Vist bliver man en smule træt under den lange rejse gennem dette værk. Men det en udbytterig rejse

Atmosfæremættet roman om højmiddelalderen

Stubber Kloster, som er historiens omdrejningspunkt, ligger på en lille halvø ved Stubbergård Sø i Sevel Sogn, Holstebro Kommune. – Foto: Public domain/wikipedia.
Stubber Kloster, som er historiens omdrejningspunkt, ligger på en lille halvø ved Stubbergård Sø i Sevel Sogn, Holstebro Kommune. – Foto: Public domain/wikipedia.

Stor viden kombineret med tilsvarende stor indlevelsesevne er den forløsende forudsætning for Lars Novrup Frederiksens over 700 siders historiske roman ”Priorinden”, en såkaldt selvstændig fortsættelse af forfatterens debutroman, ”Kirstine” (2017), der foreløbigt er udsendt i tre oplag. Et nyt oplag af den nye roman måtte bestilles kort efter udgivelsen.

Frederiksens detaljerigdom kan virke omstændelig. Og vist bliver man indimellem en smule træt under den lange rejse gennem det omfattende værk. Men først og fremmest er det en udbytterig rejse.

Bogen, der foregår i højmiddelalderen, er dels en overbevisende og atmosfæremættet skildring af en dramatisk periode i danmarkshistorien, dels en gribende kærlighedshistorie, der længe har meget imod sig, indtil den som antydet ved romanens slutning – hvor omstændighederne er blevet gennemgribende anderledes – kan folde sig ud på egne præmisser.

Alt opleves via priorinden Kirstine, der mister meget, men også får meget.

Baggrunden for romanen er den borgerkrig, der brød ud efter mordet i 1286 på kong Erik Klipping.

Hans enke, dronning Agnes, benytter anledningen til at skaffe sig af med sine politiske modstandere, som hun erklærer for skyldige i mordet.

Oprøret mod hende anføres af den fredløse marsk Stig Andersen (marsk Stig), der tilhører den magtfulde Hvide-slægt. At priorinden selv gør det samme, komplicerer hendes upartiskhed i den herskende strid. Skønt uden at ville det er hun yderligere i besiddelse af en farlig, hemmelig viden om kongemordet.

Priorinden leder det rige Stubber Kloster beliggende i hedeområdet mellem Skive, Holstebro og Viborg. Dets forhold til landets biskopper er dårligt – ikke mindst til den grådige biskop Tyge fra Ribe, hvis forsøg på at skaffe sig adgang til klostrets værdier er en betydelig udfordring for priorinden. Men bispen er oppe imod en kvalificeret kvinde. Udfordringer er vel til for at besvares.

Romanen har tætte nærbilleder af klostrets hverdag, der langtfra udelukkende beskrives som fredfyldt. Også bag klostermurene lurer intrigerne.

Med den krævede nidkærhed slår priorinden ned på brud på den gældende klosterlige kønsmoral. Hun er imidlertid selv en slags part i sagen, idet hun – dog tilsyneladende i al ærbarhed – er forelsket i marsk Jens Kalf, der er ung som hun selv og gengælder hendes følelser. Han er på oprørernes side og såres hårdt, men overlever.

Priorinden og Jens opleves i løbet af romanen sjældent sammen. Men på dens sidste side udgør de et samlevende par – efter at priorinden er blevet fordrevet fra klostret anklaget for landsforræderi og magtsyge.

En interessant passage hen imod slutningen fremhæver priorindens ændrede forhold til religion efter fordrivelsen. På klostret blev den en vane – og nu, hvor vanen ikke længere dikterer den praksis, der skal følges, får hun plads til at tænke over troen på en ny måde. Troens betydning bliver dermed tydeligere for hende.

”Indimellem sang hun salmerne, når hun var ene (...), og fandt de bønner frem, som passede til hendes sindsstemning.”

Hun siger til sig selv:

”Min Gud har bestemt, at jeg skal opleve flere sider af tilværelsen.”

Det gør hun i samlivet med Jens. Også sit ungdomsønske om en tilværelse med båd og skibe og handel fra egen havn har hun fået opfyldt. Dette meddeler hun i et brev, der afsluttes med ”De kærligste hilsener”. Sådan formulerede man sig vist ikke i 1293.

Lars Novrup Frederiksen er en engagerende fortæller, der formår at skabe liv både i de store sammenhænge og i de små og nære – med priorinden som det stille, men alligevel myndige centrum. En kvinde, der ikke skilter med sin styrke. Men hun er en overlever.

Forfatteren må gerne berette mere uddybende om, hvordan det har været for hende at etablere sig i en tilværelse uden for det kloster, der i mange år var hendes verden.