Et tilbagevendende tema inden for litteraturen, og i øvrigt også de andre kunstarter, i disse år er dystopien. Direkte oversat fra græsk betyder det dårligt sted og betegner det modsatte af utopien, altså en forestilling om den værste version af verden. At klimakrisen og den deraf følgende flygtningesituation giver sig udslag i dystopiske forestillinger, er ikke så underligt. I den optik er dystopien måske den nye realisme.
Den norske forfatter Merethe Lindstrøm har tidligere skrevet romaner, der udspillede sig inden for familiens rum. For ”Dage i stilhedens historie”, der handlede om et ældre ægtepar og de konsekvenser, tavsheden om, hvad der skete under krigen, havde for deres liv, modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris i 2012.
Hendes forrige roman ”Fra vinterarkiverne” var tæt på hendes eget liv og handlede om et vanskeligt ægteskab med en psykisk syg ægtefælle.
I Lindstrøms nye roman ”Nord” er alting så at sige faldet fra hinanden, ingen familier er intakte længere. Vi er i et efterkrigslandskab af næs-ten mytisk karakter. Det fik mig til at tænke på Palle Nielsens raderinger, litterært kan man i den hårde ende tænke på Cormac McCarthys (også filmatiserede) ”Vejen”, mens den stilistisk mere leder tankerne i retning af Roy Jacobsens trilogi om Ingrid Barrøy.
”Nord” giver ikke mange konkrete oplysninger fra sig, men inspirationen er formodentlig hentet fra tiden omkring Anden Verdenskrigs afslutning, hvor Den Røde Hær rykkede ind i Østpreussen, voldtog, myrdede, drev på flugt, lagde hele landsbyer øde.
Fortælleren og hovedpersonen er en 17-årig ung dreng. Navnløs er han. For forældrene var han sønnen, omgivelserne så ham som den handicappede, men han tilhørte også gruppen af de ukendte og endte sammen med andre ukendte i fangelejren, hvor han fik sin tatovering. Her kan læseren så selv tænke sit. Drengens ryg er deform, der vokser en slags finner ud, eller, tænker den symbolsk optagede, måske er det vinger. Nu er han den evige vandrer, den flygtende. Der er mange lag i romanen, mytologiske, religiøse måske, symbolske i alle fald.
Da vi møder ham, er han på vej mod nord, til et hjem, der måske, måske ikke findes mere. Det eneste, han har at gå efter, er et kompas, som han har fået af den forstyrrede enke Aneska, som forbarmede sig over ham, da han undslap fangelejren. Hun så ham som sin døde mand, og nu er han stukket af fra hende. Ret hurtigt får han følgeskab af en lidt yngre dreng:
”Han er sikkert også flygtet, nu da krigen næsten er slut, og befrierne banker på døre, befrier folk fra deres huse og landområder.”
Da de passerer en landsby, finder de alle myrdet, på nær en etårig pige, som de samler op. Man skal læse opmærksomt, for hos Lindstrøm ligger det forfærdelige vævet ind mellem andre iagttagelser. Som passagen her: en kvinde, der ”sidder koncentreret med en dug i hænderne, små sting har formet en grøn bort af blomster på hvid hør, vores hilsen sætter sig fast i halsen. Hun sidder uden for sit hus, en pæl er banket ned gennem den gamle krop. Sidder så fredfyldt, hænderne holder fortsat om dugen med stingene, hun bøjer sig over arbejdet. Sjalet over skuldrene er tyndt, mere som noget spundet end vævet, hænderne samlet i en knude.”
I teksten fylder håndarbejdet langt mere end den ubærlige vold, der gennemsyrer alting i denne bog: sproget, bevidstheden, landskabet. Man kan diskutere, om Lindstrøm æstetiserer det bestialske, eller om hun med sin måde at skrive på viser, hvordan volden er blevet det normale. På mange måder er ”Nord” en mytologisk fortælling, og et sted har den også sit eget sære, vilde håb, som handler om, at der midt i det allermest ødelagte og hærgede alligevel opstår møder mellem mennesker og en drift efter at gå videre.
Sammen vandrer disse tre udsatte eksistenser gennem det krigshærgede landskab, hvor det eneste, man ved, er, at man må videre, væk. Sover i regn og kulde, tøjet gror fast til kroppen, sulten er fast følgesvend, og søvnen et sjældent helle.
Det er barsk læsning. Ind-imellem ikke helt let, fordi Lindstrøm har en tendens til på én gang at væve sit sprog rundt om verden og samtidig underfortælle. Vi ved ikke, hvem de er, hvad der er sket, og vi kommer heller aldrig rigtig tæt på karaktererne. Uden at røbe for meget kan man sige, at de også forsvinder igen, lige så umotiveret som de kom til syne. Og at romanen i sagens natur ikke kan slutte med en positiv udgang.
Man kan ikke andet end at blive imponeret og rystet over ”Nord”. Alligevel sidder jeg tilbage med en form for tvivl, som handler om, hvad det er, Lindstrøm gerne vil opnå, når hun placerer sig på den måde mellem det historiske og det mytologiske.