Friedrich Hölderlin (1770-1843) er en af de mest sagnomspundne skikkelser i tysk litteratur. Hans forfatterskab henlå på det nærmeste i glemsel i årtier efter hans død. Man havde svært ved at erkende storheden i det. Siden hen blev det gravet frem og fejret i stor stil.
Har man som undertegnede ikke tidligere læst hans digte, så får man chancen nu i et eksklusivt udvalg foretaget af litteraten Jørn Erslev Andersen, der i årevis har beskæftiget sig med forfatterskabet. Det er en smuk rød bog med fine akvareller af Peter Brandes.
I den nye udgivelse præsenteres man for et mindre antal digte, breve og skrifter, der på forskellig vis demonstrerer centrale sider af Hölderlins forfatterskab. Derudover rummer bogen et omfattende essay om forfatteren og hans tekster af Jørn Erslev Andersen. Hele seks oversættere har i øvrigt været på spil i forhold til de tyske tekster, nærmere bestemt Karsten Sand Iversen, Søren Mau, Søren Riis, Lars S. Arndal, Stig Olsen og Peter Seeberg.
Det er en vellykket antologi. I digtcyklussen ”Natsange”, der er et lille værk i sig selv, finder man for eksempel den følgende lille passage: ”Med gule pærer hænger / og fuldt af vilde roser / nu landet ned i søen, / I smukke svaner, / og drukne af kys / I dypper hovedet / i det helligtnøgterne vand.”
Udgangspunktet er enkelt. Det er en smuk sansning af naturen. De gule pærer og vilde roser spejler sig i søen. Det er ikke svært at visualisere for sit indre blik. Samtidig kan man iagttage Hölderlins særlige brug af patos. Hans sprog er enkelt og stedvis højstemt. Og det udfoldes ofte i komplekse kompositioner. Der er meget på spil hos Hölderlin. Det fremgår af natursansningen ovenfor. For hvorfor er vandet helligt-nøgternt? Og hvad betyder det overhovedet, at noget er helligt-nøgternt?
Hölderlin er en reflekteret tænker. Det får man et stærkt indtryk af i hans æstetiske og filosofiske tekster, herunder for eksempel hans tanker om Sofokles’ ”Ødipus”. Det er krævende og fascinerende læsning. Når man læser hans teoretiske skrifter, kan man dog af og til føle, at betydningen skrider under fødderne på en. Men det er der råd for. Dels kan man læse dem igen, dels kan man hente megen støtte i Jørn Erslev Andersens lærde essay, der står sidst i bogen. Erslev Andersen kan sin Hölderlin til fingerspidserne. Det fremgår klart. Han lefler ikke for læseren. Og hænger man på, når eksperten udfolder sine tanker, kan man i den grad få sin forståelse af forfatterskabet nuanceret. Derefter kan man atter vende tilbage til Hölderlins tekster. Og så ser man på dem med nye øjne.
Det er også fint, at Erslev Andersen har valgt at inkludere en række af Hölderlins breve i antologien. Her får man et andet perspektiv på forfatterskabet. Læseren møder forfatteren i rollen som den, der henvender sig direkte til en anden. Man kommer kort sagt i øjenhøjde med mennesket Hölderlin og hans personlige engagement i poesi og tænkning. Og det er relevant i betragtning af, hvor egenartet hans åndelige eller mentale univers i øvrigt kan opleves. Samlet set er der meget at hente i Erslev Andersens skønne buket af digte, breve og skrifter af Hölderlin.