Mørket er ved at falde på over Venedig, solens sidste stråler lyser gyldent på kuplen i Santa Maria della Salute på den anden side af Canal Grande, og på Markuspladsen er det tyndet ud blandt skarerne af turister. Gondoliererne forsøger diskret at kapre dagens sidste kunder, men bliver ikke ænset af en større skare mennesker, der langs Riva degli Schiavoni målbevidst er på vej væk fra Dogepaladset med retning mod en kirkebygning et par hundrede meter længere nede ad kanalen end Sukkenes Bro.
For ensemblet I Virtuosi Italiani giver koncert i kirken La Pietà i aften. Under ledelse af koncertmester Glauco Bertagnin spiller man en kort sinfonia af Luigi Boccherini og dernæst Mozarts ”Eine kleine Nachtmusik”, inden man slutter med Vivaldis ”Le quattro stagioni” (”De fire årstider”). Det er i den grad et publikumsvenligt program, og bænkene i Vivaldis gamle kirke, hvis fulde navn er Chiesa di Santa Maria della Pietà, skal nok blive tæt besat.
Den 4. marts 1678 blev Venedig ramt af et alvorligt jordskælv, der medførte omfattende ødelæggelser i flere kvarterer i byen. Samme dag fødte Camilla Calicchio, der var gift med barberen Giovanni Battista Vivaldi, sit første barn. Drengen Antonio Lucio var så svag, at man fandt det nødvendigt at lade jordemoderen gennemføre en hjemmedåb af ham. Antonio Vivaldi skulle det meste af sit liv være plaget af det skrøbelige helbred, der havde forfulgt ham siden spæd. Efter at han i 1703 var blevet ordineret som præst, fik han hurtigt kælenavnet il prete rosso, den røde præst, fordi han var rødhåret under parykken. I øvrigt havde han det med helst at ville undgå de kedelige pligter ved præsteembedet, og med henvisning til sine helbredsmæssige problemer lykkedes det ham efter nogen tid at blive fritaget fra messetjeneste.
Det var musikken, der kom til at fylde mest i hans tilværelse. Han var blevet uddannet som violinist af sin far, der selv må have været en habil musiker. En ansættelse som kapelmester og violinlærer ved Pio Ospedale della Pietà, en form for vajsenhus for forældreløse unge piger, bevirkede, at Vivaldi med tiden kunne droppe sit virke som præst.
Ospedale della Pietà havde ry for at være en af de fineste musikinstitutioner i Venedig, og i det 18. århundrede var det at opleve en koncert her en yndet attraktion for enhver besøgende. Bortset fra de musicerendes fremragende sang og spil har det givetvis også bidraget til koncerternes popularitet, at de optrædende var purunge piger iført ærbare, enkle klædedragter, højst med blomster i håret, der opførte de højtidelige koncerter. De ældste af dem var omkring 20 år. De, der havde viet deres liv til klosteret, bar røde klæder, de andre var iført hvidt tøj. Flere besøgende har berettet, at pigerne med deres forunderlige musik og deres rene stemmer snarere virkede som engle end som jordiske væsener. Med deres koncerter var de en betragtelig indtægtskilde for vajsenhuset. Musikbegejstrede aristokrater fra hele Europa valfartede i begyndelsen af det 18. århundrede til Venedig for at opleve dem – og deres ihærdige kapelmester, hvis ry også var nået helt til det fjerne Danmark.
Det bevirkede, at den danske konge Frederik IV under et besøg i kanalbyen også ønskede at lægge vejen forbi Ospedale for at opleve klosterpigerne og deres berømte musiklærer.
Der er bevaret et brev, som Vivaldi skrev til den fornemme danske gæst, og det er stærkt underdanigt for ikke at sige leflende i sin karakter. Vivaldi kunne ellers være en krasbørstig herre, når det stak ham. I samtiden var hans ry nemlig alt andet end positivt. Mange musikere og personer med tilknytning til Ospedale oplevede ham som pengegrisk og pralende, han var forfængelig og tålte ikke den mindste kritik.
Vivaldis mest spillede værk er utvivlsomt ”De fire årstider”. Egentlig er der tale om fire violinkoncerter, hver med tre satser efter den kendte model hurtig-langsom-hurtig. De hedder henholdsvis ”La Primavera”, ”L’Estate”, ”L’Autunno” og ”L’Inverno” – foråret, sommeren, efteråret og vinteren.
Vivaldi komponerede ”De fire årstider” i 1723. Værket blev udgivet i 1725 og blev i den forbindelse suppleret med en række sonetter, der ledsager hver af de fire koncerter. Forfatteren til digtene er anonym – nogle mener, at det er Vivaldi selv, der har skrevet dem. Der er tale om en yderst traditionel form for litteratur, pastorale beskrivelser uden overraskelser, men musikken får dem til at blomstre og leve. Den er frisk som foråret, hed som den italienske sommer, farverig som efterårets løv og knitrende af skønhed som en frostklar vinterdag.
Vivaldis musik lever i den grad, og kender man noget til hans musik, er det nærmest umuligt at vandre omkring i Venedig uden at fornemme genklangen fra den. Og melder den sig ikke, skal man nok blive mindet om det, hvis man træder ind i en af byens mange imponerende kirker, hvor der afholdes Vivaldi-koncerter i ét væk.
Det gælder ikke blot Pietà-kirken og området omkring Markuspladsen, men også de mere stille områder som kvarteret Cannaregio, nord for alle de berømte seværdigheder, men rig på overraskelser, smalle stræder og trange gyder, der måske ender blindt, det vil sige i en trappe, der fører direkte ud i en stille kanal.
Venedigrejsende vil vide, at det er en by, hvor man – hvis der nu ikke er en Vivaldi-koncert lige i nærheden – lærer at lytte til stilheden. Og efter nogle dage kan man gribe sig i at tænke, at det ikke blot er Vivaldi og Venedig, der hører naturligt sammen, men også byen, kanalerne og det stille vand.