"Vølvens vej": Ny trilogi om de nordiske guder og en vølve-kvinde med ordets magt

"Vølvens vej - Snehild" er første bind om en jernkvinde med vølve-kraft som hovedpersonen i ambitiøs trilogi om de nordiske guder

Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen er aktuel med en ny trilogi om de nordiske guder. Første bind hedder "Vølvens vej - Snehild".
Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen er aktuel med en ny trilogi om de nordiske guder. Første bind hedder "Vølvens vej - Snehild". . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

En vølve var en kraftfuld skikkelse, frygtet og beundret i datidens vikingeæra. Ikke alene kunne hun se ind i fortiden, nutiden og fremtiden, men hun kunne, som en shaman, også rejse ind i ånderiget, hvor hun kunne tale med guderne. Man kan læse om vølverne i de islandske sagaer.

I Erik den Rødes saga fortælles blandt andet om vølven Thorbjørg, der sejler på hele bygdens vegne. Vølverne var agtede og blev rigeligt belønnet for deres virke. Ikke underligt, at en politiker som vores kulturminister gerne vil identificeres med en kraftfuld kvinde som en vølve.

Fascinationen af denne vølvekraft har Anne-Marie Vedsø Olesen villet udnytte fuldt ud i sin seneste romantrilogi, ”Vølvens Vej 1”, som har pigen Snehild som hovedperson. Første bind, der netop er udkommet i samfulde otte sprog, handler om Snehilds fødsel og opvækst i landsbyen Himlinge.

Hendes fødsel er dramatisk, for Snehilds mor, Asdis, må højgravid og alene flygte fra sin fødeby, da den angribes af en horde morderiske røvere, til et lille læskur ved åen, hvor hun nedkommer. Den stærke og kvindelige jætte Hyrrokin assisterer overraskende ved fødslen sammen med de tre skæbnenorner. Nornerne fortæller, at Odin er Snehilds far, og at hun ”drak af den samme brønd” som han, altså af Mimers brønd, hvis vand var fyldt med visdom.

Med denne prolog er kimen lagt til Snehilds betydningsfulde fremtid, og første bind gennemgår Snehilds langsomme opvågnen fra landsbypige til magtfuld vølve. I landsbyen jages hun væk, da den lokale ypperpræstinde Ragnhild bliver opmærksom på Snehilds stærke væsen.

Den magtsyge Ragnhild er ikke alene jaloux på Snehild, men også på hendes mor, der har et forhold til kongens rådgiver, Brynjulf, som Ragnhild begærer. Ved en grum list får hun udpeget Snehild som den pige, der må ofres til guderne for at lette landsbyen fra den sygdomsepidemi, der har ramt dem.

Snehild må flygte ud af landsbyen for at gå i lære hos Hyrrokin. Hyrrokin lærer hende om jernets væsen og om at udnytte sine vølveevner, mens jættens ulvebørn lærer hende udholdenhed og at slås med og uden våben. Snehild møder naturligvis også de tre norner, så hun har adgang til at se ind i fortid, nutid og fremtid.

En andægtig tone

Anne-Marie Vedsø Olesen, der er uddannet læge, er en rutineret forfatter, som debuterede med romanen ”Salernos sol” i 2000. Hun holder af det mystiske og historiske og har blandt andet skrevet en trilogi om den egyptiske gud Seth, der udkom samlet under titlen ”Gudestorm” i 2012. I den prisbelønnede horrorroman ”Lucie” fra 2019 tog hun for første gang den nordiske mytologi i brug.

”Vølvens vej 1” er skrevet med en andægtig, næsten oldnordisk tone. Læs blot her:

”Brynjulf havde skabt uro i hendes liv. De var mødtes i favntaget tre gange, og alle tre gange havde det føltes som en rejse hinsides Midgård.”

Det er smukt og heller ikke muligt at misforstå, hvad der menes med ”i favntaget”. Da Snehild skal undervises af Hyrrokin i runernes magi, hedder det:

”Det skrevnes fortryllelse findes på flere planer. Det tager tid at få den indsigt. (...) Du kan placere dine tanker og drømme, dine løgne og sandheder, dine fortællinger og befalinger, i andre menneskers sind. Og det kan du gøre på tværs af tid og sted. Selv efter din død kan dine forestillinger plante sig i andre. Så stærkt er det skrevne ord.”

Hvortil Snehild uvilkårligt udbryder:

”Det er jo farligt.”

Mon ikke, at det er forfatterens drøm, der her beskrives. Tonen virker. Man føler sig hensat til tidligere tider, og ganske som i andre af tidens romaner, der sværmer om nordisk mytologi, skifter fortællingen mellem det helt basale landsbyliv og så hovedpersonernes vandring i de syv riger, som asatroende delte verden i. Ubesværet går Snehild til jætterne, mens Brynjulf mister en stor del af sine kræfter, da han bortføres af alferne. Det overjordiske er virksomt og ægte. Guderne findes.

Godkendt som trosretning

Det nordiske gudefolk blev særligt populære i nutiden, da Peter Madsen i 1979 begyndte at udgive sin ”Valhalla”-serie, som siden blev fulgt op af Lars Henrik Olsens ”Erik Menneskesøn” i 1986.

Bent Haller fulgte trop med en række alvorstunge og stærke romaner som for eksempel ”Brage Kongesøns saga” i 1993. Og for ganske få år siden var det Malene Sølvsten, der fik stor ros for sin trilogi ”Ravnenes hvisken”. Det er ganske vist for børn og unge, hvilket ”Vølvens vej” ikke er, men grænsen er efterhånden flydende, og tendenser i ungdomslitteraturen smitter også af på voksenscenen.

Det er også værd at notere sig, at asatroen i nyere tid først blev officielt godkendt som trosretning af Kirkeministeriet i 2003.

Som man næsten kan ane af bøgernes titler, er der sket en væsentlig ændring de seneste ti år. Heltene er ikke længere mænd (Erik og Brage), men kvinder (Anne og Snehild), en tendens, der i hvert fald i børne- og ungdomslitteraturen har været synlig et godt stykke tid.

Det er interessant nok i sig selv. Hvad årsagen er, kan man ikke vide. Måske at kvinder både skriver og læser mere end mænd, eller også er det et tegn på en samfundsmæssig bevægelse, hvor kraften i det mystisk-feminine fremhæves på bekostning af det maskuline, som har svært ved at finde sin fordums litterære helteform.

Smukt er ”Vølvens vej 1” i hvert fald skrevet af Anne-Marie Vedsø Olesen, fængende, drevent og elementært spændende. Jeg ser frem til det næste bind!