”Den 23. april 1996 klokken 20.16 tørner en bil ind i en motorcyklist, der er i færd med at lave en U-vending på hovedvej 13 lidt nord for Viborg.”
Bag denne lille notits i Viborg Stifts Folkeblad den 25. april 1996 gemmer der sig både en fortælling om et liv, der på et splitsekund blev smadret til ukendelighed, og en fortælling om en familie, der ganske langsomt erobrede – ikke det samme liv, men et andet liv – tilbage. Ja, som endda formåede at gøre dette nye og meget anderledes liv til et samliv – også – fuldt af glæde og taknemmelighed.
Det er denne forvandling, fuld – også – af smerte, nederlag og næsten uovervindelige vanskeligheder, som konen til ham, der sad på motorcyklen, Birthe Kristine Jensen, har besluttet at fortælle.
Hun gør det modigt, ærligt og usentimentalt. Hendes fortælling er kemisk renset for så vel selvmedlidenhed som bebrejdelser, selvom de følelser naturligvis også er en del af historien. Det er ikke mindst derfor en udelt positiv oplevelse at følge hendes beretning.
Fortællingen tager sin begyndelse i selve ulykken og omstændighederne omkring den. Birthe Kristine Jensen fortæller om de mange uger, hvor ingen vidste, om hendes mand, Asbjørn, nogensinde ville komme til bevidsthed igen, eller om han ville kunne huske, hvem han var, eller hvem der talte til ham. Om han selv ville komme til at tale igen, eller om han ville blive i stand til bare at føre en ske til munden.
Angsten og uvisheden får sin del, men også viljen til at se fremad og fokusere på muligheder. Bogens umådeligt velvalgte titel: ”Sangen har lysning”, henviser til Bjørnstjerne Bjørnsons sang fra 1880 af samme navn (Højskolesangbogen nr. 159). Den er en fornem henvisning til den sangglæde, Birthe Kristine Jensen tog med sig fra sit grundtvigske barndomshjem, og som blev en uvurderlig del af hele processen omkring hendes mands tilbagevenden til livet.
Både som sang for ham og som sang sammen med ham. Hans sanghukommelse var usvækket, skønt korttidshukommelsen var væk.
Birthe Kristine Jensen tager læseren med tilbage til der, hvor det hele begyndte. Med en stormende forelskelse imellem to lærerstuderende på græs på Bornholm. Hun fortæller om et ungt par, der skønt meget forskellige, synes at fungere i et nærmest perfekt parløb.
Et lærerpar med succes, der får tre ønskebørn og et lille fritidslandbrug, som de begge elsker. De er gode til at deles om arbejdet og rollerne, selvom bølgerne undertiden går højt mellem den udadvendte, stortalende, højtsyngende og evigt diskuterende mand og hans udkårne. Mellem det festlige midtpunkt i enhver forsamling, den fandenivoldske fartglade mand, men også den drengede og legesyge, kærlige far og den mere stilfærdige, altid solidariske og familiesamlende mor.
Et liv i overhalingsbanen med plads også til plejebørn og en følelse af at kunne klare alting selv. Et familie- og et arbejdsliv, hvor man ikke behøvede at bede nogen om noget, men tværtimod havde overskud til at hjælpe andre.
”Som så meget andet i mit nye, forandrede liv var det at bede om andres hjælp også noget, jeg skulle lære,” kommenterer Birthe Kristine Jensen.
Og der blev meget at lære, undertiden næsten uoverkommeligt meget. Birthe Kristine Jensen fortæller om den rædselsfulde periode, hvor hendes mand modarbejdede enhver form for genoptræning og havde selvmordstanker. Måske den periode, hvor hun var tættest på at give op. Birthe Kristine Jensen lægger ikke skjul på, hvor svært det har været for netop hendes Asbjørn, den selvhjulpne indtil det selvrådige og dumdristige, at måtte modtage alt af andre, både tilrettevisning, træning og personlig hygiejne.
Vi hører også om stædige kampe med systemet, men også om – omend måske mest indirekte – hvor meget et land som Danmark trods alt stadig har at tilbyde sine handicappede borgere. Asbjørn Jensen bryder sig ikke om betegnelsen ”hjerneskadet”, men det er det, han er.
Og det har forandret ham radikalt. Ikke blot fysisk, men også psykisk. Han kan stadig få raserianfald, men han er blevet meget mere stille og er ofte grådlabil. Og nu er det Birthe, der bestemmer. Hende, der må tage alle beslutninger, store som små, for deres fælles liv.
Men Birthe har besluttet at blive sammen med sin Asbjørn, ikke som hans plejer eller passer, men som hans kone. Hun har besluttet det med åbne øjne, og hun lægger ikke skjul på, at det har kostet – og stadig koster, men for hende var det – uden vaklen – det rigtige valg.
For os andre, der har den glæde endnu at kunne færdes frit, er der kun at sige tak, fordi Birthe Kristine Jensen har haft overskud til at fortælle sin livshistorie og give indblik i en tilværelse, som kræver viljen til at ville, for at den kan blive god, det vil sige værdig og værdifuld både for den, der er ramt på egen krop, og den, der som pårørende er ramt på alle livsbetingelser.
Bogen har et fint lille forord af Lone Hertz.