Prøv avisen

Voksendåb og Vesterhavet: ”Herrens Veje” har konfronteret skuespillerne med deres tro

Under et arrangement i Marmorkirken fortalte Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen om at spille ægteparret Johannes og Elisabeth i ”Herrens Veje”. – Foto: Stina Ørregaard Andersen

Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen fortalte torsdag aften om deres trosforhold i Marmorkirken i København og løftede sløret for, hvad der kan forventes af anden sæson af ”Herrens Veje”

Der er stillet danskvand frem på bordet foran altertavlen. Et midaldrende par træder ind i det fyldte kirkerum og spejder efter en plads på de forreste rækker, før de let skuffede vender om og finder plads noget tættere på udgangen. En halspastil bliver listet op af en knitrende pose, mens småsnakken går fra alle rækker og giver ekko i den runde stenkirke. Kirkeklokkerne lyder i baggrunden, klokken slår endelig 20, og nu kommer de. Dem, både den fyldte kirke og de fremstillede danskvand har ventet på: ”Herrens Veje”-skuespillerne Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen.

Sammen med ordstyreren denne torsdag aften, Marmorkirkens Mikkel Wold, der er en af de præster, som skuespillerne har haft samtaler med under forberedelsen til tv-serien, tager de plads ved bordet. Men snakken har ikke været i gang længe, før Lars Mikkelsen rejser sig op, tager et par skridt ned ad trapperne og udbryder ”Jeg tænker, at vi skal gå frem, så alle kan se os. Det er bare en time. Vi kan godt stå op i en time” og derefter høster både jubelråb og klapsalver fra de over 100 fremmødte.

Først er det karaktererne Johannes og Elisabeth, der bliver talt om i den københavnske kirke.

”Elisabeth er en søgende, kærlighedsfuld kvinde, og hun har mødt sin mand som meget ung,” siger Ann Eleonora Jørgensen om den forhistorie, hun selv har skabt til præstekonen Elisabeth.

Og så kommer vi til Johannes – patriarken, provsten (og tyrannen) Johannes.

”Johannes er en meget dreven person og en person, der er god til sit arbejde.”

”Han har en sandhed med sig i sin forankring i troen. Men han har også et manglede syn på, hvem han selv er, og hvilke ofre han skaber på sin vej,” fortæller Lars Mikkelsen ivrigt om den karakter, han har spillet gennem de 10 første episoder af ”Herrens Veje”, som er blevet sendt på DR i efteråret sidste år, og som dette efterår genopstår i 10 nye afsnit.

Og det står klart, at selvom Adam Price er manden bag manuskriptet, har Lars Mikkelsen i høj grad selv været med til at forme Johannes og haft indflydelse på, hvilke scener seerne søndag efter søndag er endt med at blive præsenteret for. For eksempel var den sjælesorgsscene, der blev vist i allerførste afsnit af ”Herrens Veje”, hvor Johannes tager den døende Niels Eriks hænder i sine og synger ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, ikke med i det oprindelige manuskript.

”Det var tydeligt for mig, at det var væsentligt at se Johannes arbejde. At se det, han kan, men også hvad tro kan,” siger Lars Mikkelsen.

Og netop hvad troen kan, er noget, som Lars Mikkelsen selv for alvor har indset under sit arbejde med ”Herrens Veje”.

”For mit vedkommende har det forandret noget at være med. Jeg har dybest set altid været troende, for jeg har haft en besværlig barndom, hvor det var vigtigt, at jeg havde noget, hvor jeg kunne trække mig væk. Men jeg turde ikke formulere det. Jeg turde ikke lave den indrømmelse og sige ’ja, det er Gud, jeg tror på’. Det er kommet med det her,” siger Lars Mikkelsen.

Han er ”opdraget kommunistisk”, som han selv formulerer det, og derfor var der i barndommen hverken noget, der hed dåb eller konfirmation. Men det har han lavet om på nu. I november 2017 blev han døbt af præsten, der står ved hans side, Mikkel Wold.

”Det var meget smukt og rigtigt for mig at gøre,” siger Lars Mikkelsen om dåben med sædvanlig klar stemme.

Og når han står der, midt i Marmorkirken med et kors bag sig, og taler om tro og sender markante retoriske spørgsmål ud i kirkerummet, skal man nogle gange minde sig selv om, at det ikke er provsten Johannes, der står og prædiker, men skuespilleren Lars Mikkelsen, der taler. Èt er i hvert fald sikkert – begge mænd er passionerede, begge kan noget med det talte ord, og begge forstår at fange deres publikum.

Og der er også flere ligheder mellem teateret og kirken, mener de to skuespillere. En ting er, at begge er rum, hvor ånden er i fokus. En anden, at både det at være præst og det at være skuespiller er ”et kald”.

Forberedelserne til serien om præstefamilien har også konfronteret Ann Eleonora Jørgensen med sin tro, men for hende har forandringen ikke været helt så entydig.

”Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er et troende menneske. Jeg er født ved Vesterhavet, så jeg har oplevet voldsom natur og været vant til at bede bøn for dem, der var ude på havet. Der har altid været en forbindelse til noget, der er større. Det er noget, jeg har båret med mig, selvom jeg ikke har gået meget i kirke eller på den måde er vokset op med daglig bøn. Jeg har altid haft min egen form for bøn, og jeg har sådan set en god dialog med Vor Herre, selvom jeg ikke er kommet i den protestantiske kirke, og jeg er ikke spor i tvivl om, at der er en Gud,” siger skuespillerinden.

Og det samme tror hun egentlig gør sig gældende for Elisabeth, som hun spiller i ”Herrens Veje”.

”Hun beundrer Johannes for at være troende og nyder at høre hans prædikener. Men måden, hun selv rigtig mærker tilstedeværelsen af kærligheden fra Gud, er, når hun tager til havet og bader og kigger ud over horisonten,” siger Ann Eleonora Jørgensen.

Men de fremmødte i kirken er ikke kun kommet for at høre om de to skuespilleres egen tro. De stiller flittigt spørgsmål og fortolker specifikke scener. Når de rækker hånden i vejret fra kirkebænkene, er det konsekvent Lars Mikkelsen, der springer ned blandt rækkerne og leger mikrofonholder, hvorfor Ann Eleonora Jørgensen konstaterer ”du kunne også være blevet tv-vært”.

Nogle af spørgsmålene – dem om, hvad der kommer til at ske i anden sæson af ”Herrens Veje” – er de to ellers åbenhjertige skuespillere påpasselige over for at svare på: Vil Johannes og Elisabeth finde sammen igen? Kommer der et barnebarn, og finder de så i det mindste sammen om at være bedsteforældre?

”Anden sæson handler om, hvad de lærer af det, der er sket i første sæson,” siger Lars Mikkelsen – og det er med stor tilfredsstillelse, for han kan godt lide Johannes, på trods af at han som ethvert menneske også indeholder mindre sympatiske sider, og skuespilleren ”vil gerne have, at Johannes lærer noget”.

Og mon ikke Johannes så lærer noget i anden sæson? Med sådan en cliffhanger hængende i kirkerummet og på avispapiret er det vist tid til at sige ”tak for i aften”.

Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen i rollerne som ægteparret Johannes og Elisabeth Krogh i ”Herrens Veje”. – Foto: Tine Harden/DR