Vor mand i Honduras

Volontøren handler om magt og afmagt i en organisation

Vor mand i Honduras

Honduras er et af verdens mest voldelige samfund. Ikke kun kriminelle bander benytter sig af bortførelser og henrettelser i jagten på magt og penge, det gælder også erhvervsledere, politikere og embedsmænd. Som tidligere volontør i landet har den danske erhvervsjurist Jonatan Tylsgaard Larsen et indgående kendskab til mekanismerne i dette magtspil.

På forsiden annonceres hans nye roman om Honduras som en krimithriller. Måske en noget overeksponeret genrebetegnelse, men bogen er spændende. Mere væsentligt er dog det billede, den giver af magt og afmagt i et gennemkorrumperet samfund. Romanen tager udgangspunkt i de faktiske begivenheder omkring mordet i 2006 på advokaten Dionisio Diaz Garcia, der forsøgte at kæmpe for ansattes rettigheder i et stort sikkerhedsfirma, og den er tilegnet hans minde.

LÆS OGSÅ:
Den svære danske åndsfrihed

I romanen følger vi en ung dansk voluntør, der arbejder som journalist i en menneskerettighedsorganisation støttet af vestlige donorer. Han vil meget gerne være med til at afsløre magthavernes beskidte tricks og maser på for at få større råderum trods organisationens forsigtighed. Snart er han dybt involveret i en retssag, som advokaten Hector er i gang med at forberede mod sikkerhedsfirmaet Hondusec. Advokaten og hans hjælpere kæmper for at få fremskaffet et bevismateriale, som kan holde i en sag mod firmaet for korruption og mord i dets forsøg på at knægte ansattes rettigheder. En domfældelse kunne få historisk betydning i landet og skabe et gennembrud for menneskerettighedsaktivisternes kamp mod overklassen og dens kriminelle metoder.

Derfor er de forhindringer, der lægges i vejen for Hector og hans støtter, store. Mange interesser er i spil, og et vigtigt virkemiddel i romanens plot er netop at tydeliggøre det uigennemskuelige net af kriminalitet. Hvem i menneskerettighedsorganisationens egne rækker er spion? Hvilke politifolk er korrumperede håndlangere for firmaet? Og i hvor stor udstrækning er landets regering involveret?

Plottet skal ikke afsløres, men der er voldsomme begivenheder og overraskelser og derudover en interessant udvikling hos hovedpersonen.Her er også konturerne af en kærlighedshistorie, ligesom spændingshistorien skrevet i en afdæmpet realisme, men stærkest står det indblik, romanen giver af en verden, der trænger til forandring.

kultur@k.dk