Prøv avisen
Bog

Vilhelm Hammershøis stuer var ikke så stille endda

4 stjerner
Lisbeth Smedegaard Andersen følger i bogen også et par afgørende kvinder omkring Hammershøi med den unge Ida Ilsted i spidsen. Her ses Vilhelm Hammershøi læsende i stuen sammen med moderen, Frederikke Hammershøi, og hustruen, Ida, omkring 1895. – Foto: Den Hirschsprungske Samling/Kristeligt Dagblads Forlag

Lisbeth Smedegaard Andersen har lavet en smuk udgivelse om en mulig forbindelse mellem to af landets største ånder – men hun kunne sagtens have været mere modig

Tænk på Vilhelm Hammershøi med de stille stuer og rygvendte damer: Ejer den danske maler ikke en rem af Søren Kierkegaards alvor? Har han ligefrem været inspireret af filosoffens skrifter? Lisbeth Smedegaard Andersen undersøger sagen i den smukke ”Gådefuld bør man være” og svarer ja.

Den nu 84-årige skribent er både kunsthistoriker og teolog og dermed optaget af tilværelsens dybder på indtil flere planer. At netop hun skulle få tanken om en forbindelse mellem den stadig mere populære maler og filosoffens verdenskendte tanker, var næsten kun et spørgsmål om tid.

”Gådefuld bør man være” henter sin titel fra nogle linjer i ”Enten-Eller” og former sig som en personlig beretning om hendes mistanke og senere fund af konkrete forbindelser mellem de to herrer:

Selvom Vilhelm Hammershøi med fødeåret 1864 levede et halvt århundrede efter Søren Kierkegaard, så har han faktisk haft eksistentialismens første filosof inde på lys-tavlen!

Han har endda haft det mere end så mange andre, viser det sig. Maleren får for eksempel undervisning som dreng af filosoffens fætter, Niels Christian Kierkegaard. Og han ejer rent faktisk hele syv værker af Kierkegaard inklusive et eksemplar af gennembrudsværket ”Enten-Eller” og har måske ligefrem læst i det og lært af det.

Jagten bringer Lisbeth Smedegaard vidt omkring og gør bogen ret spændende sine steder. Læseren kommer til København på malerens tid og til kredsen om tidsskriftet ”Taarnet” med videre. Tidsskriftets redaktion holder til i digteren Johannes Jørgensens lejlighed på Frederiksberg og bugner af tidens kendte.

Man følger også et par afgørende kvinder omkring Hammershøi med den unge og ikke specielt yndige Ida Ilsted i spidsen. Den klejne kvinde fra Stubbekøbing skal med tiden få en stor rolle som Hammershøis hustru og model på mandens berømte malerier.

Ida med det stadigt mere tunge sind bliver ganske enkelt repræsentant for ”poesien i form af det bevægelige, det foranderlige og det levende i hans billeder”.

Lisbeth Smedegaard Andersens fokus på det feminine sender lys ind i et lidt glemt hjørne i malerens stuer og giver samtidig sammenligningen ekstra mening:

”Søren Kierkegaard brugte kvinder fra litteraturens verden for at udbygge sine betragtninger,” skriver hun, ”men Hammershøi have to kvinder lige ved hånden, nemlig sin mor og sin søster.”

Afsnittene om Ida hører i øvrigt til bogens højdepunkter med deres indtagende ord om hendes plagede personlighed og ægtemandens nænsomme skildring af hendes sammensatte væsen.

Maleren vælger til sidst sin kærlighed som ansvarligt væsen og bevæger sig dermed over mod det ”etiske” stadium i Søren Kierkegaards univers. ”Der ligger noget Forrædersk i blot at ville være Iagttager,” som assessor Wilhelm fra hans ungdomsværk udtrykker det. Forfatteren har undervejs holdt sig nogenlunde opdateret med den nyeste forskning og trækker for eksempel på Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsners monumentale værk om maleren fra sidste år.

Lisbeth Smedegaard Andersen ejer så samtidig en næsten sympatisk svaghed: Hun elsker sit emne med hud og hår og ser derfor stort på den faglige objektivitet nogle steder. Man kan ikke så let skrive en bog uden dyb kærlighed til selve emnet og derefter skjule sin kærlighed i det færdige arbejde.

Forfatteren bag ”Gådefuld bør man være” har kun løst det paradoks halvt. Hvis man bare antyder den lidt ferske eller nogle gange intetsigende side af Hammershøis kunst, får man tørt på. En gennemført nøgtern og sommetider kritisk fagmand som kunsthistorikeren Poul Vad kaldes rask væk for fuld af ”fordomme” i hendes bog.

Og enkelte formuleringer fra Lisbeth Smedegaard Andersens egen hånd – som når samtidens kolleger var ”helt på det rene med Hammers-høis særlige evner” – lyder til forveksling som ord fra en glad amatør og ikke fra en forfatter af hendes format.

Hun kan modigt nok også korrekse direktør Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst og dermed af en landets fremmeste på feltet: Mikkel Bogh har set mesterværket ”Interiør. Strandgade 30” med den rygvendte kvinde i forgrunden som eksempel på malerens stille stuer. Forfatteren selv udnævner lige omvendt kvinden til billedets vigtigste motiv og vurderer derfor billedets rum som ”varmere og mere beboet. De tomme stuer er blevet et hjem”.

Bogen er kort sagt bygget om hendes søgen og følen sig frem til konklusionerne. Lisbeth Smedegaard Andersen kunne med fordel have holdt sin helt forståelige tvivl hjemme på værkstedet. Hun kunne med fordel have brugt sin tese som udgangspunkt for de spændende overvejelser – for sammenhænge findes jo i alle værker på tværs af tid og rum.

På den anden side: Man var i så fald gået glip af ikke så få guldkorn! Forfatteren kigger klogt nok kun på ganske få værker af de to kunstnere og afsøger til gengæld alle aspekter.

Hun begrænser arbejdet med Vilhelm Hammershøis værker til portrætter som ”Job” fra 1887 og ”Artemis” fra 1893 plus de store dobbeltportrætter fra 1890’erne og diverse interiører.

Og hun holder sig for Søren Kierkegaards vedkommende til læsninger i Forførerens dagbog fra ”Enten-Eller” og gæstebuddet fra ”Stadier på Livets Vei” og gør det med et meget smukt argument:

Hammershøi kan meget vel have læst præcis de tekster af Kierkegaard med særlig interesse – ifølge forfatteren fordi de har talt til hans fantasi og samtidig været tilpas dunkle i stilen og åbne for personlige interpretationer.

Lisbeth Smedegaard Andersen ser til sidst maleren som ”mere og mere optaget af Søren Kierkegaards analyser af det etiske stadium i livet” og hans tilvalg af sit stadigt mere vanskelige ægteskab som et resultat på hverdagsplanet.

Mange vil også se hans stadigt mere populære billeder med nye øjne efter endt læsning. Forfatteren undersøger myten om Hammershøi som den store symbolist i dansk kunst og afliver den. Eller rettere: Hun peger skarpsindigt på det usandsynlige i impulser fra symbolismens hjemland – for i ”hans store bogsamling er der ikke ét eneste værk på fransk!”.

Selve det uforignelige billedmateriale taler egentlig sit eget sprog på tværs af bogen og inkluderer et opslag med både ”Ung pige, der syr” og Harald Giersings maleri over nøjagtig samme motiv fra generationen efter. Man kunne i en svag stund kalde Hammershøis version ret tom for udtryk og den mere neurotiske pige hos Giersing anderledes ambitiøs – sådan som hun sidder dér med rystende sytøj og har vredet sig selv mere eller mindre af led.

Vilhelm Hammershøi er vurderet meget forskelligt gennem årene. Nogle vil se ham som Danmarks måske største bidrag til verdenskunsten overhovedet og pege på de stille stuer som vores sjæls spejl. Andre ville måske lige se tiden an og foreløbig betragte ham som maleren med de lidt for duggede ruder og en tone faretruende tæt på det naive eller endda simple.

Lisbeth Smedegaard Andersens seneste bog afslører under alle omstændigheder nogle tankevækkende dybder og skal nok gøre besøg på de danske museer med Hammershøi til et af efterårets hit.

Gæsteanmelder Søren Schauser er lektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og kritiker på Berlingske.

Læs interview med Lisbeth Smedegaard Andersen om bogen i avisen i morgen.

De halvtomme stuer kendetegner Hammershøis værker. Her er det Vilhelm Hammershøis ”Åbne døre” fra 1905. – Foto: Davids Samling/Kristeligt Dagblads Forlag