sakral stemning. Her hænger Noldes store nidelte værk ”Kristi liv”. Billederne er malet i 1911-1912, altså længe før Anden Verdenskrig. Og så kan man jo undre sig. For mens andre kunstnere har vist Jomfru Maria som arisk med langt, lyst hår og blå øjne, så har Noldes mellemøstlige Maria kraftigt sort hår og kraftige øjenbryn. Jesus på korset – han er rødhåret.

Jeg spørger forsigtigt vicedirektøren, om hun vil sige, at det er ét af Noldes tidlige værker? Astrid Becker svarer roligt:

”Jeg vil sige, det er et mes-terværk.”