”Vittu” af Iben Mondrup om grønlandske adoptivbørn høster pæne anmeldelser hele vejen rundt

Iben Mondrup fortsætter med sin nye roman ”Vittu” fortællingen om grønlandske adoptivbørn i Danmark, og det gør hun mere end almindelig godt, mener en enig anmelderskare

Forfatter Iben Mondrup er aktuel med romanen ”Vittu” om grønlandske Vitus på fem år, der bliver adopteret af den danske fotograf Alice og embedsmanden Stig.
Forfatter Iben Mondrup er aktuel med romanen ”Vittu” om grønlandske Vitus på fem år, der bliver adopteret af den danske fotograf Alice og embedsmanden Stig. Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Det er præcis to år siden, at Iben Mondrup udsendte sin anmelderroste roman ”Tabita” om en grønlandsk pige, der sammen med sin lillebror blev bortført til Danmark. Siden blev børnene adskilt, og nu får vi så historien om broren i den selvstændige fortsættelse ”Vittu” (Politikens Forlag).

Vitus ender i en villa uden for Aarhus hos embedsmanden Stig og fotografen Alice, som brændende ønsker sig et barn, og som bliver dybt fascineret af den lille dreng.

Hun vil gøre alt for at pleje hans ar fra fortiden, og Iben Mondrup demonstrerer i romanen atter, skriver Lilian Munk Rösing i sin anmeldelse i Politiken, sin helt særlige evne til i et enkelt sprog at skrive læseren helt ind i det, der pulserer i et menneskes sind og sanser:

”Mondrup er eminent til at skildre det, der driver os – om det er kunstnerdriften, moderdriften, barnets drift – og vise, hvordan den drift både kan flugte med det etiske og komme på kant med det.”

Det bliver til fem hjerter ud af seks, og samme antal stjerner falder der i Berlingske, hvor Jakob Genz skriver, at forventningerne efter ”Tabita” var vanvittigt store:

”Og lad det bare være sagt med det samme; Iben Mondrup har gjort det igen. Altså, ramt plet på tematikken, der handler om evnen – og den totale mangel på samme – til at elske og opfostre et barn, der ikke er ens eget kød og blod, men derimod et barn, som er fragtet fra Grønland og anbragt på et børnehjem.”

Han bemærker sig, at man som læser bliver fanget af fortællingen, nærmest besat på en noget nær ufattelig og upassende måde, om en dreng, hans adoptivmor og deres leg, der udvikler sig, mens grænserne mellem dem bliver flydende, og en ikke altid lige sund form for afhængighed opstår:

”Mondrup formår med sit sylespidse sprog og sin vilde evne til at dissekere stort set hver en afkrog af det menneskelige sind at få læserne til næsten at glemme aldersforskellen mellem Alice og Vitus, hvilket den ene gang efter den anden efterlader én med en dårlig og virkelig skamfuld smag i munden.”

Jakob Genz’ eneste anke er et forceret sporskifte, som han kalder det, der falder i romanens sidste del, men det ændrer ikke ved, at Iben Mondrup igen har ”leveret forbandet god litteratur”.

Her kan du læse Liselotte Wiemers anmeldelses af "Vittu", der blev bragt i Kristeligt Dagblad.

I Morgenavisen Jyllands-Posten er Henriette Bacher Lind en kende mere forbeholden, ikke fordi forfatteren ikke skriver godt, men fordi hun finder, at to overgrebsromaner i rap ganske enkelt er for voldsomt, selvom historien om en voksen, der udnytter et barn til at tilfredsstille sine egne behov, er ekstremt velgennemført og raffineret sprogliggjort:

”Det er umuligt at sige, præcis hvornår det går galt. Det er en uendelig langsom bevægelse; det er små forholdsvis uskyldige lege, som udvikler sig; det er de umærkelige overskridelser af grænsen mellem tilladt og forbudt, som lige så stille tager til, men der er ingen tvivl om, at Alices stadig vildere og grænseoverskridende fotos af drengen spiller en fatal rolle.”

Det bliver til fire stjerner ud af seks til en roman, der byder på ”så barsk, så ubehagelig læsning”, mens Lars Bukdahl i Weekendavisen leverer det, han selv betegner som en genuint glad anmeldelse af ”Vittu”. Han oplever det, ”som om den nye roman i et direkte spring fra den forrige er konciperet og skrevet i samme lange inspirerende øjeblik, så energisk gesvindt og prikkende fyger den afsted”, og han konkluderer:

”Hvor min eneste anke i de seneste Mondrup-romaner har været skredet mod stilistisk uintensitet, er det nærmest omvendt denne vej rundt, for det er, som om Mondrup i sin næsten klaustrofobiske fremmanen af det fremmede barn i kløerne på den fremmedgjorte kvinde – afbrudt af en perlende forelskelseshistorie – helt glemmer ’Grønlands-forbindelsen’ (som Vittu nemlig selv, angiveligt, ikke interesserer sig synderligt for), hvis pludselige (gen)etablering dér i sidste del derfor ikke føles underbygget af den forudgående fiktion, og desto mere, fordi Grønlandsskildringen i sig selv er så nænsomt omhyggelig skarp.”

Også Erik Skyum-Nielsen leverer i Information en meget entusiastisk læsning af ”Vittu”, og han spørger, om der er mønstre i de historier, der findes som sammenflettede grønlandske og danske livsskæbner? Hans eget svar er ja, og han finder, at perspektivet rækker videre end blot til den koloniale konstellation og det postkoloniale opbrud. For når det kommer til stykket, så ligger de barske virkelighedsskildringers potentiale i, at de skaber bevægelse i de mønstre, der gør mennesker bange og ufri, og han slutter sin anmeldelse således:

”Gør os fremmede for os selv. Følelsen af at tilhøre andre og samtidig slet ikke høre til noget sted – den findes overalt, ligesom længslen efter at finde hjem og så måske blive fundet af dem, man elsker. Derfor taler forfatterens intense, modigt indlevede skildring af følelsers veje og vildveje formentlig til enhver, selv om det indimellem er beklemmende læsning. Eller: netop af denne årsag.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.