Det er en imponerende satsning, journalisten og mediekritikeren Erik Valeur har foretaget i Det syvende barn. Med sin debutroman på næsten 700 sider leverer han spænding, samfundskritik, psykologisk analyse og etisk diskussion i et sammensurium af vildtvoksende personbeskrivelser og krimigåder. Ikke alle stik hentes hjem, men det ender i et raffineret, velgennemtænkt plot med en stærk og insisterende stemme.
LÆS OGSÅ: Børnehjemsdrenge: Så sig dog undskyld
Romanens nutid er 2008, hvor et anonymt brev lander på bordet hos udvalgte personer, herunder journalister ved et dagblad, en tv-station og en stabschef for den succesfulde minister for nationale anliggender. Kulisserne er sciencefiction-agtige, men alligevel med klar adresse til en regering, hvor udlændingespørgsmålet er blevet et kardinalpunkt, og en medieverden, hvor aviser er hendøende, tv-stationer fokuserende på underholdningsværdi og journalister og politikere tæt forbundne i jagten på succes.
Det anonyme brev omtaler en mystisk begivenhed på Kongslund, et velrenommeret børnehjem, som i samarbejde med Mødrehjemmet igennem mange år har formidlet adoption af uønskede børn til barnløse familier. Brevet efterlyser drengen John Bergstrand, der i 1961 sammen med seks andre børn lå på spædstuen i Kongslund klar til at blive bortadopteret, og antyder, at der er foregået noget fordækt med indflydelsesrige personer involveret.
Det tyder reaktionen på brevet da også på, for ministeren allierer sig med en pensioneret politimand for at finde den forsvundne dreng og ikke mindst lægge låg på de undersøgelser, som de to journalister kaster sig over.
I centrum for begivenhederne er Marie, der har levet hele sit liv på Kongslund, hvor hun i 1961 blev afleveret som hittebarn og derefter kom på spædstuen som en af de omtalte syv. Marie blev dog aldrig adopteret til en fremmed familie, men i stedet til Kongslunds forstanderinde, Magna, der vurderede, at hun var for handicappet og psykisk svag til at blive påskønnet af fremmede. Det viser sig, at Marie i ensomhed og længsel efter et normalt liv igennem mange år og i al hemmelighed udspionerede de andre fra stuen efter bortadoptionen, og det er disse iagttagelser af deres såkaldt normale liv, vi præsenteres for. Det er også gennem hendes briller, at vi til sidst får oprullet den komplicerede hemmelighed.
Marie er som jegfortæller krumtap i begivenhederne, og portrættet af hende er grumt og forfærdende. Hun repræsenterer det forladte barn, som for altid befinder sig i et mørke af ensomhed, savn og selvdestruktion og derfor aldrig bliver i stand til at åbne sig mod andre. Magna, hendes plejemor, er idealisten med de gode hensigter, men i virkeligheden selvretfærdigheden selv i sin manipulation med andre. Der er i Valeurs billede af hende og af hele hensigten bag Kongslund en parallel til Peter Høegs De måske egnede. Begge steder findes en bidende kritik af mennesker, der leger Gud og bilder sig ind, at de gør det for andres skyld.
Maries selvhad fører til tro på en stærk og ubønhørlig skæbne, som driver sit spil med mennesker, uden at vi kan gribe ind. Den samme ubønhørlighed ser hun i de andre spædbørns skæbner. Ingen steder kommer der lykke ud af deres nye liv, det fortvivlede og destruktive klæber ved og fører til fatale ulykker. Valeur deler næppe sin fortællers skæbnetro, men ser snarere ødelæggelsens kilde i forældrenes manglende evne til at se ud over deres egne forsmåede længsler og vise kærlighed til barnet. Der er megen smerte i forfatterens skildring af disse ulykkelige forældre-barnforhold, hvor løgn, selvbedrag og egoisme forlænger de adopterede børns følelse af at være forstødte.
Det er efter min mening i dette etisk-psykologiske spor, romanen står stærkest. Det satiriske, som især folder sig ud i skildringen af overfladiske, korrumperede tv-journalister og magtliderlige, kyniske politikere, rammer rigtige toner, men spreder måske i sin stærkt karikerede form haglene for bredt og selvfølgeligt og mister dermed lidt af sin brod.
Større fokus, færre spor og dermed en mere manerlig længde havde været en plus; men trods tendenser til det overlæssede er romanen nervepirrende til det sidste. Hatten af for det høje spændingsniveau og for Valeurs vilje til at se ind i mørket.