Tjajkovskij komponerede seks symfonier - syv, hvis man tæller den litterært inspirerede Manfred-symfoni med. Men det er kun de sidste tre, der jævnligt bliver programsat i alverdens koncertsale. De første tre bliver med andre ord stedmoderligt behandlet. Er det nu retfærdigt?
Det er svært at mene efter at have hørt den tyske dirigent Sebastian Lang-Lessing, der med kort varsel afløste den sygdomsramte Lawrence Foster, tolke den store russiske komponists første symfoni med tilnavnet Vinterdrømme. Lang-Lessing, der til daglig slår sine folder i Texas som musikchef for San Antonio Symphony Orchestra, havde et fint blik for strukturen i det tre kvarter lange værk, der emmer af russisk folklore, og Tivolis Symfoniorkester brillerede med smukt spil i alle sektioner.
Endnu en gang lagde man mærke til, hvor fremragende Tjajkovskij mestrede den vanskelige instrumenteringskunst, eksempelvis var bratschgruppen tilgodeset med talrige underskønne passager, ligesom fagotten fik rig lejlighed til at give udtryk for det særlige russiske vemod.
Vinterdrømme på en lun augustaften sælger åbenbart ikke billetter, og pladserne var sparsomt besat ude i siderne af den store sal. De fleste var givetvis kommet for at opleve den blot 20-årige canadisk-polske pianist Jan Lisiecki, der - særligt når det gælder Chopin - regnes for et af den internationale klaververdens mest lysende, unge talenter.
Han skuffede da heller ikke i Chopins første klaverkoncert. Den høje, blonde Lisiecki demonstrerede en helt igennem overdådig teknik og var tydeligvis helt på hjemmebane i denne musik. Ikke så mærkeligt: Han indspillede allerede i 2010 begge Chopins klaverkoncerter, der med godt et halvt års mellemrum fik deres førsteopførelse i 1830. På det tidspunkt var Chopin i lighed med aftenens pianist blot 20 år. Den første kom for øvrigt efter den anden. Man kan ikke altid stole på nummereringen i klassisk musik.
Lang-Lessing, der havde indledt koncerten med en heftig fortolkning af Beethovens korte Prometeus-ouverture, gav med Tivolis Symfoniorkester et fint akkompagnement til Lisieckis virtuose udfoldelser på tangenterne, men det skal ikke skjules, at Chopin-værket med en varighed på omkring 40 minutter - betydeligt længere end nogen af Mozarts 27 klaverkoncerter - kom til at virke noget lang i spyttet. Sammenholdt med Tjajkovskijs lysende orkestersats kan Chopins forekomme noget mudret i klangen og er i bund og grund underordnet klaverstemmen.
Chopin vendte da heller ikke tilbage til denne genre, men foretrak i den senere fase af sin uhyggeligt sygdomsplagede karriere den mere intime udtryksform, der har salonerne og ikke koncertsalene som sit foretrukne forum.
kultur@k.dk