DR Symfoniorkestret har siden sin grundlæggelse i 1925 oparbejdet et kernerepertoire, der indebærer, at man godt kan tale om, at orkestret har visse signaturværker, som det generation efter generation har taget livtag med.
Et af dem er Carl Nielsens violinkoncert, som i 1911 blev uropført af den temperamentsfulde og populære kongelige kapelmusikus Peder Møller. Værket er siden blevet fortolket af en række internationale violinister, heriblandt Yehudi Menuhin og Maxim Vengerov. Ved den sidste torsdagskoncert i oktober var det den unge sydkoreanske violinist Bomsori Kim, der havde indstuderet koncerten, og hun gav en nænsom, næsten forsigtig fortolkning af det vel nok mest navnkundige danske værk i genren.
Man lyttede med særlig interesse, fordi det er kundgjort, at hun skal indspille koncerten for det berømte tyske pladeselskab med den ikoniske gule label: Deutsche Grammophon Gesellschaft. Det er en gevaldig fjer i hatten for DR Symfoniorkestret og dets chefdirigent, Fabio Luisi, at man nu kan give vores nationalkomponist det internationale løft, aftalen med Deutsche Grammophon Gesellschaft indebærer.
Bifaldet til den 31-årige Bomsori Kim var tilstrækkeligt vedholdende til, at hun gav publikum et ekstranummer. Det introducerede hun selv med en bemærkning om, at det var hendes første besøg i Danmark, og at hun havde været henrykt over at samarbejde med vores eminente orkester. Og nu ville hun spille et kort Bach-stykke, for Nielsen havde jo haft en særlig forkærlighed for den gamle tyske mester.
Det hører med til billedet, at Fabio Luisi siden sin tiltrædelse i 2016 er blevet meget optaget af Carl Nielsen.
”Jeg elsker hans musik mere og mere,” har Luisi erklæret, og han har sammenlignet det med et kæresteforhold, fuldt af overraskelser og med en stadigtvoksende kærlighed og forståelse.
Også Johannes Brahms’ store orkesterværker har i mange årtier været kernestof for DR Symfoniorkestret. Efter pausen fik vi en overvældende fortolkning af hans tre kvarter lange første symfoni og kunne atter konstatere, at Luisi har et ganske særligt tag på den storladne romantiske musik. Der blev ikke slækket på intensiteten i de fire satser, tværtimod blev værket opbygget som en kæmpemæssig musikalsk katedral med en mageløs kulmination i finalen, hvor Brahms med et sangbart tema a la Freude-melodien i Beethovens symfoni nummer ni sender en slags hilsen til sin store forgænger i genren.
Endnu engang måtte man beundre de velklingende blæsere i DR Symfoniorkestret – de fortjener alle at blive nævnt, men netop når det gælder Brahms, profiterer orkestret af at have en førsteoboist som Eva Steinaa. Det var høj klasse hele vejen igennem.