Voksent teater for børn

I en ny danseforestilling på Teatret Zeppelin i København bliver børn og unge konfronteret med gadebørns barske liv med misbrug, overgreb og prostitution. Trods den voldsomme handling er børnene det helt rette publikum, da historien påvirker dem mere, end den påvirker voksne, mener instruktøren

“For dem er vi ingenting, men sammen står vi stærkere,” lyder det fra gadedrengen Paolo. Sammen med veninden Franca kæmper han for at tjene penge nok til at overleve, blandt andet ved at pudse sko for rige turister. –
“For dem er vi ingenting, men sammen står vi stærkere,” lyder det fra gadedrengen Paolo. Sammen med veninden Franca kæmper han for at tjene penge nok til at overleve, blandt andet ved at pudse sko for rige turister. –. Foto: Charlotte Hammer.

Ja. Ja, så gør jeg det, du beder mig om. Bare jeg kan få noget at spise.

LÆS OGSÅ: En tour de force gennem fordomme

Gadedrengen taler til en høj skygge, som ikke kan ses på scenen. Imens prøver hans ven, en hvid skikkelse, at få ham væk.
Nej, Money, lad være! Jeg er nødt til at gøre det her. Ellers dør jeg af sult, siger gadedrengen igen, og fra salen, kan man høre et stille ad fra en pige,

Vi er et godt stykke inde i tirsdagens eftermiddagspremiere på danseforestillingen Paolo & Money på Teatret Zeppelin i København. I salen sidder omkring 130 skoleelever fra 4. klassetrin og følger med, mens teatrets hovedperson Paolo sniffer lim, bliver slået og prostituerer sig selv.

Normalt ville man måske mene, at en så barsk forestilling burde målrettes voksne mennesker, men dette er ikke tilfældet her. Tværtimod er forestillingen beregnet for børn fra ni år og opefter. Ifølge instruktør og koreograf Ingrid Tranum Velásquez er børnene nemlig det helt rigtige publikum til sådan en forestilling:

Sagen er, at det netop er børn, der identificerer sig stærkest med gadebørnene. Børn sympatiserer med børn, og børn forstår børn. Det er derfor meget tydeligt for et barn, at det er uretfærdigt, at et andet barn har det sådan. Derfor tror jeg, oplevelsen er særlig stærk, hvis man oplever den som barn. Og så forsvinder den heller ikke bare igen, siger hun.

Selv stammer hendes eget engagement også fra, da hun var omkring otte år.

Hendes forældre var meget socialt engagerede og modtog mange velgørenhedsblade, som Ingrid Tranum Velásquez også bladrede løs i:

Jeg kan huske, at noget af det, der gjorde allermest indtryk på mig, var de forældreløse børn, der boede på gaden og sultede. Dengang forstod jeg nok ikke helt omfanget af det, men jeg syntes, det var så frygteligt og så forkert og tænkte, at jeg måtte gøre noget ved det. At jeg måtte hjælpe på en eller anden måde. Så det har fyldt meget dengang og er egentlig aldrig holdt op med at fylde. siger instruktøren, som for to år siden søgte om, at få mulighed for at lave stykket.

Og nu er hun så aktuel med forestillingen om gadedrengen Paolo på 10 år, der pudser sko og sover på papstykker.

Til at passe på sig har han sin usynlige ven Money, hvis navn opstod, da en turist fortalte ham, at man ikke behøvede bekymre sig, så længe man havde money. Men hverdagen er ikke nem, for der skal skaffes penge til mad og til businessmanden, som slår ham og hans veninde Franca.

En god, men forfærdelig historie, lyder det bagefter fra nogle af eleverne fra 4. A på Lyngby Private Skole:

Det er ikke fedt at tænke på, at der faktisk er børn, der har det sådan. Det giver en skyldfølelse, for vi går bare og har det supergodt, og så er der måske nogle, der sidder i skraldespande, sniffer og bliver slået, siger Ella på 10, og den jævnaldrende klassekammerat Christian giver hende ret:

Det er godt, man viser sådan noget, så man kan lære, hvor godt man har det, og hvor dårligt andre har det. Men det er ubehageligt at vide, at det rent faktisk sker i virkeligheden. Det giver en klam følelse i maven, siger han.

Det var også hårdt for Ingrid Tranum Velásquez at lave stykket.

Jeg har tudet mange aftener, for det rører en. Det er så forkert og så frygteligt at tænke på, at der er over 100 millioner børn som Paolo på verdensplan. Det er sørgeligt på et helt eksistentielt plan, siger hun og tilføjer, at det også har været en svær historie at formidle videre:

Jeg har siddet i dilemmaet med at ville fortælle en historie og ikke kunne holde ud at fortælle den.

Hun husker blandt andet, da hun var i Chile for at researche til forestillingen og besøgte forskellige SOS-børnebyer for at møde tidligere gadebørn og få deres historier fra nødhjælperne. Med på rejsen havde hun sin 10-årige bonussøn, som på et tidspunkt legede med to jævnaldrende gadebørn, mens hjælperne på spansk fortalte, hvilke ting de var blevet udsat for. Her var sønnen kommet hen og havde spurgt, hvad det var, de sagde, og hvad drengene da havde været udsat for.

Der stod jeg pludselig selv i dilemmaet. For jeg tænkte, det kan jeg da ikke fortælle ham. Men på den anden side, burde jeg også kunne sige det til ham, hvis jeg kunne fortælle det i en forestilling.

Sammen med resten af holdet bag forestillingens har hun også gjort meget ud af at finde en måde at fortælle historien på, så børn ville kunne klare at se den:

Man skal forstå, hvad der sker, men man skal ikke se det. Vi har scener, hvor der foregår nogle virkelig voldsomme ting, men børnene skal ikke se et overgreb på et barn på scenen. Men børnene kan godt forstå, at det er det, der er sket, og så lægger vi fokus på, hvordan gadebørnene har det bagefter hvad det har gjort ved dem, siger hun og tilføjer, at voksne samtidig ikke er konkrete i forestillingen:

De er enten sko eller skygger, og det gør, at man kan behandle nogle af de ubehagelige oplevelser på et mere abstrakt plan, hvor følelsen er den samme.

Generelt er der ofte socialt engagement og samfundskritik at finde i Ingrid Tranum Velásquez forestillinger, som tidligere har handlet om blinde børn og om miljøet. I sit næste stykke vil hun tage temaet døden op for børn:

Det er nok lidt de glemte eller gemte historier i samfundet, jeg gerne vil have frem i lyset, siger hun og tilføjer, at hun virkelig mener, et kan noget på det punkt:

Det er vigtigt at holde fast i, at scenekunsten kan give oplevelser, der rykker folk, og ikke bare er sjove. Jeg er ikke interesseret i at underholde, men i at give en dynamisk oplevelse, og jeg synes, det er fedt, hvis man går lidt forandret ud af teatret og har fået øjnenene op for noget nyt.

Og eleverne fra Lyngby Private Skole er heller ikke færdige med at arbejde med gadebørnene endnu. I næste uge har de emneuge om børns rettigheder, hvilket munder ud i et indsamlingsprojekt for gadebørn i den indiske by Kolkata.

Forestillingen Paolo & Money havde premiere i går og spiller frem til den 1. april i Teatret Zeppelin i København, hvorefter den er med på børnefestival i Ringsted og tager på turne i landet.

Tryghed er et nøgleord i terapihaven, og det står det såkaldte mormorhjørne blandt andet for. Her står pæoner og løjtnantshjerter tæt, og en bænk er anbragt, så man med læ i ryggen og sol i ansigtet kan drømme sig tilbage til dengang, man var barn i mormors have.
Tryghed er et nøgleord i terapihaven, og det står det såkaldte mormorhjørne blandt andet for. Her står pæoner og løjtnantshjerter tæt, og en bænk er anbragt, så man med læ i ryggen og sol i ansigtet kan drømme sig tilbage til dengang, man var barn i mormors have. Foto: Charlotte Hammer.