I de senere år er den ene dødsdom efter den anden blevet afsagt over kunstnersammenslutningerne. Men Decembristernes nye udstilling er en overbevisende genoplivning. Sjældent har der været så meget energi og fortællelyst på spil i Willumsens lyse og højloftede sale som nu, hvor sammenslutningen fejrer 90-årsfødselsdag med en overskudspræget og vital udstilling.
På trods af, at de overlevende sammenslutninger har gennemført grundlæggende forandringer til det bedre, har kritikken siden bortvisningen fra Charlottenborg i 2008 kørt videre i samme rille år efter år. Man spørger sig selv, hvilket problem der skulle ligge i, at kunstnerne selv organiserer og kuraterer deres udstillinger og løfter i flok – uden om kunstmarkedet, museerne og kunsthallerne? Hvor kan publikum ellers følge de kunstnere, der periodevis har mindre kommerciel succes, og som måske ikke har et galleri, som kan repræsentere dem?
Kunstnersammenslutningerne er et unikt dansk fænomen, der i organisationsform kan minde om andelsbevægelsen med det kollektive ansvar, man deler i forhold til udfordringerne. Det er da befriende, at der findes dette tredje udstillingsformat ved siden af de kuraterede, tematiske udstillinger på museer og i kunsthaller og de løbende, mindre solo- eller gruppepræsentationer i de kommercielle eller kunstnerdrevne gallerier.
Men nu tilbage til den aktuelle udstilling, som gransker sin egen 90-årige historie, idet mange tidligere medlemmer er til stede posthumt gennem deres værker: Eksempelvis Anna Klindt Sørensen (1899-1985), hvis store maleri fra 1945-1946 skildrer en af Decembristernes stiftere, Holger J. Jensen (1900-1966), der sidder i sit atelier med kakkelovn og det hele og er i gang med at vurdere et af sine ekspressive malerier på staffeliet. Et ægte kunstnerportræt, som skildrer et stykke work in progress!
Værker af store navne som Henry Heerup (bedårende stenskulpturer i flere farver samt et maleri med rare nisser), Kurt Trampedach og den nyligt afdøde Per Kirkeby glimrer på udstillingen og giver den kunsthistorisk tyngde og perspektiv. Disse kunstnere var tidligere medlemmer af Decembristerne. Man bemærker også et på én gang geometrisk og figurativt maleri af Inge Ellegaard (1953-2010) med stærkt farvede felter og indlejret blomstermotiv.
To kunstnere fylder meget på udstillingen i år: Det er dels Oda Knudsen med sin store, poetiske og ekspressive maleri-installation. Dels Rylander med sit vildt fabulerende, farligt-surreelle tableau, som på ferniseringen blev sekunderet af en hel lille opera.
Hos Rylander handler det om tidens dårskab og faldgruberne i den samfundsmæssige udvikling. Det er et tæt sammenvævet myte- og historiemaleri i en surrealistisk setting.
Aktuelt drejer det sig om ”kryptiske fortællinger om krig og kærlighed”, som han skriver i kataloget. Hertil har han både skabt en skulptur i form af en forunderlig ballerina, en-til-en, der står på en sokkel og bukker sig forover. Her er et forunderligt, rødt drejehåndtag, som var der tale om en mekanisk dukke, der kan trækkes op. Ballerinaen sekunderes af et stort og et mindre maleri, der gådefuldt lukker sig om sig selv, og en smerte, som kunstneren angiveligt føler.
Vi kan også opleve en serie på fem fotografier af Jesper Rasmussen, som fortsætter sine metodiske undersøgelser af den hvide udstillingskube, der sædvanligvis danner ramme om moderne kunst. Han har bortretoucheret vinduerne og alle kunstværkerne, så rummene fremstår spøgelsesagtige og ”ansigtsløse”, og rummene nærmer sig den rene abstraktion.
Poesien er i spil hos Ole Broager og Heine Klausen, der i deres skulpturelle formsprog går til yderligheder. Broagers poetiske træskulptur med perleklokke og undulat er tænkt til et plejehjem, hvor den oplagt vil tilføre stedet en lyrisk andethed. Klausens værk er performativt og var under ferniseringen opsigtsvækkende udført af en ung mand i hvid skjorte og bare ben.
To videoer ved henholdsvis gæsten Rikke Benborg og kunstnerduoen Hanne Nielsen & Birgit Johnsen giver udstillingen et gådefuldt-animeret tvist. Gå i øvrigt ikke glip af Nielsen & Johnsens fabelagtige soloudstilling i Overgaden, hvis De skulle bo i Københavnsområdet. Her kommer man godt rundt i deres originale og grænsesprængende video-oeuvre.
Der er mange andre interessante værker, men fremhæves skal her et kæmpemæssigt maleri med mytologisk indhold af Sys Hindsbo samt Bodil Nielsens fire store malerier, som oscillerer mellem et mylder af detaljer set tæt på, mens de samler sig til nogle abstrakte motiver, når de ses på afstand.
Også Doris Bloom fortjener opmærksomhed for hendes to store, mangelagede og komplekse malerier på avisannoncer fra hendes oprindelige hjemland, Sydafrika. Der er en mængde spor, rester og fragmenter i disse mangetydige malerier, der artikulerer sig i et udvidet felt. Det er nogle af de bedste malerier, jeg længe har set fra hendes hånd. Nye, farvemættede malerier af Henrik Flagstad rummer en særegen poesi. De udtrykker hans bestræbelse på at få bladtegneren og maleren til at mødes og handler fortrinsvis om livet ved dets afslutning.
Til slut skal fremhæves et morsomt, konceptuelt værk af filmmanden og fotografen Steen Møller Rasmussen, der på Storm P. Museet i forbindelse med en filmopgave fandt nogle malertuber blandt Storm P.’s malergrej.
Han fik lov til at få 10 tuber, som han har bedt 10 kunstnere anvende til et monokromt maleri.
Man kan dels opleve de spændstige løsninger på væggene af de 10 kunstnere, dels lytte til optagelser af deres reaktioner på at skulle male med 70 år gammel maling, som den kendte ekspressionist brugte.
En af kunstnerne, Christian Vind, har malet en ”Flue”, hvor to ældre herrer betragter et maleri. De konstaterer: ”Endnu en samtidskunstner, der slår en tredobbelt saltomortale oppe i egen røv.”
De nævnte værker er kun et uddrag fra den omfattende og meget seværdige udstilling med og uden saltomortaler.