”Engang var vinduerne vores”, kalder Christine Rosenlund sin prægnante debut-digtsamling.
Nu er vinduerne krigens. De er tomme åbninger ”ind til snigskytternes retssale/uden proces”. Imens falder selvmorderne ned fra tagene og køres bort bag glas, der er mælkefarvede. Krigen i et unavngivet land fylder det hele, både i gaderne og i samlingen. Digtene gennemstrømmes af dybfrossen gru. Livet er noget forhenværende. Og minderne om det som skrevet i is.
Ofrene er ikke alene de mange flygtninge, men også soldaterne:
”Vores fly var på vej/ med død ud til zonen/ vi havde mistet troen/ på missionen/ flygtningenes mængde/ var deres eneste skjold/ og da vi lod bomberne falde/ faldt der noget af os/ ned over byen”.
Krigen adskiller de elskende, også når de fysisk er hinanden nær. I et digt tolkes gribende afmagten hos en kvinde, der erkender, at den hjemvendte – formodentlig en soldat – længes stærkere mod døden end mod hende.
Men længslen findes stadig, kvindens umulige drøm, om at den elskende taler til hende i natten. Og at hun svarer. Hænder strækkes ud i mørket, anråbende om kontakt. Om liv dér, hvor det er forsvundet.
Digtet ”Konvojen er ramt” kredser om angsten hos de pårørende til en udsendt soldat – oplevet via barnet, der ”lille og brændbart” venter på, at forældrene igen skal finde hinanden, igen være sammen. Men situationen nu: Tv, der sender reportager fra krigszonen, og bringer en alarmerende nyhed – telefonen, der ildevarslende ringer:
”Barnet kryber langt ind/ i din store frakke/ og dier savnets fugl/ med drømme om ildebrand/ væbner det sig/ med tusindårig tålmodighed/ over for dagene/ der sætter det uforenelige/ sammen til et liv”.
Denne anmelder skriver om Christine Rosenlunds digte med en følelse af at gøre sig skyldig i omsvøb. Christine Rosenlund formulerer sig så skarpt og ultimativt, at der egentlig ingenting er at tilføje. Digtene taler med nerver dirrende på og mellem linjerne, blottede udsagn, nøgne vinduer vendt mod vinteren som på Anette Harboe Flensburgs maleri på det fint afstemte omslag.