Voldsomme aktuelle erfaringer med tro i én bog belyses hos kirkefædrene i en anden bog

I bøgerne ”Fader hvor?” og ”Berøringen” handler det om forholdet mellem Gud og mennesker. Hvad kan der ske, når vi bliver berørt af Gud?

”Fader hvor?”s centrale omdrejningspunkt er Roald Bergmanns møde med pinsekirken. Dette er en vild historie, der også findes skildret i dokumentarserien ”Sektlederens hemmeligheder” på DR. – Foto: Frederik Rothaus/DR.
”Fader hvor?”s centrale omdrejningspunkt er Roald Bergmanns møde med pinsekirken. Dette er en vild historie, der også findes skildret i dokumentarserien ”Sektlederens hemmeligheder” på DR. – Foto: Frederik Rothaus/DR.

Sommetider kan man som anmelder være heldig at få to bøger til anmeldelse, hvor den ene indirekte supplerer og kommenterer den anden. Det er tilfældet med Roald Bergmanns ”Fader hvor?” og Ellen Merete Wilkens Finnseths ”Berøringen”. De to bøger er ganske vist vidt forskellige, men flere af de store og voldsomme erfaringer og spørgsmål, som Bergmann stiller, bliver behandlet på en stille og nænsom måde i Finnseths bog.

Begge bøger handler om forholdet mellem Gud og mennesker og frem for alt om at blive berørt af Gud. Bergmann indleder med at beskrive en stærk berøring, han oplevede ved begyndelsen af sin karriere som frikirkepræst i Pinsekirken på Bornholm. Ved en stor forbønsgudstjeneste, med deltagelse af en karismatisk præst, Ndifon, skulle Bergmann som 19-årig teenagepræst for første gang foretage en dæmonuddrivelse. Han skriver:

”Ndifon lægger sin hånd på min skulder for at overføre sin kraft til mig, og jeg lægger min hånd på kvindens pande…Jeg brøler ind i kvindens ansigt: ’Forlad hende i JESU KRISTI NAVN!’”

Resultatet udebliver ikke. Kvinden bliver flået bagud og op i luften og lander tre stolerækker længere borte. Hun hulker og jubler og kan til menighedens store begejstring konstatere, at dæmonen er væk!

Efter denne voldsomme indledning følger et puslespil af tanker og oplevelser, med et virvar af mange forskellige brikker. Vi hører om Bergmanns opvækst i et klasseopdelt Bornholm, der ligger milevidt fra indtrykket af den glade og milde solskinsø.

Som barn oplever han voksnes druk og svigt. Drengen Roald vokser op i et hjem uden en far – og med en mor, der har flere skiftende mænd. Han er uden nære venner. Det er hjerteskærende at høre om mobning, og om dengang tre klassekammerater ikke som aftalt kommer til Roalds fødselsdag. Sammen med sin mor venter han på dem med flag, balloner, fødselsdagsbord og boller. ”Troede du virkelig, at vi ville komme hjem og besøge dig!” – spurgte de dagen efter.

En vigtig brik og et stabilt omdrejningspunkt er mormor og morfar og deres have, hvor der hersker fred og ro. Livet her beskrives som intet mindre end paradis. Men også her lurer en usikkerhed, dramatik og en frygtelig begivenhed. Sådan dukker der hele tiden nye og overraskende brikker frem i en noget rodet fortælling om et rodet liv.

Bogens centrale omdrejningspunkt er dog Roald Bergmanns møde med pinsekirken. Dette er en vild historie, der findes skildret i tre dokumentarudsendelser på DR. Roald Bergmann beskriver pinsekirken som et fællesskab af ”lukkede øjne og oprakte hænder”.

Men det er også stedet, hvor han finder et varmt og kraftfuldt fællesskab, hvor han får lov at opleve den perfekte kærlighed. Her får den sårede og sårbare dreng ”sprøjtet koncentreret selvværd” direkte ind i sine udsultede blodårer.

Han får at vide, at han er god nok. Intet står i vejen mellem Gud og hans kærlighed til Roald. Han finder faderfigurer og magtfulde autoriteter og udvikler sig hurtigt til selv at blive en karismatisk leder. Han lærer at tale i tunger og deltager i store sommerstævner, hvor de unge lærer at bede for hinanden.

”Vi fik hinanden til at falde som dominobrikker. Vi fik hinanden til at tale i sprudlende nye tunger. Vi fik profetiske syn, som vi afslørede for hinanden. Vi befalede dæmoner at forlade hinanden.”

”Du brændte nallerne på Gud, gjorde du ikke?” Spurgte hans mor ham nogle år efter. Jo, det gjorde han, og det fik da også en ende. Han brændte broerne til pinsekirken og blev udstødt af fællesskabet, da han flyttede sammen med kæresten Miriam. Bogen bliver herefter et opgør med Gud, med pinsekirken, med enhver form for fanatisme og sekterisme, ja med enhver gudstro. Bergmann formulerer en sidste bøn, hvor Gud får læst og påskrevet i bedste Malinowski-stil: ”Fader hvor?... Du efterlader faderløse sår hvor end du fucking vader og går…din fred er forloren...fri os fra det onde som i virkeligheden er dig.”

Roald og Miriam bliver gift, forlader Bornholm og pinsekirken – og til sidst også troen. Aldrig mere tilbage. Ingen indblanding fra en overnaturlig dimension. Aldrig! Og dog slutter bogen – ligesom dokumentarfilmen – med at de vender tilbage til Bornholm. Den sidste – håbefulde? – sætning lyder:

”Nu er det vist på tide at lægge min ekstremisme på hylden og blot sige, at jeg aldrig skal sige aldrig.”

Den anden bog, ”Berøringen”, bærer undertitlen: ”Om det umulige møde mellem Gud og menneske”. Finnseth, der er pædagog og cand.phil. i religionshistorie, beskriver nogle af kirkehistoriens tidlige tænkere og mystikere. I omtalen hedder det, at hun giver os kloge og livsnære refleksioner om Guds fravær og nærvær, om at forsøge at gribe ham og blive grebet, om at forsøge at forstå – og bøje sig for det uforståelige.

Selvom forfatteren leder efter svar på, hvem Jesus er, og hvad et menneske er, så er bogen karakteriseret ved dens mange fine spørgsmål. Vi får ikke noget udtømmende svar på, hvordan og hvorfor vi dog kan tro på Jesus. Om troen hedder det:

”Den vokser i den sult og længsel, der rækker hånden ud efter liv. Derfor handler troen også om ventetid, om uvished og stadige nye vandringer i et ukendt landskab, og om overraskende møder og længselsfuld berøring.”

Finnseth deler ud af sin egen barndoms erfaring med troen:

”Under aftenbønnens gammeldags ord lå den stille trøst. Der gemte han sig, Jesus, og fulgte med i alt det, der skete. Opmærksom og usynlig midt i vores hverdag så han alle ting og vidste mere, end menneskene vidste.”

Og som voksen indser hun, at det guddommelige hverken kan begribes eller defineres.

”Bag teologier og begreber findes nulpunktet, hvor mennesket står nøgent og undrende tilbage. Det er ved dette nulpunkt, troen begynder.”

I Jesus kolliderer jord og himmel, og de første kristne ”skælvede, som man gør ved den elskedes første berøring”.

Der er langt fra denne stille, mystiske og nænsomme berøring til den karismatiske, voldsomme vækkelsesprædikant, som får folk til at falde jublende og hulkende omkuld.

Finnseth gennemgår kirkefædrenes tanker og erfaringer, blandt andet hos Ignatius af Antiokia, Irenæus af Lyon, Gregor af Nazianz, Gregor af Nyssa og den kvindelige Makrina. De introduceres kort og enkelt i deres kirkehistoriske kontekst, og de teologiske og åndelige indsigter, der har relevans for nutidens kristentro. Om Ignatius hedder det, at den Jesus, han tror på, ikke er en trøstegud, ”der skal overdøve grå realiteter med stjernestøv og englesang”. Han tror på en Gud, som er en ”virkelig læge”, der selv er gået ind i mørkets dybeste zoner. Derfor bliver det aldrig rutine at være i Jesu nærhed. ”Der er altid noget i mig, der vil flygte fra en så udfordrende kærlighed.”

Irenæus tydeliggør, at mennesket er et levende, kropsligt væsen. ”Vi bliver ikke sandere eller renere af at søge ud af kroppen og ind i en rent åndelig sfære.”

Johannes af Korset skriver i 1500-tallet om visse nybegyndere på bønnens vej:

”Undertiden ønsker de, at andre skal lægge mærke til deres store åndelighed, og så vækker de opmærksomhed gennem bevægelser, suk og anden påfaldende opførsel. Engang imellem kommer de i ekstase, men det sker altid offentligt”.

Dogmerne har betydning som ”et kort over det landskab, hvor skatten ligger gemt. Vi har brug for kortet, men vi finder ikke skatten uden at vove os ind i landskabet med alle vores sanser, med kærlighedens vovemod”.

Der er mange visdomsord – herunder også til nuværende og tidligere vækkelsesprædikanter, eksempelvis ”Guds eksistens er ikke afhængig af min evne til at tro på den” og ”Vi har mere end nogensinde brug for at opøve blikket i at se mennesker som bærere af Guds billede. Også når det er faret vild og forvirret, såret og ufuldkomment. Også når det lider”.