Violinstjernen Mutter udviste velgørende generøsitet

Anne-Sophie Mutter frydede med gnistrende spilleglæde i en totalt udsolgt koncertsal

Den tyske superviolinist Anne-Sophie Mutter ved en tidligere koncert med stjernedirigenten Daniel Barenboim i Berlin.
Den tyske superviolinist Anne-Sophie Mutter ved en tidligere koncert med stjernedirigenten Daniel Barenboim i Berlin. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Der findes ganske få udøvere af klassisk musik, som er blevet kendt i den brede offentlighed. Den tyske violinist Anne-Sophie Mutter har været en af dem, lige siden hun som 13-årig af den legendariske maestro Herbert von Karajan blev inviteret til at spille sammen med Berlinerfilharmonikere. På Deutsche Gram-mophon Gesellschafts gule label blev teenagerens indspilninger af violinkoncerter af Mozart, Beethoven, Brahms, Mendelssohn og Bruch solgt i uhørt store oplag. Mutter, født i 1963, har siden klaret udviklingen fra barnestjerne til moden, reflekterende musiker på forbilledlig vis, og i lørdags kunne publikum i DR Koncerthuset – der ikke overraskende var totalt udsolgt – opleve hende i fuld udfoldelse.

I et kammermusikalsk program optrådte hun sammen med sit eget ensemble, som hun har givet navnet Mutter’s Virtuosi. Det består af unge musikere, som er i mesterlære hos hende og turnerer verden rundt. Det tætte fællesskab er både synligt og hørbart – Mutter er det åbenlyse omdrejningspunkt med de usædvanligt talentfulde musikere som inspirerede og yderst kompetente medspillere: I det selskab må man nødvendigvis være en aldeles fremragende musiker.

Repertoiret var attraktivt. Inden pausen kunne vi glæde os over Vivaldis koncert for fire violiner i h-mol, komponeret i helt tilbage i 1711, hvorefter vi fik et kort moderne mellemspil, koreanske Uncuk Chins ”Gran Candenza” fra 2018, med Mutter og Mohamed Hiber som de to violinister. Derefter blev der båret fem stole ind på scenen, for nu bød Mutter og fire af hendes virtuoser på en af kammermusikkens juveler, Mozarts strygekvintet i Es-dur fra geniets dødsår 1791. Idel fryd gennem alle fire satser.

Mutter havde benyttet pausen til at skifte fra et tækkeligt sort outfit (med skørt) til et skrud af en gulgrøn kjole. Nu skulle vi opleve hende i et af musikhistoriens mest skattede kompositioner, Vivaldis ”De fire årstider”. Det værk har hun spillet et utal af gange før – men det blev ikke desto mindre en ny oplevelse at høre hende tolke det igen. For som hun selv udtrykte det i et interview i Kristeligt Dagblad i januar 2015:

”Det er vigtigt, at man ikke tilstræber en fast formel, en slags musikkens gyldne gral, for derefter at spille et værk på samme måde de næste 50 år! Som kunstner har man forhåbentlig gode grunde til at gøre det, man lige i den aktuelle situation vælger at gøre.”

Denne trang til fornyelse er koblet med en kolossal teknisk kunnen, en sand spillemandsglæde og ikke mindst en trang til at formidle, der til syvende og sidst bunder i, at hun er en generøs kunstner. Generøs over for sine lærlinge, der får lejlighed til at indgå i et gnistrende samspil med hende, som vi oplevede det i en række næsten vittige sekvenser med den 27-årige prisbelønnede cellist Brannon Cho.

Også over for sit publikum udviser Mutter denne velgørende generøsitet. En mikrofon indgår i hendes udstyr, og i Den Blå Kubus fortalte hun på engelsk højt og tydeligt, hvad hun havde på hjerte, og gav også god besked om ekstranummeret, filmmusik af den nu 89-årige amerikaner John Williams.

Det blev atter et møde med en stjerne, der ikke har nok i sig selv, men som på den anden side har fuldstændigt styr på sine satellitter.