Island nåede aldrig at få sine egne konger. For landet blev straks en republik, da det løsrev sig fra kolonimagten Danmark. Men det har aldrig hindret islændinge i at te sig som konger, påpeger den store islandske forfatter Einar Már Gudmundsson, der både er kendt som en af landets største forfattere og samfundsdebattører.
I sin nye roman Islandske konger blander han også samfundskritik med slægtshistorier. Romanen udspiller sig i det lille opdigtede fiskerleje Tangavik, hvor den selvfede familie Knudsen sidder på flæsket.
Kulturen i den store familie er at være risikovillige lykkeriddere med en selvdestruktiv forkærlighed for at tømme alle nærværende flasker i en fart, så deres skæbner falder forskelligt ud, selvom mange af dem alligevel formår at flå magten til sig. Og det var den mentalitet, der både sendte Island og resten af den vestlige verden dybt ned i finanskrisen, mener Einar Mar Gudmundsson, der er i Danmark for at deltage i Lousianas litteraturfestival:
Islands skæbne minder på mange måder om resten af verdens skæbne. For det var også egoistisk og åndløs grådighed, der fik verdensøkonomien til at smelte sammen i takt med, at den neoliberalistiske tankegang spredte sig overalt i verden. Man troede ikke længere på religiøse kræfter i naturen, men på konjunktioner og inflation som de højeste magter i tilværelsen, siger Einar Már Gudmundsson med et let suk, inden han tilføjer:
Og det er stadig den tankegang, der råder i Island. Man fokuserer på objektive værdier, som man kan købe og sælge, men det fører til åndelig fattigdom. For det er de subjektive værdier, der er de største i livet, selvom de er sværere at indfange. Det er derfor, at kunsten er så vigtig. For virkeligheden er magisk, og det kan forfattere vise ved at finde sammenhænge i virkeligheden, som andre ikke umiddelbart kan se. Magisk realisme er ikke en fantasigenre, men simpelthen en måde at skildre virkeligheden troværdigt på, siger Einar Már Gudmundson, der selv brød igennem med sin roman Universets engle (1993) med en fortæller fra det hinsides.
Kristeligt Dagblads anmelder var skeptisk over for Islandske konger, som hun netop mente savnede magisk realisme. Men magien findes også i selve virkeligheden, mener Gudmundsson, der dog ikke finder det mærkeligt, at han selv som andre islandske forfattere før ham også tidligere har skildret en verden, man ikke kan se i sit forfatterskab. Den islandske natur har med sine sprækkedale, klipper, kilder, elve, bjerge og omskiftelige vejrforhold altid næret fantasien for landets fortællere, ligesom naturen også har forstærket folks religiøse fornemmelser, fortæller han:
Alting føles meget intenst i den islandske natur, hvor man både har sorgen og glæden, døden og livet tæt på hele tiden. Men som forfatter tror jeg også, at et steds egenart kan være med til at gøre det universelt at læse om. Amerikanere elskede for eksempel Laxness Frie mænd, fordi de kunne læse sig selv ind i den, selvom den handler om en islandsk bonde på fjeldet. For Laxness indfangede hele livet i sin universielle form gennem den bonde, siger Gudmundsson med et nærmest stolt smil, inden han tilføjer:
Det falder også godt i tråd med den fortælletradition, som jeg synes præger hele den nordiske tradition fra Heinesen til H.C. Andersen, hvor små historier bliver til store, eksistentielle dramaer. Det globale findes i det lokale, som man siger, og det er også derfor, at jeg har forsøgt at gøre mit eget forfatterskab så lokalt forankret som muligt. Og det gør jeg for eksempel i min nye roman gennem Tangavik, selvom byen ikke findes på landkortet, men er et sammenkog af mine egne studier af menneskelig adfærd, siger Gudmundsson, der gennem bogen også sætter spørgsmålstegn ved den måde, man institutionaliserer omsorgen for de skæve eksistenser.
Før i tiden kunne tosserne få en plads i samfundet og små opgaver, de skulle løse. Men i vores teknokratiske samfund, der egentlig skulle være bedre, fremmedgør man alle, der ikke umiddelbart kan bidrage til produktiviteten, ved at sende dem i institutioner. På den måde har samfundet også ændret sig meget i min levetid, siger Gudmundsson, der også føler et vist slægtsskab med sydamerikanske forfattere, når det kommer til at beskrive sit hjemland i en efterkoloniseringstid.
Island er vant til hurtige forandringer. Vi havde ikke en lang proces med industrialisering, men fik den hurtigt, da vi blev selvstændige. Pludselig kunne man bryde de sociale skel, men det skabte en form for anarki. Det var den virkelighed, jeg voksede op i, hvor alt var muligt, men især for dem, der ikke respekterede grænser og hierarkier. Mange islændinge følte sig på samme tid afsondrede og som centrum for verden med amerikanske soldater i landet og en god forbindelse med resten af Norden. Og kunstnerne havde også et godt overblik over, hvad der skete på kunstscenerne rundt om i verden. Måske er det en anden del af forklaringen på Islands rige kunstliv.
Undervejs blev det dog vigtigere for mange at tælle penge end at fortælle historier, mener han. Og romanen bygger også på to essaysamlinger, som Gudmundsson har skrevet i kølvandet på den islandske og globale krise. For han mener også, at forfattere bør blande sig i debatten.
Når politikerne kun kan tænke i objektive værdier, er det naturligt, at forfattere og kunstnere med sans for subjektive værdier kommer på banen med deres analyser af forholdene. Og derfor inddrager jeg både i mine essays og i min roman en del af den kultur og især musik, der var populær i efterkrigstidens Island. For jeg tror, at den kan have været med til at påvirke tankegangen, måske især gennem den amerikanske musik, der gødede den islandske drøm.
Hvordan påvirkede finanskrisen tankegangen i Island?
Den førte landet ud i en identitetskrise, som vi stadig står i. Det gamle vil ikke dø, og det nye vil endnu ikke fødes. Bankerne ejer for eksempel en masse tomme bygninger, men de vil ikke sætte den kunstigt høje husleje ned, så i stedet bygger andre nyt. For spekulation er den eneste tankegang, man kender. Men krisen har været god for kunsten. Før i tiden tænkte mange kunstnere også hele tiden i budgetter, nu tænker de mere i indhold, selvom det også har været en kamp at bevare kunststøtten, når populisterne har villet skære al kunst væk. Men de fleste har forstået, at kunst også skaber arbejdspladser og en anden værdi, som netop ikke kan måles.
Hvad er det for en form for metafysik, som du gerne vil give videre?
Jeg er ikke nogen prædikant for en bestemt trosretning. Og jeg synes, at det virker latterligt, når ateister og kristne skændes om, hvem der har ret. For de er jo lige missionerende. Mine romaner afspejler snarere den forvirring, som jeg synes præger vores tid. Men jeg vil betegne mig selv som et søgende menneske, der anerkender, at der findes noget, der er større end det, vi kan måle, veje og sælge. Jeg søger, fordi jeg tror, at det er der. Men jeg tror først og fremmest på spørgsmålstegnet. For hver gang jeg synes, at jeg finder et svar, føder det blot nye spørgsmål.
Einar Már Gudmundsson