Prøv avisen
Interview

Thomas Vinterberg: Spiritus er ikke kun en gift, men også en gave

”Filmen handler om andet og mere end at drikke. Den handler om at gribe sit liv,” siger Thomas Vinterberg om sin nye film ”Druk”, der blev til efter hans datters død. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Thomas Vinterbergs film ”Druk” begyndte som et lystspil om at drikke sig til en stærkere version af sig selv, men den endte med at blive en hyldest til livet på en tragisk baggrund

”Husk, øl er til tørst og ikke til trøst,” måtte Bryggeriforeningen for 10 år siden tilføje til sine ølreklamer i respekt for de familier og menneskeliv, der hver dag bliver ødelagt af alkoholisme.

Og det er et både ”genialt” og ”fornuftigt” slogan, mener filminstruktør Thomas Vinterberg, hvis film ”Druk” har premiere i morgen.

”Filmen begyndte som en hyldest til alkohol, men Tobias Lindholm (medmanuskriptforfatteren, red.) og jeg blev hurtigt enige om, at det var mere sandt og spændende at skrive om alkohol fra begge ender af skalaen. Alkohol kan jo både give liv og tage liv, så man skal bruge det med måde,” siger filminstruktøren og minder om, at spiritus trods alt ikke kun er en gift, men også en gave.

Det første mirakel, Jesus udførte, var ikke for ingenting at lave vand om til vin. Ordet spiritus betyder faktisk også ”ånd” på latin. Spiritus vækker noget i folk, hvad enten man får den skænket i kirken eller på kroen, så der er ikke noget at sige til, at der kan opstå lidt forvirring omkring begrebet spiritus.

”Det er interessant, hvordan ordene ’inspiration’ og ’spiritus’ hænger sammen. Det er min kloge præstekone, der også spiller med i filmen, meget optaget af,” siger filminstruktøren, som efterhånden er blevet grundigt belært om Bibelens nuancerede beskrivelser af alkohol.

Hvis man ikke drikker med måde, ender det hurtigt uværdigt, som Thomas Vinterberg siger.

”Man kan drikke i tre faser. I første fase drikker man for at blive en bedre version af sig selv, men i næste fase skal man drikke for overhovedet at blive sit gamle jeg, og i tredje fase drikker man for ikke at få abstinenser. Jeg anbefaler folk at blive i første fase. Det er sjældent, man opdager, at man er kommet i anden fase, men hvis man begynder at skulle have et glas hvidvin hver aften for ikke at blive irriteret, så er det nok på tide at blive afgiftet,” siger Thomas Vinterberg, der aldrig selv er endt i misbrug, men til gengæld voksede op i et kollektiv, hvor flere af de voksne gled over i fase tre. Og i filmen spiller Thomas Bo Larsen, som selv er tørlagt alkoholiker, en idrætslærer, som har svært ved at finde balancen på flere planer.

Alkoholkulturen herhjemme har længe vakt bekymring. Men for få årtier siden opererede mange stadig med begrebet at have en ”funktionspromille”, og den norske psykiater Finn Skårderud har ligefrem en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt alkohol i blodet.

Thomas Vinterberg besluttede sig for nogle år siden til at tage Skårderuds teori seriøst nok til at lave en slags filmisk hyldest af alkohol som den danske kulturs nationaltrylledrik. Og plottet i filmmanuskriptet til ”Druk” handler om fire gymnasielærerkolleger, der beslutter sig til at afprøve teorien ved at drikke i arbejdstiden.

”Jeg tror ikke, at Skårderud med sin teori egentlig anviser, at vi skal drikke mere. Men han påpeger, at vi mangler noget livsmod, kreativitet og musikalitet uden den halve promille i blodet. Det er jo derfor, at mange mennesker tager et glas for at komme i en bedre stemning og få mere selvtillid, fordi de ellers ikke har mange frirum til at omfavne det ukontrollerbare i livet,” siger Thomas Vinterberg og tilføjer:

”Det kan også forklare, hvorfor mange unge drikker så meget. For mange af dem er ellers lammede af alle de forventninger, de har til sig selv. Og en undersøgelse viste, at over 70 procent af landets gymnasieelever er utilfredse med deres eget udseende. Men når man tager glasset op til munden, er det nærmest en kontrakt med det ukontrollerbare. Man åbner døren ind til det uforudsigelige, og derfor vækker det simpelthen ens nysgerrigheds muligheder, når man begynder at drikke. Finn Skårderud spurgte mig for eksempel, hvor mange par jeg kendte, som havde fundet sammen, mens de var ædru. Det er meget få.”

Idéen til filmen var også inspireret af Thomas Vinterbergs datter, Ida, der skulle have spillet med i filmen, som også foregår på datterens gamle gymnasium. Men fire dage efter, at optagelserne var begyndt, døde hun i en trafikulykke, 19 år. Og så blev projektet pludselig mere alvorligt.

”Det er meget afgørende for mig, at filmen blev til andet og mere end en vittighed om at drikke. Det startede sådan, men det voksede sig til en ambition om at tale om spiritus på et dybere plan. Og da min datter så dør fire dage inde i optagelserne, blev den ambition en forudsætning for at fortsætte med filmen. Jeg havde en samtale med min kloge filmklipper, som sagde: ’Vi kan jo ikke lave denne her film, hvis den ikke er livsinsisterende, der hvor du står nu.’ Så det er mere blevet en film om at leve end om at drikke,” siger han og tier et øjeblik, inden han fortsætter:

”Min datters død var et møde med livets ukontrollerbarhed på den mest grufulde måde. Men jeg lavede filmen sammen med mine venner, som har kendt Ida, siden hun blev født. De bar mig igennem og bar hinanden igennem optagelserne, så der var så meget kærlighed i det moment, som måske sidder i filmen. Det er måske det, som folk kan mærke og bliver rørt af. For filmen handler netop om andet og mere end at drikke. Den handler om at gribe sit liv.”