Prøv avisen

Vilde billeder og stor komik i Tycho Brahe-bog

Harald Voetmanns nye roman er gennemsyret af den særlige voetmann’ske tone. – Foto: Gyldendal.

Med Alt under månen bør Harald Voetmann stå forrest i køen til de kommende litterære prisuddelinger

Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed. Forfatteren Hjalmar Söderbergs ord er blevet citeret mange gange, og nu gør jeg det igen, fordi de passer så perfekt på Harald Voetmanns nye roman Alt under månen.

Den udspiller sig nu ikke i 1900-tallets Sverige, men derimod på øen Ven eller Hven, mellem Danmark og Sverige, som Tycho Brahe fik stillet til rådighed af kong Frederick II i 1576, og hvor han opholdt sig på sit Uranienborg og i observatoriet Stjerneborg til han i 1597 var røget så meget uklar med det danske hof, at han gik i eksil i Prag.

Voetmanns roman trækker på det historiske materiale blandt andet indledes bogen med det digt, som Tycho Brahe, der som et rigtigt renæssancemenneske også var en flittig forfatter, skrev til sin dødfødte tvillingebror. Og afsnittene betitlet Drabanternes år, hvor Voetmann lader Tycho Brahes menige mandskab fortælle om livet på Uranienborg, har hentet vejr-beskrivelser fra Brahes Meteorologiske Dagbog. Disse meteorologiske registreringer løber som et svalt omkvæd gennem romanens voldsomme udfoldninger af de menneskelige vilkår gennem alle tider: at være stedt i en begrænset, skrøbelig og ukontrollabel krop, en krop, der lækker og flækker, at være bundet til kødet og dermed også i begærets og jordelivets vold. I romanen virker det, som om disse tilbagevendende noteringer, er det, der trods alt holder verden fast. Gør den mulig at håndtere.

Har man ikke læst andet af Voetmann, kunne man forledes til at tro, at mere af stoffet var originale plankninger fra ældre tekster. Men læsere af ikke mindst romanen Vågen om den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre, og romanen Kødet letter, der blandt andet foregår på et talgsmelteri i København, vil kende den voetmannske tone i den nye roman: den eminente musikalitet, hvor vokalerne spiller på alle sprogets toner, og beskrivelserne af menneskets kødelige væren og åndelige begrænsning.

LÆS OGSÅ: Nye litterære eventyr

Som her, hvor Voetmann/Brahe skriver om månen: Månen lyser blåligt, klart gennem det tynde skydække. Hun får vandet til at stige, hun får blodet til at flyde fra de mandbare kvinder og den sorte galde til at ophobe sig. Hun trækker vod gennem mennesket, har en line og et bundgarn i os alle. Én slags pludder hvirvles i en sky op til hjernen, en anden pibler ud gennem kønnet, når hun snører livmodersækkene op. () Hun er smuk som et flækket lårben. Hun er smuk som en hugtand, der lyner gennem rabiesfråde. Alt og alle hun skinner på; vi er alt og alle i færd med at visne.

Alt under månen er, som også romanen Vågen, en fortælling om menneskets trang til at udgrunde verden, til at forstå, hvad det er for love og kræfter, vi er underlagt. Tycho Brahe, som blev besat af at undersøge himlen eller, som han siger, låget over os og hvis observationer kom til at danne et vigtigt skridt på vejen, netop fordi han stolede på sig selv og sine i andres øjne vanvittige idéer.

Hvorimod de to andre mænd, som på et tidspunkt opholder sig på øen hos Brahe, Erik Lange og Falk Gøye er til fals for forestillingen om at skabe guld og en idé om, at helvede må være skabt af glas.

Kapitlerne om dem er i den grad ekskurser ud i det vanvittige og sølle, som er nabo til det geniale.

Voetmanns roman er ikke kronologisk, men nærmere opbygget som et digt med en fast struktur, hvor fire kapitler (Fra drabanternes år) afveksler med Tycho Brahes breve til den ufødte tvilling. Som to urimede vers stikker så Falk Gøyes og Erik Langes beretninger ud.

I bogen er det virkelig koldt, når det er koldt, frysende inde og ude i en sådan grad, at det er muligt at få lyst til at varme hænderne i en hestepære! Det er varmt, når det er varmt, så løber sveden og så stinker det menneskelige råd.

Og overalt er mørket som en væske, man er nedsunket i, for Brahe og hans mandskab sover om dagen og er vågne om natten, hvor tågen alt for tit gør sit til, at låget ikke åbner en eneste sprække til det guddommelige lys derude.

Mørket er overalt. I Tycho Brahes forestillinger er jorden centrum, mens solen og månen bevæger sig. Måske gør dette verdensbillede med den statiske jord klaustrofobien endnu større. Harald Voetmanns roman er ikke en historisk roman om Tycho Brahe. Det er en fortælling om mennesket i al sin komiske ynkelighed, sat i en perfekt lille scene på den tågeindhyllede ø. En grotesk fortælling, et syrebad af vilde billeder, en hylende morsom, ravnsort komedie om menneskets fysiske og åndelige begær, storhedsvanvid og lidenhed, som hverken er blevet større eller mindre siden dengang, Uranienborg knejsede på Ven.

kultur@k.dk