Prøv avisen
Bog

Virkeligheden hænger i ranker og klaser

5 stjerner
"En anden gruppe af digte handler om længsel, og der anvendes her smukke billeder af ekspanderende rum." Arkivfoto. Foto: Håkan Jansson/Maskot

Signe Gjessings suveræne billeddigte er en fortsættelse af den hermetisk-surrealistiske tradition i dansk poesi

Signe Gjessing har siden debuten ”Ud i det u-løse” i 2014 med sine smukke og komplekse billeddigte været en ener i dansk poesi. I samlingen ”Ideale begivenheder” fortsættes denne tendens i et værk, der også i sin ydre fremtoning skiller sig ud fra, hvad man normalt ser i samtidspoesien. Værket har således A4- format og kunne såmænd af udseende forveksles med en Tintin-bog, og på hver af de 36 sider finder man op til ti tekster på et par linjer.

På forsiden lyder genrebestemmelsen ”Vers”, og det er da også oplagt, at teksterne, der altså har usædvanlig lange verslinjer, ikke ligner den type digte, vi finder i klassiske centrallyriske værker med digte opsat på adskilte sider med overskrifter og strofer med et antal verslinjer.

Men ellers er Gjessings tekster umiskendeligt poetiske med deres komplekse, ofte hermetiske billedsprog og deres evne til at omslutte såvel den hverdagslige sansning som den kosmiske vision. Vi møder i digtene et vokabular, hvor der på den side er en abstrakt-universel gruppering af ord som ”verden”, ”virkelighed”, ”universet”, ”rummet” og ”verdensrummet”, på den anden side en dagligdags virkelighed med ”øreringe”, ”rose”, ”knogler”, ”nøglering” og ”kniv”. Og Gjessings særlige greb er den suveræne måde, hvorpå hun svejser disse to forestillinger sammen, så man fornemmer, at der i teksterne tales om sjælelige tilstande.

Digtene kan opdeles i tre grupper med hensyn til, hvilke type sjælelige tilstande de omhandler. En gruppe digte beskriver oplevelser af afmagt, hvor der sker en begrænsning af jegets fantasi- og livsudfoldelse på en smertefuld måde. Et digt lyder: ”virkeligheden hænger i ranker og klaser, verdensstrømninger plukker af dem, før de endnu er modne”. Eller det kan ske på endnu mere brutal og angstprovokerende vis, som når den dagligdags metaforik med plukning af klaser erstattes af en kniv, der skærer en snor over: ”solene lyser, som når der bruges kniv i stedet for saks til at åbne noget med; solene ryger langt, langt op, som kniven/ når snoren går op”.

En anden gruppe af digte handler om længsel, og der anvendes her smukke billeder af ekspanderende rum: ”verdens ende sendt ud – som en frisbee, der lander så uendelig sagte, at ingen kan finde ud af at gribe den”. Eller det kan ske i en tekst, hvor også det religiøse melder sig som en forløsningsmulighed: ”rummer kaster nogle længder så højt op, at det ikke selv kan nå dem (pile ud mod Gud)”.

Endelig er der en række digte, der på eksistentialistisk vis handler om at skabe sin egen identitet og vælge imellem ”virkeligheder”. En fascinerende tekst lyder: ”enige virkeligheder er enige om den tredje, som er enig med den fjerde om den femte som er enig med den sjette/ om den syvende: træer blomstrer i den femte og den syvende virkelighed”. I andre tilfælde træffer man et jeg, der er trådt handlende og målforfølgende ind i verden: ”der skal to til at løfte vandfaldene i universet: én på hver side – men vandfaldene er vandfald, fordi én altid løfter,/ før den anden får fat.”

Gjessings suveræne billeddigte er en fortsættelse af den eksklusive, hermetisk-surrealistiske tradition i dansk poesi med navne som Ole Sarvig, Jørgen Sonne og Simon Grotrian. Dem må vi have nogle flere af!