Prøv avisen
Bog

Stor roman om terror i Baskerlandet giver et nuanceret billede af begge sider i konflikten

4 stjerner

”Patria” er på vej som tv-serie hos HBO, hvilket vil sikre romanen mange læsere. Og de vil ikke gå forgæves. Aramburu har et godt greb om sine dialoger, og at han lykkes med at få skabt et facetteret billede af de traumatiske årtier og deres eftervirkninger ind i vor tid

Den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA, hvis terror dræbte eller sårede omkring 3000 mennesker, erklærede våbenhvile i 2011, men det er indlysende, at 50 års konflikt trækker dybe spor. Trusler, bortførelser og mishandlede fængslede fanger er blot nogle af de andre forhold, som medvirkede til at skabe en angstpræget tid, hvis sår endnu ikke er lægt.

Den spanske forfatter Fernando Aramburu forsøger i sin store roman ”Patria” fra 2016 at indkredse den påvirkning, som ETA havde, set gennem to veninders forbundne, men meget forskellige historier.

Bittori introduceres fra begyndelsen gennem mindet om hendes mand Txato, der blev dræbt af ETA, og hvis historie oprulles gennem romanen. Veninden Mirens søn, Joxe Mari, bliver derimod en del af ETA og ender i fængsel. Konflikten trækker dem i hver sin retning, og omkring dem er der en mængde bipersoner, hvis liv har fået deres særlige aftryk på grund af ikke blot volden, men også tvivlen om, hvad der er det rigtige at gøre.

Et eksempel på det er netop Joxe Mari, der i en kort passage ser sit liv passere revy, hvori både volden, han har udført for ETA, og drømmen om at spille håndbold for FC Barcelona indgår.

Aramburu skildrer konflikten set fra den ofte trivielle hverdag, som alle har, selv når voldsomme ting presser sig på. Om væggelus, der skal fjernes, indkøbscentre, der virker som neutrale fyrtårne i natten, behovet for at få lidt motion, en sejltur på bugten og mindet om en tid, hvor man ikke brugte cykelhjelm.

Dette giver en fornemmelse af, formentlig tilsigtet, at alle de alvorlige ting foregår lidt som i en tåge, hvor alle prøver at finde ud af, hvad det egentlig handler om, selv i forhold til deres nærmeste. Det er både en af romanens styrker og svagheder: Perspektivet er nært, sympatisk og menneskeligt, men stilen og rytmen i de 100 korte kapitler med lidt for sigende eller poetiske titler – som ”Modernes optog” eller ”Hvis vinden puster til gløden” – svinger en del, og fortællerstemmen klinger nogle gange falsk med umotiverede vurderinger og lidt patetiske vendinger.

Det ændrer dog ikke ved, at Aramburu har et godt greb om sine dialoger, og at han lykkes med at få skabt et facetteret billede af de traumatiske årtier og deres eftervirkninger ind i vor tid.

”Patria” er på vej som tv-serie hos HBO, hvilket nok også skal sikre romanen mange læsere.

Det giver god mening med en adaptation til tv-serie: De mange korte kapitler er lette at se som scener i en film, men endnu vigtigere, så har Aramburu skabt nogle stærke skikkelser til at fortælle detaljeret om et af de europæiske traumer, der sjældent er skildret i dybden.

WW Fortæller-stemmen klinger nogle gange falsk med umotiverede vurderinger og lidt patetiske vendinger.