Pensioneret forlagsdirektør: Viljen til at ville skaber evnen til at kunne

Stig Andersen gik i denne uge på pension efter mere end 40 år i forlagsbranchen. Da han blev direktør for Gyldendal for 18 år siden, forkyndte han, at han havde fået sin sidste bogidé. I stedet arbejdede han på at gøre Gyldendal til en større, bredere og bedre forretning

”Hvis man har nogle ambitioner, skal man helst også ligne dem lidt,” siger Stig Andersen, som i tirsdags takkede af efter 18 år som direktør for Gyldendal. –
”Hvis man har nogle ambitioner, skal man helst også ligne dem lidt,” siger Stig Andersen, som i tirsdags takkede af efter 18 år som direktør for Gyldendal. – . Foto: Leif Tuxen.

Lyden husker Stig Andersen stadig. For den skar gennem ham, da Gyldendals store port i Klareboderne i centrum af København klappede i bag ham, efter han første gang frivilligt havde afleveret sine nøgler til det store forlag.

”Jeg tænkte: Hvad har jeg gjort? Hvordan kunne jeg forlade dette overflødighedshorn? Det er nok også det modigste, jeg nogensinde har gjort karrieremæssigt. For jeg er egentlig den fødte tøsedreng eller funktionær. Jeg ville aldrig turde arbejde under usikkerheden som freelancer.”

Dengang – i 1992 – forlod han sit gode job som bogklubchef for at starte som direktør for ”forlaget med det besværlige navn” – Aschehoug. Det var året, hvor danskerne stemte nej til Maa-stricht-traktaten og slog de andre europæere i fodbold. Og nu ville ”tøsedrengen” også ud at kæmpe mod de store.

”Der er altid en større energi i at angribe end i at forsvare. Men der var mange, der ikke forstod, at man frivilligt ville skifte et chefjob hos Gyldendal ud med et job hos Gutenberghus, som Aschehoug hørte under dengang. For det havde ikke nogen høj status i bogverdenen dengang. Forlaget bestod af en række mindre forlag, som ingen kendte, men de havde den ambition at lave et stort forlag, som de både kunne have glæde af og tjene penge på. Og det havde de spurgt mig om at stå i spidsen for,” siger Stig Andersen og smiler.

”Det triste ved den historie var, at det lå et frygteligt sted. Jeg havde tidligere kun været på Politikens Forlag og Gyldendal, der lå i Indre By med den tilhørende selvfølelse. Men det her lå et sted ude i Emdrup. Og da jeg kørte derud ad Emdrupvej, tænkte jeg ’Nej, nej, nej’. Hvis man har nogle ambitioner, skal man helst også ligne dem lidt. Og man troede ikke på de ambitioner, når man så deres tilholdssted.”

Stig Andersen fik dog flyttet forlaget i mere end én forstand.

Hurtigt rykkede Aschehoug sit hovedkontor helt ind i hovedstaden. Og snart voksede forlaget sig også stort nok til at ”stjæle” bøger fra Gyldendal – for eksempel Retskrivningsordbogen. For Stig Andersen gjorde det til en stil at være hurtigere og skarpere end de andre. Derfor begyndte han også at spørge kendte mennesker om at skrive eller få skrevet deres selvbiografier, mens de stadig var på toppen. Og det var også ”vejen til toppen”, som en af forlagets bestsellere havde som undertitel:

”Det blev nærmest en joke i forlagsbranchen dengang. Vi skrev blandt andet kontrakt med den berømte bjergbestiger Lene Gammelgaard, efter hun som den første skandinaviske kvinde havde besteget Mount Everest, og man sagde, at hun nærmest ikke havde fået sine forfrosne fingre tøet op, da hun skrev under med os,” siger Stig Andersen, der også er blevet kaldt opfinderen af biografibølgen herhjemme.

Sådan var Stig Andersen også med til at trække det ukendte forlag frem i rampelyset med store bestsellere om blandt andre Uffe Ellemann-Jensen og Helle Virkner, og i dag er Aschehoug gennem fusioner blevet til Danmarks næststørste forlag under navnet Lindhardt & Ringhof.

De sidste 18 år har Stig Andersen i mellemtiden været med til at gøre Gyldendal endnu større. For efter Gyldendal bad Stig Andersen om at komme tilbage til Klareboderne – denne gang som direktør – har han med Gyldendals formand Poul Erik Tøjners ord gjort Gyldendal større, bredere og bedre. Men det vender vi tilbage til. For Stig Andersens forlagskarriere er også historien om en frugtbar tilfældighed.

Stig Andersen voksede op med både kultur og kommercielle tanker. Faderen blev – med tiden – underdirektør for køleskabsfirmaet Electrolux, og moderen var biblioteksassistent.

”Min morfar hed Svend Thorsen,” siger Stig Andersen og tilføjer:

”Ham kender du ikke, men i sin samtid var han faktisk en kendt politisk forfatter. Og han sagde om mig, at det nok ikke var den dårligste blanding at have en baggrund lidt med kultur og lidt med det kommercielle. Og det tror jeg han havde ret i.”

Stig Andersen voksede op med både kultur og kommercielle tanker. Faderen blev – med tiden – underdirektør for køleskabsfirmaet Electrolux, og moderen var biblioteksassistent.
Stig Andersen voksede op med både kultur og kommercielle tanker. Faderen blev – med tiden – underdirektør for køleskabsfirmaet Electrolux, og moderen var biblioteksassistent. Foto: Leif Tuxen

Indtil i sidste uge havde Stig Andersen også et foto af bedstefaderen i selskab med forfatteren Tom Kristensen hængende her på kontoret.

”Det er måske mit yndlingsfoto. Det blev taget engang på Rungstedlund, hvor min egen litterære helt Tom Kristensen havde modtaget hovedprisen, mens min bedstefar havde modtaget en eller anden sidepris. Og de to mænd står selvbevidste med hver sin cerut, der allerede har alt for meget aske, i munden. Min bedstemor havde så den historie, at de to forfattere var taget hjem for at drikke videre hos mine bedsteforældre den aften.”

Stig Andersens far kom fra en familie med knap så høj cigarføring:

”Min farfar arbejdede hårdt hos en vognmand for at forsørge sin familie. Og min far vidste godt, at pengene var små, så da hans klasse skulle på lejrtur til Norge, kunne han ikke nænne at fortælle det til forældrene. Min farmor opdagede først, at klassen var rejst, da hun mødte en af de andre mødre hos bageren. For min far havde taget fiktivt i skole hver dag for at skåne sine forældre. Sådan var han allerede som barn, hvad man med et slidt ord kalder et ordentligt menneske. Og da min morfar engang anbefalede ham til et job, ville han ikke have det. For han skulle nok klare sig selv. Sådan har min far også været mit forbillede. Nu har han efterhånden været død i mange år, men jeg savner ham stadig så meget, at jeg stadig taler med ham, især når jeg kører bil og hører noget bestemt klassisk musik. For jeg savner hans rådgivning,” siger Stig Andersen og smiler svagt:

”Han var altid bekymret for, hvordan det gik min karriere, så måske har jeg min forsigtighed fra ham.”

Oprindeligt havde Stig Andersen dog faktisk tænkt, at han også ”skulle være en spinatfugl”, for mens han læste dansk, var han meget optaget af datidens store forfatterjournalister.

”Jeg kom nærmest ind i forlagsverdenen ved en misforståelse. Jeg havde skrevet speciale om københavnske aviser i efterkrigstiden, og i den forbindelse havde jeg interviewet Politikens marketingdirektør. Og da han siden blev forlagschef på Politikens Forlag, spurgte jeg ham, hvordan man kom ind i branchen. ’Du kan starte på mandag,’ sagde han.”

Sådan kom Stig Anders en til at starte som redaktionsassistent på Politikens Forlag for godt 40 år siden med første arbejdsdag den 1. februar 1978. Og inden længe blev han også redaktionschef på forlaget i en alder af 26 år:

”Jeg kunne ikke spille på guitar eller klaver, men jeg ville sætte et aftryk. Jeg ville i virkeligheden også gerne bestemme lidt. Der er jo noget berusende i, at man kan lave noget om, og det er jo ikke alle funktioner, man kan det i. Og det tror jeg også jeg kommer til at savne. For hvis jeg skal pege på mit eget talent, har det været viljen til at ville. For det er viljen til at ville, der skaber evnen til at kunne. Og hold op, hvor ville jeg gerne kunne dengang. Jeg tror også, at min virketrang kommer fra Politikens Forlag. Dengang observerede man, hvad danskerne var optaget af, så ’Turen går til Kreta’ dukkede op, da danskerne begyndte at rejse, og masseturismen kom. Og da folk fik sommerhuse eller blev optaget af økologi, lavede man bøger om det. Det var en marketingmaskine, der hele tiden afsøgte nye markeder, mens et forlag som Gyldendal er langt mere orienterede omkring, hvad vi mener folk bør læse – i hvert fald den skønlitterære del.”

Som direktør på Gyldendal har hans rolle dog ikke været at finde på nye bogtitler:

”Da jeg tiltrådte for 18 år siden, sagde jeg, at jeg nu havde fået min sidste idé. For jeg har koncentreret mig om det ledelsesmæssige ved at arbejde med mennesker og organisationen. Gyldendal bliver jo med rette betragtet som en dannelsesinstitution, men det er også en forretning. Og min opgave har også været at få det til at blive til en god forretning,” siger Stig Andersen, som kan se tilbage på sin tid som direktør, hvor der er blevet stadig mere at fejre for aktionærerne – blandt andet på grund af succesfulde opkøb af andre forlag, men fejltagelserne piner ham stadig – især købet af Krea Media. For det endte med at koste Gyldendal 100 millioner kroner – og en masse timers manglende nattesøvn for direktøren:

”Det var mit livs lussing. For det var pinligt for mig, at virksomheden tabte så mange penge, men det væltede ikke Gyldendal, og i dag er jeg da godt tilfreds med min indsats. Jeg tror, at jeg har været med til at flytte Gyldendal i den rigtige retning med nærmest manisk decentralisering. For god ledelse handler ikke om magt, men at give andre folk magt, hvis de ellers er gode. Det har været en fornøjelse at være med til at udbrede kendskabet til bøger. For jeg mener, at al erkendelse begynder med at læse. Og Gyldendals opgave er at gavne og fornøje læsere. At gavne er hele læringsdelen, og at fornøje er kunstdelen. De sidste år har vi arbejdet enormt meget med den digitale del af forretningen, som efterhånden fylder en tredjedel af omsætningen. Og man skal vænne sig til, at det kommer til at fylde endnu mere i fremtiden. Udfordringen bliver at lave en forretning ud af det.”

Hvordan har du det med at stoppe?

”Jeg tror da, at det bliver svært. Jeg læste et interview med en pensioneret sagsbehandler, hvor overskriften var ’Nu er jeg bare Dorte’. Hun gik fra at have indflydelse til bare at være Dorte. Og sådan bliver det nok også for mig. Snart bliver jeg bare Stig. Nu vil jeg gerne skrive selv. Det kommer ikke så nemt til mig, som da jeg var ung, hvor jeg skrev meget. Men jeg vil gerne lave en lille bog med 10 historier fra mit arbejdsliv. Men jeg har heldigvis også en god kone at komme hjem til. For jeg har haft den dobbelte ambition, at jeg helst ikke ville skilles undervejs, selvom jeg har lagt mange af mine vågne timer herinde. For jeg ville hade, hvis jeg skulle hjem til mig selv i en lille lejlighed, men nu har jeg lige smidt over 20 bøger om ledelse ud i sorte sække, og det var også en stor befrielse,” siger den afgående direktør, inden han går ud af den store port i Klareboderne.