”I bruger ikke rigtig plasticblomster i Danmark, gør I vel?”
Niviaq Korneliussen spørger oprigtigt interesseret, for de kunstige blomster fylder en del i begravelsesritualerne i hendes hjemland, Grønland, og de spiller også en vigtig rolle i hendes nye roman ”Blomsterdalen”. Hun synes ligesom bare ikke, hun har set dem, når hun har været i Danmark. Nej, det gør danskerne vel ikke rigtig, undtagen i tilfælde, hvor blomsterne er tænkt som noget, der skal holde for evigt, svarer Kristeligt Dagblads journalist.
”Ja, men det gør de jo ikke, vel? De holder ikke for evigt, og det er jo totalt forurenende. På gravene i Grønland ligger tusind trilliarder plasticblomster, som man kan købe i Brugsen til 10 kroner. Og grønlændere elsker dem, ligesom de elsker stærke farver på husene. Det er typisk grønlændere med farverige valg. Men når en grav bliver gammel, så går blomsterne i stykker, og så bliver det virkelig grimt og trist at se på,” siger Niviaq Korneliussen.
I bogen vandrer hovedpersonen rundt på en østgrønlandsk kirkegård og indsamler gamle plasticblomster, som vinden har revet fra hinanden. De forsvinder ikke på samme måde som de døde kroppe, hvis rester, hovedpersonen forestiller sig, bliver vasket ud i havet af den elv, der udmunder tæt ved kirkegården. På de hvide kors i ”Blomsterdalen”, som de lokale har navngivet stedet, står hverken navne eller datoer, bare numre. I den senest tilkomne grav, nummer 887, hviler en helt ung kvinde på 17 år, der hængte sig i sin fars skur med redskaber til fiskeri. Blomsterne på pigens grav er pink, hvide, røde og blå. Og hovedpersonen beslutter, at hér vil hun også begraves, hvor hun end dør.
Niviaq Korneliussen er 30 år og i Danmark for at promovere sin anden roman. Sensommertemperaturerne er noget højere her end hjemme i Nuuk, og det jakkesæt, hun har pakket til interviewene på forlaget, er alt for varmt. Lige præcis dette interview må dog på grund af coronaomstændigheder foretages over Facetime fra hotelværelset, og Niviaq Korneliussen sætter sig til rette foran skærmen i en afslappet T-shirt.
”Arh, jeg skal huske at blive testet,” minder Niviaq Korneliussen sig selv om.
Der er ikke coronatilfælde i Grønland endnu, og hun skal have et rent covid-19-pas, før hun kan rejse hjem til sin kæreste og hund.
Niviaq Korneliussens debutroman ”Homo Sapienne” udkom i 2014 og blev en bragende succes. ”Grønlands nye litterære stemme”, blev der skrevet om hende, og der var ros til den ublu, seksualrealistiske stil og det direkte indblik i en ny generation af grønlænderes liv og tanker, håb og drømme.
Den slags er ikke helt vildt nemt at komme videre fra, og ”Blomsterdalen” har med sine fem-seks år undervejs virkelig været ”den svære toer”, siger Niviaq Korneliussen.
Fra begyndelsen var det ikke en ”selvmordsbog”, men det blev det stille og roligt i takt med, at forfatteren de senere år har engageret sig kraftigt i kampen mod selvmord i Grønland. Hun har arrangeret demonstrationer med fakkeloptog i flere byer og lanceret en kampagnehjemmeside, Imminornerit : 0 : Selvmord, i forsøget på at råbe det grønlandske selvstyre op.
Når man har kontaktet hende med aktuelle spørgsmål om identitetspolitik eller kolonialisme – det, der måske fylder mest i medierne vedrørende Grønland for øjeblikket – har hun meldt klart pas.
”Jeg tror ikke, jeg har hjerne til at svare på det,” lød det sidst fra hende i forhold til debatten om Hans Egede-statuen i Nuuk, der af nogle ønskedes nedrevet.
På skærmen smiler hun skævt, da hun bliver spurgt, hvorfor hun har det sådan.
”De danske medier har en tendens til kun at involvere sig i Grønland, når det handler om danskerne. Må danskerne have lov at kalde en is for ’Kæmpe-Eskimo’, og skal statuen af en dansker blive stående? Altså, jeg er jo ikke ekspert i de ting, bare fordi jeg kommer fra Grønland. Desuden er jeg her for at tale om noget vigtigere,” siger hun.
Den grønlandske selvmordsrate er blandt verdens højeste og har de seneste 25 år ligget seks-syv gange højere end i resten af Norden, viser tal fra Grønlands Statistik. Fordi selvmord er nærværende i stort set alle grønlandske familier, og alle, inklusive forfatteren selv, kender til smerten, har der været mange moralske overvejelser omkring, hvordan hun skulle skrive om selvmordene og de pårørende.
”Det har været vigtigt for mig ikke at træde på familier, der allerede ligger på gulvet. Jeg er tit blevet fortalt: ’Hold op med hele tiden at snakke om selvmord, du inspirerer folk til det!’. Ofte har det været folk, der selv har haft det inde på livet, og jeg forstår dem godt. Man kan ikke klandre nogen, der er i smerte, for at angribe. Men jeg har også lyst til at råbe til dem, at det ikke passer, det, de siger. Den eneste grund til, at jeg snakker om det, er, fordi I ikke gør!”, siger hun skarpt.
”Blomsterdalen” handler ikke kun om selvmord, på samme måde som selvmord handler om meget andet end bare det at tage sit liv. Hovedpersonen er en ung kvinde, der, på trods af et kvikt hoved og en god opvækst i en relativt velfungerende familie har svært ved at finde sig til rette i verden. Hun er sprunget ud som lesbisk, og familien accepterer det, især moderen glædes over hendes nye pigekæreste fra den østgrønlandske by Tasiilaq.
Hovedpersonen rejser snart efter til Aarhus i Danmark for at begynde på antropologistudiet. Her følger en lang række tåkrummende situationer og eksempler på, hvordan danske og grønlandske unge er dybt forskellige. Når en langhåret, dansk antropologistuderende tilbagelænet joker med, at han vil ”løse alle samfundsproblemerne”, når han er færdiguddannet, forstår hovedpersonen ikke sarkasmen i udsagnet, men tænker: ”Fedt, det kunne vi godt bruge i Grønland!”.
I Grønland er livet anderledes filterløst, og kort tid inde i studiet sker et dødsfald i kærestens familie, der får hovedpersonen til at rejse til Tasiilaq for at støtte hende. Her møder hun en kærlig og omsorgsfuld svigerfamilie, ramt af et tragisk og tilsyneladende grundløst selvmord.
”På samme måde, som danskere kan have fordomme om grønlændere, har vestgrønlændere det faktisk med østgrønlændere: De er alkoholikere alle sammen, totalt isolerede, der er ikke andet end incest og vold derovre. Og det var vigtigt for mig at vise, at der altså også er gode familier dér, som rammes, og at der nogle gange bare ikke er en god forklaring. Det var rigtig hårdt at skrive om de pårørendes reaktioner, fordi jeg vidste, det var noget, mange ville genkende. Men jeg må være ærlig, der er ingen anden vej. Berøringsangsten har jeg jo mødt i mig selv, og det har provokeret mig, hver gang den kom frem. Vi bliver nødt til at få det ud,” siger hun.
I bogen er der også situationer, hvor unge selvmordstruede forsøger at få hjælp, men bliver sendt som kastebolde rundt fra det ene sted til det andet med beskeden om ”at snakke med nogen”. Og de prøver virkelig at snakke, men ingen lytter tilsyneladende til, hvad de siger, og inden de unge ved af det, er kontortiden ovre for i dag, kom igen på mandag.
Mens hun nidkært har fiktionaliseret sine karakterer, så er beskrivelserne af systemets formåen stort set én til én med virkeligheden, siger Nivaq Korneliussen.
”Systemet svigter alle steder, og det er meget tæt på realiteterne, som jeg har skrevet det i bogen. Der er mange selvmord, som er svære at undgå, dybt, dybt traumatiserede mennesker, hvor livet konstant har været smerte, frustration og sorg. Man mislykkes og bliver fortalt, at man ikke er noget, man drikker sig fuld og går amok. Skammen vokser sig større og større for hver gang, det sker. Selv en lille bitte skam kan føles uoverskuelig, det kender vi alle til. Gang så den skam med tusind milliarder. Det er forståeligt, at nogle tager livet af sig.”
”Men,” siger hun så.
”Der er også mange, hvor vi taler om et råb om hjælp, der bare ikke bliver hørt i tide. ’Der er lige lidt ventetid, prøv, om du kan snakke med nogen om det så længe’, er ikke en unormal besked givet til en person, der overvejer selvmord,” siger Niviaq Korneliussen.
”Især i de mindre byer har jeg hørt på tusind historier i den dur. En ung mand, der har overskud og vilje nok til faktisk at opsøge hjælp i den institution, der skal hjælpe ham, får at vide, at han skal ’tale med venner og familie eller nogen, han stoler på’. Den Livslinie, vi har i Grønland, handler ikke kun om selvmord, men om alt muligt, også vold og overgreb. Der er altid optaget, og den har kun åbent nogle timer om dagen.”
Ansvaret ligger hos det grønlandske selvstyre, der skal se at få prioriteret kampen mod selvmord noget højere. Og selvfølgelig hos civilsamfundet, der skal turde tage livtag med det største tabu, grønlænderne har, mener Niviaq Korneliussen.
For de mange grønlændere, der er i Danmark, og som har det skidt, har Danmark et ansvar. Og Danmark kunne meget vel styrke ungdommens bevidsthed om andre dele af Rigsfællesskabet ved eksempelvis at sætte noget grønlandsk litteratur på pensum, mener Niviaq Korneliussen.
Men Danmark er ikke ansvarlig for den grønlandske kamp mod selvmord.
”Der er så mange eksempler på, at man har set det danske velfærdssystem som den bedste løsning, at de danske løsninger er højt hævet over enhver anden måde at løse tingene på. Men der er så mange grundlæggende forskelle; sprog, familiestrukturer, kultur. Helt andre typer af sociale problemer. Selvfølgelig fungerer det ikke, bare fordi det virker i Danmark,” siger hun.
Der er også en kulturhistorisk dimension af de grønlandske selvmord i form af fænomenet ”fjeldgængere”. I bogen finder hovedpersonen en sådan fjeldgængerhule i en klippe – et sted, man går hen for at dø.
Selvmord har altid været der, men før i tiden var det i meget mindre grad og af andre årsager, siger Niviaq Korneliussen.
”Den grundlæggende tanke i den ældre kultur er, at hvis man ikke har en funktion i samfundet, bliver man nødt til at gå. Det hænger selvfølgelig sammen med et meget hårdt samfund, hvor det har handlet om overlevelse. Dér, hvor jeg kan forbinde den ældre kultur med den nye, er den naturlighed, der er omkring døden. Døden er en stor del af vores liv i Grønland, naturen er barsk, og folk omkommer på havet. Man har nok et mere naturligt syn på døden, der gør den mindre skræmmende. Men det er samtidig vigtigt at huske, at selvmordene i Grønland steg kraftigt efter kolonitiden, ligesom alkoholismen og volden i øvrigt gjorde det. Det har ikke altid været så heftigt som nu.”
Gravene i Grønland, med alle deres plasticblomster, bærer kun numre. Men på de sociale medier lever minderne om de døde videre, og her deler de pårørende tanker, ordsprog og billeder på, hvad der sker med de døde, har Niviaq Korneliussen bemærket.
”Der er rigtig mange grønlændere, der tror på et liv efter døden. Selv hvis de ikke er 100 procent kristne, skriver folk ofte, at de tror, den afdøde er et bedre sted. Eller: ’Vi ses på den anden side’. Og: ’Du er den smukkeste engel, vi har’. Så bliver jeg helt misundelig og ønsker, jeg selv kunne tænke sådan om døden. Det er jo en dejlig måde at komme videre på, at man kan tro på, at man ses på et senere tidspunkt,” siger hun.
Titlen ”Blomsterdalen” kom først meget sent, da Niviaq Korneliussen en dag skrev den oprindelige undertitel op på en snehvid tavle og stirrede på den længe sammen med sin kæreste. Pludselig lød det rigtigt, næsten romantisk og eventyrligt.
”Og så åbner man bogen og ser alle de grimme plasticblomster,” siger hun.
Når man spørger Niviaq Korneliussen, om hun har ét godt argument for at holde sig i live, bliver hun stille:
”Nej,” siger hun.
”Mens jeg skrev på bogen, tog én af mine helt nære venner sit liv. Og folk sagde til mig: ’Prøv, om du kan bruge det konstruktivt, måske kan du skrive dig ud af sorgen?’ Men jeg kunne ingenting, jeg var totalt magtesløs.”
”Jeg kan ikke andet end at sige: ’Lad være!’ Jeg ved godt, det ikke hjælper at sige til en selvmordstruet: ’Du er ikke alene.’ Men det er virkelig rigtigt, det er man ikke. Egoismeargumentet er der også tit: ’Tænk på de pårørende, tænk på den sorg, du efterlader’. Men det er virkelig, for mange, ikke et valg, men dyb desperation. Man kan nok ikke gøre andet end at sprede en hel masse kærlighed, det er vel det. Og så håbe, at man har plantet noget, når et menneske når helt derud.”