Det var magisk. Sådan beskriver Thomas Kjellerup den dag for næsten 40 år siden, hvor han skrev sin første sang. Evnen til at sætte toner sammen til en melodi, der var helt hans egen og derefter fylde ord på, føltes for ham som at skabe et nyt levende væsen.
”Min første sang var den her,” siger han og griber ud efter sin guitar.
Med fingre, der glider legende let hen over strengene, og en stemme, der lige så naturligt følger med, synger og spiller han så første vers af ”Nissetoget”. Sangen beskriver et barns dirrende forventning til juletiden i et enkelt tonesprog, og den dengang 21-årige Thomas Kjellerup kunne for sit indre øre høre en flok børnehavebørn eller en skoleklasse synge ubesværet med på sangen.
”Jeg fik en følelse af at give noget videre. Der var mere liv i sangen end i de tegninger, jeg dengang levede af,” siger han og fortæller så om, hvordan hans livsbane ændrede sig fra en beskæftigelse som blad-og reklametegner på vestjyske ugeaviser til en tilværelse som rejsende troubadour.
I dag er han hjemme, og vi har sat os ved hans spisebord i en lys og højloftet lejlighed i Aarhus’ midtby. En guitar står helt tæt på ham, næsten som en forlængelse af hans krop, og foran os ligger en cd. ”Thomas Kjellerup Høstfest” står der med jordbrune bogstaver på omslaget. Baggrunden er en himmel med drivende skyer og en gylden kornmark, hvor mænd med leer slår kornet ned, mens kvinder i lange gevandter og hvide kyser samler det høstede korn i stakke. Vi er med andre ord ude på landet, og det er ingen tilfældighed. Cd’en ”Høstfest” er Thomas Kjellerups tiende udgivelse, og den bliver også hans sidste. Der er ingen fremtid i det medie længere, mener han. Til gengæld er der stadig, efter han har turneret i 30 år, masser af lydhørhed over for hans sange og hans musik – især uden for de store byer. Og selv har han med egne ord det landlige i blodet
”Jeg har aldrig boet på landet. Det landlige er for mig mere en grundværdi. Noget med en forbindelse til mulden og derved også en forbindelse til fortiden og generationerne før os,” siger han og tilføjer, at han derfor også med den største selvfølgelighed synger tekster af Grundtvig, Jeppe Aakjær, Emil Aarestrup og Frank Jæger.
På det nye album ligger klassikerne side om side med Thomas Kjellerups egne tekster, og det er for ham et forsøg på at samle alle de tråde, der er hans. Være-digtet af Frank Jæger hørte han på et skramlet kassettebånd tilbage i 1980, kort efter at han var flyttet hjemmefra, og det var en af årsagerne til, at han købte et brugt klaver og begyndte at lede efter sine egne toner. Nogenlunde samtidig læste han Ebbe Kløvedal Reichs bog om Grundtvig, og i den er trykt tre vers af salmen ”Blomstre som en rosengård”.
”Den salme var aldrig blevet sunget i mit hjem, så jeg kendte den ikke. Men der var en vældig kraft i ordene, som satte mig i gang med at lave min egen melodi dér ved klaveret i Ribe, hvor jeg boede dengang,” fortæller Thomas Kjellerup.
Nogle år efter hørte han salmen i sin oprindelige form ved en onkels begravelse, og det gik op for ham, at tekst og melodi var både velkendt og elsket. Derfor kom Kjellerups version da heller ikke med på debutpladen i 1985. Men nu er den altså indspillet. På albummet kalder Thomas Kjellerup den for ”Fest-Psalme”, en betegnelse Grundtvig også brugte om værket.
”Min version skal også findes, og jeg tror faktisk Grundtvig ville holde af den, hvis han hørte den,” siger Thomas Kjellerup.
Selvom Thomas Kjellerup har levet som turnerende visesanger siden 1988, og i dag kan tillade sig at tage en pæn pris for sin optræden, er han ingen kendis i den brede offentlighed. Han har, for år tilbage, haft et radiohit i ”Anni’s sang”. Men derudover vil mange kende ham for sange som ”Skrøbelige hjerte”, ”Hver morgen” og ”Ved siden af mig”. Det er sange, der indeholder både glæde og vemod og som Thomas Kjellerup har erfaret, at mange ønsker at få sunget til både bryllupper og begravelser. Han kan blandt andet berette, at der, i samme uge som ”Skrøbelige hjerte” udkom i 2002, var en præst, der ringede og spurgte, om han godt måtte citere fra den i en begravelsestale.
Hans publikum tilhører mest den ældre generation, og mange møder op til hans koncerter flere gange om året. Han kalder selv koncerterne en niche, hvor der serveres kaffe og blødt brød i sognegårdene eller hygges med dæmpet lys og en flaske rødvin i forsamlings- og kulturhuse. En niche, hvor livet fejres. Ikke så det proklameres, men så det føles.
”Der findes et publikum til den slags. Jeg har et livsdueligt publikum af voksne, sangglade mennesker med et langt livs erfaringer lejret i deres ansigtstræk. De har erfaring med både livets lys og livets mørke, så de genkender hver en nuance og hver en stemning, jeg prøver at fremkalde,” siger Thomas Kjellerup og tilføjer, at det for ham gælder om at holde fast i et uskolet og umiddelbart udtryk i sine sange.
”Jeg vil have, at det skal være ligesom en kilde, der springer af sig selv,” siger han og tilføjer, at han aldrig nogensinde har sat sig for at skrive en sang til en bestemt lejlighed eller forsøgt at påvirke folk på en bestemt måde.
”Jeg har kun skrevet det, som udtrykker mine egne følelser og stemninger, og i alle årene er der mennesker, som har følt det samme. Det skaber en stemning af højtidelighed til koncerterne. Vi finder nok den højtidelighed i forsamlingshusene, som andre finder i kirken.” siger han.
Han kalder sine sange et tilbageskuende forsøg på at knytte sig til fortiden og leder hele tiden efter ord, der også kunne være brugt for 100 år siden. På samme måde ser han sig selv som arvtager til fortidens skjalde, der beskrev tilværelsen i lange viser.
”Rødder er livsnødvendige for et træ. Lige så vigtigt er det for os mennesker at føle et slægtsbånd og stå på et fundament skabt af generationer, der har været her før os. Jeppe Aakjær er mit store forbillede. Han har sin historie med sig og skriver så enkelt, at alle kan forstå det. Den samme inderlige enkelthed tilstræber jeg i det, jeg laver.”
Ægte inderlighed er vigtigt for Thomas Kjellerup, og han begræder, at den synes at være forsvundet helt fra store dele af musikbranchen.
”Når de krammer hinanden i X Factor kan det måske synes at være et udtryk for inderlighed, men det er det stik modsatte. Det er udvendigt. Den ægte inderlighed kommer indefra, og hvis den ikke havde været til stede ved mine koncerter, så havde jeg aldrig kunne trække fulde huse i 30 år. Og så kunne jeg i øvrigt heller ikke selv holde ud at synge sangene,” siger han og indrømmer, at han ikke sjældent går fra en koncert med en klump i halsen.
På den gode måde. Der må gerne være højt til loftet i alt, hvad han gør. Derfor ser han det også som sin egen andagt, når han hver morgen året rundt cykler ned til havet for at bade.
”Så mærker jeg verden og fejrer, at jeg er i live. Det er noget af den fejring, jeg gerne vil give tilbage til mit publikum,” siger han.