Teater for i princippet alle aldre. Det er den svære udfordring med en familieforestilling som denne. Men det betyder ikke, at passager, der er dunkle for de mindste, nødvendigvis bør udelades. Det sker da heller ikke her.
Den balance, der bør tilvejebringes, søges, men resultatet er ikke altid optimalt. Det er, som om instruktøren indimellem næsten gør sig for stor umage med at fange børnenes opmærksomhed. Dertil bidrager blandt andet en krage med sprognemme og et rensdyr med talent for klovnerier, eventyrlige væsner, der spilles veloplagt af henholdsvis Holger Østergaard og Christian Hetland.
De scener, der særligt henvender sig til børnene, har imidlertid en tendens til at sætte alvoren til, så det fundamentale og meningsbærende i historien fortoner sig. Til skade for overblikket.
Forestillingens styrke er strømmen af levende, stemningsrige billeder skabt med udgangspunkt i en scenografi, der er formet som en stor julekalender i stadig forvandling og med låger, der ikke åbnes forgæves. Bag dem skjuler sig overraskelser.
Det ultimative billede viser snedronningen, der i Nanna Bøttchers fremstilling har al den isnende majestæt, som hun skal have, hvis man skal tro på hendes forstandskolde magt. Den, som Kay (Nicklas Søderberg Lundstrøm) bliver et offer for, da han rammes i øje og hjerte af splinter fra hendes knuste spejl - som hun alt for søsterligt har delt med Djævelen.
Glæden og umiddelbarheden fryser til is. Og Kay synes modstandsløs over for dronningens planer om at spærre ham inde i sit livsforladte palads. Men hun regner ikke med, hvad hendes gode fjende, kærligheden, formår via Gerda (Lise Koefoed): pigen, der aldrig opgiver troen på, at den forsvundne Kay fortsat er i live og kan reddes. Og tappert begiver hun sig af sted på en lang rejse for at fri ham fra det onde.
Hendes magt sidder i hjertet. Og den er trods så meget stærkest. Ordet, der forløser, er ”evigheden”. Den kan en snedronning nemlig aldrig blive herskerinde over. En anden modpol til ondskaben er bedstemoderen, spillet af Inge Sofie Skovbo med en varme, der kan gøre selv en dronning af vinteren afmægtig som en istap i sol.
Forestillingen, der inddrager sang uden at have ambitioner om at være en musical, er en historie om kærligheden, der overvinder alt.
Og dertil en historie, hvor de to hovedpersoner bryder op fra børnenes verden og træder ind i de voksnes - hvilket er helt i overensstemmelse med H.C. Andersens eventyr. Gerda og Kay spilles, så vi oplever forandringen som reel.
grymer@k.dk