Gyldendal genudgiver Vladimir Nabokovs utrolige ”Lolita”. Det er uklart hvorfor, men pyt

Æstetisk lyksalighed og fravær af moral begrunder sig selv

Hvis Vladimir Nabokov skulle genfortælle sin egen roman ”Lolita” fra 1955, ville det lyde sådan her: Den fallerede universitetsprofessor Humbert Humbert var en ”kunstner og galning, et uendeligt melankolsk væsen med en boble af hed gift i lænderne og en permanent ulmende, vildt yppig flamme brændende i sin fintmærkende rygrad”. Han havde slået sig ned i New England i USA, men var europæer af den mørke og romantiske slags. Fra før verden blev amerikaniseret.

Som passagen ovenfor indikerer, var han en sammensat mand: Fintfølende og melankolsk kunstner samt liderlig galning – samtidig. Det er derfor, han er endt i fængsel og afventer en retssag for mord, da romanen begynder.

I et legendarisk og legende forord til romanen fortæller en fiktiv redaktør, at Humbert Humberts advokat har henvendt sig for at få udgivet det ”notat”, Humbert skrev i fængsel. ”Lolita eller En hvid enkemands bekendelser” hed den boble af gift, bekendelserne udgjorde, og som udgør den egentlige roman.

Det er et utroligt faktum, at ”Lolita” blev skrevet på engelsk af russiske Nabokov. Dens udspiling af det engelske sprog gør det nærmest naturstridigt. Den var da også så kontroversiel, at de amerikanske forlag – med beklagelse! – ikke kunne udgive den. Den måtte naturligvis udgives i Paris i stedet. Da katolikken Graham Greene udnævnte den til en af de bedste bøger samme år, blev den så småt kendt. Men også overdynget med anklager om pornografi og almindeligt svineri. Sidstnævnte udtryk er da heller ikke et, Humbert selv skyer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter det fiktive forord begynder romanen med Humberts egne bekendelser fortalt i førsteperson. En dag går der ild i Humberts forstadshus i New England. Han kigger på muligheden for at leje sig ind i nærheden – vil bare gerne bo i en søvnig by med elmetræer og en hvidkalket kirke – og møder den banale Charlotte Haze med den 12-årige datter: Lo-lee-ta.

Da Dolores – som Lolita faktisk hedder – entrerer scenen for første gang, forestiller Humbert sig, at han var med i et eventyr, ”hvor kongen græd af glæde, trompeterne gjaldede, og barnepigen drak sig fuld” i en fejrende gestus. Netop da, i et sådant stilleben i ord, er det, man skal messe romanens første sætning, der er blevet så ikonisk: ”Tungespidsen tripper tre trin hen ad ganen og slår smæld mod tænderne på det tredje. Lo. Lee. Ta.”

Der er tale om en såkaldt nymfette, romanens berømte udtryk for piger i alderen mellem 9 og 14, der afslører deres sande, dæmoniske væsen for særlige mænd af Humberts type.

Humbert Humbert accepterer at flytte ind hos ”Haze-kvinden” for at få lov til at sidde i den helvedsovn af lyst, som en formiddag på terrassen kan være, når den amerikanske sol bager, og Lo leger; og blot være i helvede, når der hersker Lo-løse(!) tilstande, og vores galning må nøjes med breve fra kostskolen til ”Mummy og Hummy”.

Da Hummy en dag modtager et brev fra Mummy, kaldet ”den store tæve”, fyldes han naturligvis først med afsky, men da han tænker sig nærmere om, godtager han hendes groteske ægteskabstilbud. Og således udspiller der sig i bogens første del et trekantsdrama. Forordsskribenten kalder deltagerne: ”Det vildfarne barn, den egoistiske mor og den frådende galning.”

Humbert benægter over for sin kommende jury, at han giftede sig for at udrydde Charlotte ”på en vulgær, grusom og farlig måde” som ved eksempelvis at forgifte hendes sherry. Men han indrømmer, at ”andre libidinøse visioner præsenterede sig svajende og smilende” for ham: Sovemiddel til både mor og datter, så han ”hele natten ustraffet kunne begramse sidstnævnte”. Da Charlotte heldigvis bliver mejet ned af en bil, anvender Humbert dog det passende udtryk, at hun ”var blevet elimineret”.

Således forbereder bogens første afdeling en blanding af biltur gennem USA, parodieret kriminalgåde samt voldsfantasi og psykologisk opløsning. Hvis læseren skulle være så fri af nymfetternes dæmoniske ”rå morskab” og derfor endnu ikke har sat sig ind i bemeldte perversioner, lader vi romanen ophøre med at citere sig selv her.

I et efterord skriver Nabokov, at romanen ikke har nogen morale på slæb, men til gengæld har den det formål at hensætte forfatteren selv i ”æstetisk lyksalighed”. Korrekt. Sammenligningerne, metaforerne og syntaksen smelter sammen til uhørt stilistik i et liderligt delirium. Den tripper og slår smæld hen over en række temaer og motiver, der hæver den til særklasse. Humbert er selv europæer af den gamle verden – hans far ejede et luksushotel ved Rivieraen og havde ”et stænk Donau i årerne” – og dermed træder den nymfiske tiltrækning også frem som ældgammelt europæisk dæmoni- og forførelses-tema, nu blot med puerile hofter og amerikansk kostskolenederdel.

Læg dertil tematikken over biltur i slingrebevægelser over USA, og så er det ikke blot erotik til de nyfigne og sprogporno til de forfinede. Det er også en af de 10 bedste romaner frembragt i det 20. århundrede.

Den nye uhyggelige-hyggelige forside, der giver associationer til et lyserødt teaterforhæng, kvindelige skamlæber og blade af en bog, er yderst vellykket.

Alligevel er udgivelsen sært umotiveret. Der synes blot at være tale om et billigere genoptryk af den tidligere (strålende selv- og stilsikre) oversættelse ved Claus Bech.

Den fiktive redaktør kalder Humberts bekendelser for ”en sørgelig og smudsig affære”. Det er faktuelt rigtigt og principielt forkert. Det dæmoniske velbehag ved skriftens præcision og afsløringer og karakteristikken af Humbert som en ”moralsk spedalskhed, en blanding af aggressivitet og spøgefuldhed” gør også, at det ikke er særlig sørgeligt at sidde med dette mesterværk i hænderne igen. Selvom man ikke aner hvorfor.