Romantikken i første halvdel af 1800-tallet åbnede for et sandt væld af følelser. For naturen, for det guddommelige, for børnene, for kærligheden mellem mand og kvinde og for det nære medmenneske. Men frem for alt åbnede romantikken for følelsen som noget i sig selv, der inspirerede det enkelte menneske til en særlig sensibilitet over for verden. Følelseshistorisk udviklede romantikken sig op igennem 1800-tallet sig i to retninger, kaldet romantismen og biedermeier.
Inden for kulturens verden dyrkede romantismens kunstnere det på en gang ophøjede og afgrundsdybe i både naturen og menneskelivet. Kunstneren søgte at skildre grænsesprængende sublime erfaringer både i forhold til naturen og i forhold til det menneskelige sind. Naturskildringerne var ofte dramatiske, stormfulde og vilde, og skildringen af mennesket præget af både ustyrlige lidenskaber, splittelse, mørke og melankoli. Følelseslivet var subversivt, farligt og ledte mennesket til skrækindjagende erfaringer.
Inden for kulturens verden blev biedermeierbevægelsen derimod skildret som det harmoniserende, afdæmpede og intime, hvor naturen gengives i en pittoresk ramme som ordnet og iscenesat i forlængelse af menneskets søgen efter et afklaret rum for dannelse og kalibreret følelse. Det ideale hjem dannede ramme omkring familien og børnene samlet omkring dydige borgerlige sysler i interiører præget af orden og blankpoleret empire. Følelser og moral var tæt forbundne størrelser, og det ædle menneske var det menneske, som forstod at tøjle sine lidenskaber.
Ser man på epokens digtning og malerkunst, møder man skildringer af både romantismens grænseoverskridende erfaringer og biedermeierkulturens inderlige og afdæmpede følelseskult. Da biedermeierkulturens idealer var opbyggelige og derfor lå i forlængelse af det borgerlige samfunds interesser, findes der mange skildringer af det pittoreske, intimt indrammede liv i de ideale hjem, hvor naturen så at sige blev taget med ind, enten i aflivet form som eksempelvis jagtbytte eller som fuglen i sit bur. Inde bag tremmerne kunne fuglen så synge og vidne om et andet liv uden for murene.
Den Hirschsprungske Samling i København har skabt en udstilling, der fokuserer på denne bedste (borgerlige) side af følsomheden i guldalderen, som romantikken ofte kaldes i Danmark på grund af den rige blomstring af talent inden for kunst, digtning og natur- og åndsvidenskaber. Udstillingen ”Fra den bedste side” fokuserer i henved 80 malerier og tegninger på det følelsesmæssige indhold i de maleriske skildringer af biedermeierkulturen. Det er både givende og fortjenstfuldt. Ofte er det den anden mere spektakulære, forrevne og passionerede romantiske side, der er genstand for både forskning og formidling af guldalderen.
Udstillingen er bygget op om temaerne Forelskelse og ægteskab, Forskudt omsorg, Fornuft og ånd, Kunstnerfølelsen, Forældre og børn, Søskende, Melankoli og sorg og endelig Venskab. Der vises værker både fra egen samling og indlån af kunstnere i tiden som C.W. Eckersberg, C.A. Jensen, Christen Købke, Martinus Rørbye, Jørgen Roed, Constantin Hansen, P.C. Skovgaard samt Wilhelm Bendz og Johan Th. Lundbye, der begge trækker motiverne hen mod romantismens splittelseserfaringer, melankoli og dæmoni. Således rummede flere af kunstnerne begge sider i deres arbejde, præcis som det gælder for nogle af forfatterne i epoken som Søren Kierkegaard og B.S. Ingemann, som udstillingen også henviser til.
Det mest interessante ved udstillingen er den måde, som kunstnerne i enhver henseende omgås følelserne på. Netop fordi dyrkelsen af følelserne og passionen kunne rumme noget farligt i sig, som ledte mennesket ud over de givne og ideelt set passende pittoreske rammer, skulle følelserne rent kunstnerisk kultiveres. Følelserne skulle underlægges fornuftens herredømme og sjælen forfines, så den til sidst blev ånd. Det var ikke det direkte begær, der skulle skildres, endsige de selvfortærende lidenskaber eller den aggressive manifestation. I stedet skulle følelserne forskydes, ofte til genstande i rummet omkring den menneskelige udfoldelse af liv.
Således skildres ting med en særlig affektionsværdi, brevet, en kvinde holder i hånden, som vidner om, at hun har en elsket et sted, eller garnnøglet og strikketøjet, der vidner om opbyggelig husflid og kvindens vigtige rolle i hjemmet som samlingspunkt. Det samme gælder potteplanterne i vinduet, hunden ved sin herres side eller fuglen buret, der vidner om, at naturen kan kultiveres og få en repræsentativ værdi. Kunstnerne skildrer længslen og passionen i fuglens sang, også den er kun her på træk og hører dybest ses andetsteds hjemme. Eller længslen mod Gud skildres i kunstnernes himmelvendte øjne. A.L. Koops portræt af den unge feterede B.S. Ingemann fra 1820 er i den henseende typisk og skal angiveligt vidne om den ufordærvede inderlighed i digterens tro og den ideale retning i både digtning og liv.
Venskabet kunstnerne imellem skildres med finfølelse og vidtdreven idealisme i tidens kunst. Genren dyrkes som en slags besværgelse af den inderlighed, der kunne være mellem venner af samme køn. Berømt er eksemplet med P.C. Skovgaard og Johan Th. Lundbye, der begge bejlede til den samme kvinde, men ikke lod sig mærke med det, og det endskønt netop Lundbye var åben og ufiltreret i sine følelser. Men også han magtede at forskyde dem til et andet og ”fremmed” jeg, bjergtrolden Sindre, der kunne give udtryk for alt det, som Lundbye måtte stænge inde i sin opdragelse af følelserne. Fra H.C. Andersen kender vi også den nærmest overdrevne inderlighed i følelsen for gode venner som en del af ritualet, når der blev skrevet breve, og venskaber skulle vedligeholdes og besegles.
Hvad angår forelskelse og ægteskab kan epokens visuelle verden næsten ikke blive mere dydsiret med alle disse kvinder i deres kyser og højtaljede empirekjoler, spærret inde mellem møbler og forskanset med hjertegarn. Og hunden ved mandens side rører ikke på sig. I hvert fald ikke, når vi ser på. Børnene, der er resultat af den kyske formæling mellem kønnene, skildres – på trods af Rousseau og hans filosofiske frisættelse – som små voksne, der tager hånd om hinanden, og hvor den store kærligt vejleder den lille på den lange rejse mod samfundsborgerskabet. Kærligheden mellem søskende, og mellem mennesker i det hele taget, ophøjes i malerkunsten til en kærlighed med et vidt perspektiv: næstekærlighed, gudshengivenhed og kærlighed til det fædreland, der er en af frugterne af romantikkens tænkning med dyrkelsen af nationalstatens yndige land med brede bøge og skræppeblade, der skærmer den grimme ælling indtil den dag, hvor den springer ud som den smukkeste hvide svane.
Til slut det obligate spørgsmål, der p.t. altid stilles på skatteydernes vegne for at legitimere, at kyndige mennesker beskæftiger sig med og bruger tid og penge på fortidens kunstneriske udtryk: Siger romantikkens billeder os noget i dag? Ja, de siger det meste. De følelser, der leder ind i nutidens parforhold og ud til curlingforældrenes omgang med deres poder, stammer fra romantikken og biedermeierkulturen. Det samme gælder de kindkys og kram, der generøst uddeles virtuelt og reelt mellem venner, for slet ikke at tale om nypuritanismen på det erotiske område. Så den taler vi ikke om.