Visuelt betagende, men grueligt banal Pride-opera

Som en hyldest til mangfoldighed er ”Begærets mysterier” påfaldende fortærsket i sit udtryk

”Begærets mysterier” virker mere forkrampet end fornyende.
”Begærets mysterier” virker mere forkrampet end fornyende. Foto: Miklos Szabo/Det Kongelige Teater

Det begynder ellers godt. Vi befinder os i et dragende David Lynch-univers blandt forskruede personager på en dunkel diner a la Edward Hopper. Rent visuelt balancerer iscenesættelsen vellykket mellem det komisk campede, det forførende og foruroligende med en elegant vekslen mellem filmede sekvenser og spil på scenen. Også designer og kunstner Henrik Vibskovs originale, sygeligt snobskydende kostumer bidrager til forhåbningen om, at her er noget interessant i vente. Desværre udvikler Krystian Ladas operathriller sig til en noget tyndbenet affære med klichéer på stribe.

Selve historien er simpel og relativt uinteressant, skåret over et genkendeligt Agatha Christie whodunnit -krimiplot. Fem for hinanden ukendte personer ankommer til et skummelt, afsidesliggende landevejsmotel, hvor den mystiske Mr. D har sat dem i stævne. Alle har de en traumatisk relation til den tyranniske D af enten familiær-, forretningsmæssig eller seksuel karakter. Undervejs afdækkes det tragiske selskabs personlige historier, og scenen sættes for et væld af forviklinger og forelskelser på kryds og tværs.

Persongalleriet tæller blandt andre Mr. D’s kuede hustru, Abigail, der har opgivet sin sangkarriere og sig selv for ægteskabet – sunget af den fænomenale Wagner-sopran Ann Petersen, Mr. og Mrs. D’s forkastede søn, transmanden Victor, som spilles og synges fascinerende af norske Adrian Angelico, verdens måske eneste transkønnede mezzosopran, den betagende dominatrix og tidligere matematiklærer, der professionelt pisker og ydmyger Mr. D, alt imens hun drømmer om et andet liv, og som gestaltes overbevisende af den svenske mezzosopran Elisabeth Jansson, samt Mr. D’s hemmelige homoseksuelle elsker, sunget af danske Simon Duus.

Det er altså blandt disse klichéer over kuldslåede skæbner, at morderen skal findes, da Mr. D pludselig ligger skudt i sin seng på det tarvelige motel. Selve mordopklaringen glider dog hurtigt i baggrunden, for det handler slet ikke om Mr. D. Han er bare det fæle patriarkats hånddukke, noget så ondt som finansmand og konservativ politiker, og må nødvendigvis skaffes af vejen for, at andre kan leve et frit og autentisk liv.

”Lad os afvikle patriarkatet én sang ad gangen,” som stykkets karismatiske leading lady, den sorte dragqueen Vinegar Strokes, agiterer mod slutningen. Måske kan dette præk lyde både stejlt og flot, men det er snarere en omgang halvfordøjede floskler fra tidsåndens skrammelkasse, der skæmmer forestillingen med sin buldrende naivitet.

Musikalsk er vi ude i et medley. Et delvist velfungerende konglomerat af kendte popsange, musical og opera båret af en andet tidstypisk doktrin om, at det er vigtigt at ophæve skellet mellem fin- og popkultur. Men det er det ikke. Højdepunktet er ikke desto mindre, da Ann Petersen synger Isoldes ”Liebestod” fra Wagners ”Tristan og Isolde”, så hårene rejser sig på kroppen. Men også Elisabeth Janssons underskønne, iltre udgave af argentinske ”María de Buenos Aires” er værd at huske, ligesom Simon Duus’ ominøse, tragisk forkvaklede version af ”My Heart Belongs to Daddy” udgør sit eget særlige øjeblik. Særlig er også Samuel Mariño og hans følsomme lejemorder, der synger soprankoloraturer så sirligt og forbløffende smukt.

Det ærgrer, at man med de sangere, så fremragende og alsidigt et ensemble, ikke har formået at skabe en queer-opera med mere kød på. Undervejs fiser plottet ud i sandet, og scenen forvandler sig til en kikset teaterkoncert med fjerboa og løjerlige operavariationer af Queen- og Cher-numre, mens hele flokken skiftevis springer ud som homo-, bi- eller panseksuelle. Men hvorfor skal queers spises af med så tyndbenet et narrativ? Så massivt et opbud af klichéer og bedagede karikaturer? ”Begærets mysterier” vil jo gerne være en opera til tiden; et højaktuelt statement midt i Pride-ugen, der viser, at operakunsten også kan være med på de nyeste kønspolitiske noder. Desværre virker det mere forkrampet end fornyende.