En fortælling med vilde erindringer om imperialismens velsignelser

Sørgmodig og heftig beretning om en barndom i Karpaterne som en af det gamle Europas yderposter

Det siges, at den russisk-amerikanske forfatter Vladimir Nabokov (1899-1977) under tiden anbefales til danske journalister i efteruddannelse som manende eksempel på sproglig præcision og værdigt billedsprog. Nu kan man måske tillade sig den frækhed at spørge, hvornår de sagesløse avislæsere også begynder at se resultaterne af denne formaning? Indtil da kan det konstateres, at forfatterspirer under uddannelse – i øvrigt en ellers modbydelig tanke – også har fået sig et oplagt forbillede. Det har de takket være det tjekkede forlag Sidste Århundrede, der nu udgiver deres anden oversættelse af den østrigske forfatter Gregor von Rezzoris (1914-1998) forfatterskab.

Efter at have brilleret med 2018’s bedste danske bogudgivelse i form af Rezzoris ondskabsfuldt formfuldendte ”En antisemits erindringer” fortsætter man nu med ”Blomster i sneen”. Hvis Nabokov (burde) kunne lære enhver journalist, hvordan man videregiver rejsereportagens roadtrip-ennui med tempereret distance, kunne man fromt håbe, at Rezzori kan bibringe nye danske forfattere evnen til karaktertegning og udviklingsfortælling. Så forbilledligt godt er det.

Det skulle man ikke tro, for ”Blomster i sneen” er blot opbygget som fem kladder til skitser af barndommens væsentligste skikkelser. Mor, far, søster, barnepige, guvernante. Som den charmerende udbyggede underskrift afslører, er der imidlertid også noget mere mirakuløst på spil, som blomster ved vintertid: ”Portrætstudier til en selvbiografi, som jeg aldrig kommer til at skrive; desuden: Forsøg med fortælleformer til en ligeledes uskreven dannelsesroman.”

Det, der afsløres og lykkes, er, at den cirkulære bevægelse i form af fem personskitser også parallelforskyder og dermed fortæller dens forfatters dannelsesrejse fra opvæksten i Bukovina mellem Rumænien og Ukraine i de sørgelige rester af det skønne østrig-ungarske dobbeltmonarki og frem mod Europa af i morgen med dets byers ”kaos og hybride vækst” og ”den måde, verden oversvømmes med ragelse på”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rezzoris berømte kynisme er tydeligere i ”En antisemits erindringer”, men viser sig også her, endda som overlegen stilistik: Den elskede barnepige kaldet Kassandra kan tale til andre primitive folk i skovene ”på sin egen troldeagtige, bizart grimmaserende, livlige måde”.

Hun synes at være groet i Karpaterne som et træ, fældet og hentet ind i den tidligere adelfamilies hjem. Rezzori tøver ikke med at citere søsterens suk over, at hvis Kassandra blot var en smule mindre, kunne man i det mindste have foræret denne ”kæmpedværg” til et cirkus. Eller med at beskrive, at hans mors opdragelsesprincipper primært bestod i selvmordstrusler. Om denne overnervøst sygelige aristokratmor hedder det også, at hendes bristede drømme ”rislede ned til resten af det bitre bundfald på bunden af hendes psyke.”

Alligevel læses ”Blomster i sneen” først og fremmest som en betagende og sørgmodig beretning om en smuk barndom i ruinerne af et storslået imperium og af Karpaterne som en af det gamle Europas yderposter i både geografisk og tidslig forstand.

Faderen er så viril, at hans hunde omgående overfalder svigerfamiliens eneste søn og vansirer dennes ansigt for altid – det sker, da faderen viser sig (i jagttøj, forstås) i det højkonservative hjem for at bejle til sin kommende hustru.

Da hans egen datter fortæller, at hun vil være ballerina, konstaterer han (godmodigt!), at hvis moderen giver lov til det, så vil han personligt ”skyde hende ned på scenen”.

Han bruger døgnets frie timer fra klokken 5 om morgenen til 10, når de umandige og uduelige kolleger først møder på arbejde, til at holde sin evne til pistolskydning ved lige, øve sig i at blande gift og til at radere motiver af brølende hjorte og tjurer i parringsdans.

Hundene bliver omgående opkørte, når han viser sig: ”Han ville have leet allermest hjerteligt, hvis en af dem af bar iver, ophidselse og begær havde glemt sin slaveagtigt underdanige kærlighed til ham og overfaldet ham – og ville sandsynligvis koldblodigt have skåret struben over pa den med barberkniven.”

I denne kærlighedserklæring til sin barndoms eventyrår er Rezzoris forfatterskab et (sublimt) eksempel på en for tiden upopulær erfaring: Imperialismens velsignelser. Solen slukkes sammen med kejserriget, og forfaldet begynder. Imperierne modvirkerede i denne erfaringsverden chauvinisme mod nationale mindretal. De sikrede livets poesi og storhed i modsætning til de nye nationalstaters bornerte og prosaiske provinsialisme.

I en vis forstand retter kynismen sig mod det, Rezzori også selv blev: en slags modernitetssekulariseret udgave af sin barokke far. Hvis barokkens helt var den polyvalente store mand, der var soldat, poet og munk i én, synes faren som, til citat, ”barokkens epokeforlængende repræsentant” at være noget lignende som kunsthistoriker, giftblander, jæger og kejserlig embedsmand. Rezzori selv studerede minedrift, dissektion af lig og arkitektur og var tv-vært, kunstsamler og skribent – og ifølge sig selv taskenspiller, playboy, livskunstner.

Hvis der er tale om begrædelse af en tabt tid, er tristessen dog ikke altdominerende. Kejsersolen har trods alt strålet over Europa, og er der en ting, skitserne lærer den rejsende gennem sin barndoms dannelse, er det, hvad Kassandra og faderen havde tilfælles. Hvor moderen og søsteren var sarte, var trolden og jægeren altid muntre og livskraftige. Rezzori bemærker, at man kunne tro, at det skyldes, at de ikke havde ”lige så dyb indsigt i livets afgrunde”, men det er ikke tilfældet: ”At man forstår og affinder sig med det absurde, gør ikke én blind for eksistensens tragik.”

Der er således tale om andet og mere end kynisme for husarerne. Det er snarere et stort værks evne til sund længsel på trods af historiens afgrunde og et bevis på munterhedens muligheder gennem erindring.