Mette Bock: Det giver livsmod at se truslerne direkte i øjnene

For Mette Bock, tidligere mediedirektør og kultur- og kirkeminister (LA), giver naturens cyklus håb

Mette Bock, 62 år, kalder sig selv for et ret jordnært menneske, men hun oplever i disse uger en særlig ro i sit liv, som hun ikke tror forsvinder, når coronakrisen er overstået. – Foto: Iben Gad.
Mette Bock, 62 år, kalder sig selv for et ret jordnært menneske, men hun oplever i disse uger en særlig ro i sit liv, som hun ikke tror forsvinder, når coronakrisen er overstået. – Foto: Iben Gad.

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Ved at se truslerne direkte i øjnene. Og derefter helt bevidst rette min opmærksomhed mod alt det livsbekræftende, der også viser sig. Vi har i vores privilegerede del af verden oplevet en udvikling, hvor vi i stigende grad er blevet så fokuserede på vores egen navle, at man indimellem kunne tvivle på, om evnen og viljen til at se fællesskabet var forsvundet.

Kravet om mere og mere, krænkelseskulturen, egoismen og travlheden tog mange steder overhånd. Det viser sig lykkeligvis i disse uger, at viljen til at samarbejde på tværs af politiske forskelle og borgernes evne til at vise meget stort samfundssind er fuldstændig intakt. Det er et mirakel. Og det giver livsmod og livsindsigt, der vil række ud over denne krise. Også selv om sprækkerne vil vise sig, som ugerne går.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Jeg har aflyst alle foredrag og mødeaftaler og har derfor langt mere tid hjemme. Haven inviterer til forårsoprydning, skovens anemoner kalder til vandreture, den nyoversatte udgave af Bibelen venter på at blive læst, og man kan hente fremragende film på nettet. Vi er desuden i daglig kontakt med vore børn. Og så er vi ved at opbygge ”hjemmeskole” for børnebørnene, så vi indimellem kan aflaste deres hårdt prøvede forældre. Både fysisk hjemmeskole for de børnebørn, der bor tæt på, og via nettet, da tre af dem for øjeblikket bor på Bali, der også lukker helt ned. Teknologien kan gøre så meget godt, så den skal vi ikke være bange for.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

Stol på Vorherre – og lægevidenskaben. Alle storme lægger sig. Mit hjerte krymper sig ved tanken om de mange familier, der mister deres kære grundet pandemien, og de tusinder, der pludselig står uden arbejde og ser direkte ind i fortvivlelsen. Men læg mærke til, at alle sejl sættes til, for at også de sårbare skal holde fodfæstet og hjælpes igennem, hvor det overhovedet er muligt. Den vilje er fantastisk, også selvom vi efterfølgende sikkert må erkende, at nogle af de beslutninger, der blev taget, ikke var optimale.

Nævn tre håbstegn der, hvor du er?

Håbstegnene er der både i det store og i det små. På den store tavle kan vi konstatere, at de fleste politiske ledere i vore gamle, skrøbelige demokratier viser mod og handlekraft, også når de er på usikker grund. I det små giver det håb om stabilitet, at svanerne også denne forårsaften lander så elegant på den spejlblanke sø foran mit vindue. Præcis som de gjorde sidste år og vil gøre næste år igen. Og endelig giver dagens vandretur i bakkerne med tre af børnebørnene håb for fremtiden. På en mark gik en flok heste i solen, og de blev straks til et regnestykke i hjemmeskolen: De 12 heste har hver fire ben. Hvor mange ben har de så tilsammen? Ingen kriser fortrænger menneskets sult efter indsigt og erkendelse.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Under kriser bliver vi helt bevidste om, hvilke umistelige værdier vi vil gøre alt for at værne om. Kriser kan midt i alt det forfærdelige gøre os bedre til at prioritere i livet. Psykologer kalder det ”post-traumatisk vækst” og peger dermed på den styrke, som kan komme i kølvandet på alt det forfærdelige, krisen også rummer. Jeg er et ret jordnært menneske, men jeg oplever i disse uger en særlig ro i mit liv, som jeg ikke tror forsvinder, når ’fru Corona’ igen lader os i fred. Jeg er for eksempel blevet fuldstændig afklaret med, hvordan jeg ønsker at bruge mit liv i de kommende år.