I midten af 1970’erne skrev forfatteren og humanisten Villy Sørensen (1929-2001) en bog om den romerske politiker og stoiske filosof Seneca (4 f.Kr.-65 e.Kr.), og samtidig udgav han oversættelser af nogle af Senecas vigtigste værker. Disse oversættelser genudgiver Gyldendal nu, billigt, i et smukt udstyr, men med kaotiske noter, fordi sidetallene i noteapparatet ikke er tilrettet den nye bogs sidetal. At sådan noget dog kan ske!
Villy Sørensen læste Seneca i årene efter ungdomsoprøret i 1968 på grund af Senecas tanker om konflikten mellem realpolitik og humane idealer, mellem kravet til politisk engagement og trangen til uforstyrret at realisere sig selv. Spørgsmålet er så, om oversættelserne holder i dag, hvor nye temaer i tidsånden og debatten er kommet til.
Nu er ungdomsoprørets forsøg på individuel frisættelse blevet helt udfoldet af markedet, de sociale medier og den dominerende mentalitet. Alle skal forme deres egen personlighed gennem moderigtige forbrugsvalg og selvrepræsentation på sociale medier. Markedet og den store uddannelsessektor giver os – påstås det – alle muligheder, og det er ens egen skyld, hvis man ikke kan udnytte dem til at blive den succes, som er det moderne menneskes mål. Et tungt ansvar at lægge på især unges skuldre. For desværre undgår ingen livets prøvelser. Ikke alle kan gennemføre alle uddannelser, ledighed rammer altid nogle, man kan lide nederlag i det sociale liv og familielivet, og sygdom og dødsfald berører ethvert menneske før eller siden. Så udarter livet sig anderledes, end det forventes, og når man samtidig kan se alle de andres succes på Facebook, er depression eller aggression to almindelige udveje.
Disse to følelsesbetonede udveje er så meget desto mere nærliggende, når samtiden prioriterer følelserne højt. En forsvarer, der ikke kan sikre en mor, der er hjemvendt fra Syrien, at være arresteret sammen med sine børn, fortæller, at dommen om varetægtsfængsling berører hende – altså forsvareren! – dybt, og censorer af dansk stil i folkeskolen oplyser til en undersøgelse, at de gerne vil ”røres at teksterne”, altså de unges eksamensstile.
Både teologer og psykologer som Svend Brinkmann har fremhævet, at det er farligt for mennesker på denne måde at give sig i deres følelsers vold. Hér kan man også i dag med fordel ty til stoikeren Seneca, for eksempel i skriftet ”Om Sindsro”.
Man skulle tro, han havde mødt Facebook, når han skriver:
”Det kan også give rigelig anledning til bekymring, hvis man ængsteligt stiller sig an og aldrig viser sig naturlig for nogen, sådan som manges liv er, uægte, anlagt på at tage sig ud: så må man jo altid døje med at overvåge sig selv og frygte at blive overrasket i en anden attitude end den sædvanlige.”
Seneca advarer mod farlige følelser som aggression, og han skriver anerkendende om den vise person, der kender til livet:
”Ved at indstille sig på at alt, hvad der kan ske, også vil ske, tager han brodden af alskens ulykker, der ikke rummer noget nyt for de velforberedte, men kommer som chok for dem, der tror sig sikre og kun har behagelige ting for øje. At man falder i sygdom og fangenskab, at huse styrter sammen og brænder: det er jo altsammen velkendt.”
Og endelig kan en tid med mail og sms’er også lære af Asinius Pollio, om hvem Seneca oplyser, at ”han ikke lod nogen sag lægge beslag på sig efter kl. 16 og end ikke læste breve efter dette tidspunkt, for at de ikke skulle give anledning til ny bekymring, men brugte et par timer på at få hele dagens træthed til at lægge sig”.
I sin indledning oplyser Niels Overgaard, at denne tidlige selvhjælpsfilosofi har ændret hans liv, og man tror ham. Hertil er Seneca en fornøjelse at læse, med sit prægnante sprog og fine pointer. Det hele har sprogvirtuosen Villy Sørensen oversat blændende. Så svaret er, at disse tekster ikke blot holder, men er blevet endnu mere givende for læsere i dag.