Peter Matthiessens ”Sneleoparden” er en dyb indånding, en svimlende flyveflugt fra Himalayas højeste tinder til læserens eget indre. Og så er det en klassiker inden for den særlige form for rejselitteratur (den bedste, fordi den i sandhed sætter noget på spil), der er lige så eksistentiel, som den er fysisk. Lige så metafysisk, som den er konkret. Den ydre rejse, de tilbagelagte kilometer, kampen med og mod elementerne er således kun den ene del af bevægelsen.
Bagved ligger en drift efter betydning, svar, retning. I denne type bøger er enhver rejse en rejse mod dig selv. Rejsen ud er rejsen hjem. Det kan vise sig at være en illusion, en tom skatkiste for enden af regnbuen. Men drivkraften er den samme. Og også tabte horisonter kan være en vej til visdom.
Vi kender det fra forfattere som Orhan Pamuk, Robert M. Pirsig og Henry D. Thoreau. I nyere tid husker jeg især Wolfgang Büchners betagende fodrejse ”Berlin-Moskva”. Vi møder det i pilgrimsskildringer. Og ikke mindst i skønlitteraturen, hvor ”Moby Dick” vel på mange måder er urhistorien.
Nu er ”Sneleoparden”, der ved udgivelsen i USA i 1978 blev hædret med National Book Award og udkom herhjemme i 1991, genudgivet i en let revideret oversættelse og med nyt forord af den amerikanske forfatter Pico Iyer. Det er et af den slags forord, der i sin lovprisning næsten tager patent på begejstringen. Men der skal gudskelov en del til at hamle op med forfatteren, journalisten og naturforskeren Peter Matthiessen selv.
Og set fra min livspind er ”Sneleoparden” et must for enhver indre rejsende, der også tør slide sine støvler skæve. End ikke en alt for fedtet margen, der i begyndelsen gør det nødvendigt bogstaveligt at brække bogen i ryggen for at læse linjen til ende, kaster skygge. Også her er det strabadserne værd!
Forhistorien er denne: Året før vandreturen, der foregår i efteråret 1973, er Peter Matthiessens kone død af kræft. Månederne under Deborahs korte sygdom og død var ikke bare præget af dyb sorg, men også af en næsten gennemsigtig glæde. De har tre børn sammen, hvoraf den mindste, Alex, kun er otte år. Både Peter Matthiessen og hans kone, Deborah (i bogen altid kaldet D), dyrkede meditation og zenbuddhisme. Umiddelbart før sygdommen havde de overvejet skilsmisse.
Nu står forfatteren over for endnu en skillevej. Så da han får tilbuddet om at rejse til Nepal sammen med feltbiologen George Schaller for i det uvejsomme terræn omkring Krystalbjerget at udforske det sjældne himalayanske blåfår og måske få et glimt af sneleoparden, vælger han at forlade sin lille søn og tage af sted. En beslutning, der bliver nok så hjerteskærende, da det viser sig, at han end ikke når hjem til Thanksgiving, som han har lovet.
På den måde glorificerer bogen bestemt ikke sin hovedperson. Forfatteren har alle de svagheder og kvababbelser, enhver anden ville have. Han er trist, glemsom, søgende, afmægtig, vred, svigtende. Og til sidst føler han, at han i grunden intet har lært. Hvilket på en bagvendt måde i virkeligheden er den sandeste lærdom. Nøjagtig som med den sneleopard, der sætter fodspor på stien, men aldrig viser sig. Den er der, det er nok.
Vejen er målet. Eller som St. Katharina af Siena citeres for at have sagt: ”Hele vejen til Himlen er Himlen.”
Og på den vej får vi et indblik i det at være et menneske, en skabning knyttet til alt andet levende. ”Jeg vokser ind i disse bjerge som mos,” står der et sted.
Vi får indblik i den buddhistiske kunst at give slip og være nær. Vi får fortællinger om landets historie. Vi får minutiøst detaljerede naturbeskrivelser, der bygger på en enorm viden og forvandler hvert et navn til poesi: rosendompap, glansøgle, gråsegrib, brunelle. Ja, selv en kokage har sin egen indre skønhed. Vi får vabler og sneskred, forkerte ruter, dybe afgrunde og sherpaer, der nægter at gå videre. Vi får tindrende morgener og en lykkefølelse der stråler over hele jorden.
Så er man til alt det på en gang: viden og uvidenhed, lykke og afgrunde, uendelige vandreture, kakaofarvede skovfrøer, våde telte og indre erkendelser, så er man til ”Sneleoparden”. Ubetinget.
kultur@k.dk