Der er en særlig, sød duft i luften på Vorbasse Marked. Det er den samme, der hvert år spreder sig.
Hvad den helt præcis kommer af, ved ingen, men Vorbasse-veteranerne skyder på en blanding af nedtrådt græs, støv og husdyr.
Den blander sig med lyden af hanekyllinger, der usikkert galer, forældre, der forsøger at holde styr på deres børn og kræmmere, der prutter om prisen.
Fra den 21. til den 23. juli løb kræmmermarkedet i landsbyen Vorbasse nær Billund af stablen for første gang siden 2019. Op imod 250.000 mennesker besøger årligt markedet, som er et af de største af slagsen i Danmark, og som første gang blev holdt i 1730. Mange er kommet her hele deres liv og introducerer også deres børn for det store marked. I Kristeligt Dagblads serie om folkelige kulturbegivenheder, begynder vi her: Med den søde markedsduft i næsen og blandt de mange kræmmerfolk og fremmødte - lokale, tilrejsende og hjemvendte - der gør Vorbassemarked til det traditionsrige højdepunkt på året, det for mange er.
På usædvanlig vis, og for første gang siden nogen kan huske, er ikke alle 850 stadspladser besat – 14 af dem er torsdag eftermiddag, kort efter markedets åbning, ikke afsat.
Men det er i det hele taget et lidt mærkeligt år, siger Ejvind Hoff, som er medlem af kræmmerudvalget. Han sidder, iført blå t-shirt og walke-talkie, i kræmmerkontoret, som er placeret imellem markedspladsen og landevejen.
“Vi bliver ved med at sige 'sidste år', selvom det er tre år siden, vi sidst var her – og så er vi allesammen blevet lidt rustne, både os og kræmmerne,” siger han, og de andre frivillige omkring ham griner.
Ham og de andre kræmmerudvalgsfolk arbejder med forberedelserne til markedet året rundt i deres fritid. De fleste af dem er lokale – eller også har de tidligere boet i Vorbasse og er flyttet væk, og kan ikke helt slippe markedet. Det har det med at sidde fast i folk.
Hvor smådyrene dominerer
Ikke så langt væk fra kræmmerkontoret står Anders Kristoffersen. Han har en dåseøl i hånden og er tydeligt glad. Han er her sammen med familien, som også hans forældre var der sammen med ham som lille, for at sælge høns.
“Jeg har været på Vorbasse Marked, siden jeg var tre måneder gammel. Det er 28 år i år,” siger han, mens hans onkel Henrik Nielsen erfarent krejler om prisen på hønekyllinger med en kunde, der en ad gangen læsser dem over i en flettet opbevaringskurv.
“Og min søn Willy, han var her første gang, da han var tre måneder, og når jeg er væk, så kommer han til at fortsætte med at være her. Du skal bare se dig omkring for at forstå, hvor dejligt her er.”
Det er en ganske normal hændelse på Vorbasse Marked, at en stadsplads går i arv fra forældre til børn. I det hele taget vil man gerne have gengangere på pladsen. Hvis man har haft en stadsplads, bliver man automatisk tilbudt en ny året efter.
Willy, som er tre år, er allerede i sit es på markedet, og vandrer hjemmevant rundt mellem mennesker og smådyr. Hans søster, Julie på seks år, er lidt mere genert.
Når man kommer ind på markedet dominerer smådyrene: gæs, ænder, kaniner og høns. Markedets ledelse ser med meget milde øjne på smådyrsforhandlerne: De betaler halv pris for stadspladserne. Man ønsker at bevare markedets tradition for dyr, og så er høns, kaniner og gæs også en meget familievenlig tradition, fortæller Mogens Lunde, som er medlem af kræmmerudvalget.
“Vi vil gerne have en god blanding af kræmmere, heste, smådyr og professionelle handlende. Og vi kunne se, der er kommet færre af smådyrene, så vi satte prisen ned, for at bevare dem, der var,” siger han.
Knud Ærlig og de stopfyldte kræmmertelte
I en campingstol sidder Kim Rasmussen. Han er kommet til Vorbasse fra Fuglebjerg på Vestsjælland. Med sig har han en snes æsler og ponyer, som står tøjret på en lang række. Børn kommer forsigtigt over for at se dem an.
Ét af æslerne begynder at skryde højt og længe.
“Den der har jeg solgt,” siger Kim Rasmussen tørt.
“Du kan nok høre hvorfor.”
Kim Rasmussen boede i Vorbasse, da han var yngre. For ham er markedet både en mulighed for at få handlet sine dyr, men også for at se gamle venner.
På en ladvogn står 12 smårustne, men flotte gamle knallerter. De tilhører, foreløbigt og kun indtil en køber findes, kræmmeren Knud Ærlig, hvis logo er en rotte med solbriller.
“Jeg blev bare interesseret i knallerter for fem år siden,” siger Knud Ærlig, kort efter han har forsøgt at sælge avisens udsendte en.
Han er her med den udvidede familie.
“Vi har også skrammel inde i teltene,” siger Knud Ærlig uden ironi og peger bag sig, hvor to telte er stopfyldte med porcelæn, legetøj og hatte.
Når smådyrsafdelingen af markedet er passeret, bliver Vorbasse kræmmernes territorium. Ifølge markedet selv er her en stor del amatørkræmmere: folk som rydder pulterkamrene og bruger markedet til ferie.
Her er også mere professionelle forhandlere, og der sælges både madrasser, internetabonnementer og alskens imitationer af mærkevarer.
“Mor, mor, må jeg få en Barbie?” spørger en pige på omkring seks år.
“Nej,” siger hendes mor, mens hun kæmper med syv-otte balloner, der er blevet sat fast på lillebrors barnevogn.
“Der er kun ragelse her.”
Der er ved nærmere eftersyn ikke tale om en ægte Barbie, selvom det umiddelbart ser sådan ud - logoet er “Beauty” med svungne bogstaver, ikke Barbie.
Her er mulighed for at købe kinesisk mad, en kæmpestor hotdog og gigantiske ølkrus. I en hvid bod med store billeder står to yngre mennesker parat til at sælge det medicinske vidunderprodukt “White Wonder”, som påstås at kurere alt fra røde babynumser til psoriasis.
Den flotteste mand på Christiansborg
Længere nede, men før tivoli-delen af markedet, har ingen ringere end det hårdtprøvede Dansk Folkeparti en bod overfor en kræmmer, der falbyder omkring 60 forskellige bøllehatte med pokemon og frugt-print.
Partiet, der i seneste meningsmåling fra Megafon ligger under spærregrænsen, har tidligere haft stærk opbakning i Syddanmark.
Det går nu ikke voldsomt politikerne i standen på.
Med overbevisende gå-på-mod forærer de syddanske kandidater vindmøller med blå DF-farver og kongen af Danmark-bolcher til forbipasserende. En kurv med slikposer med nu tidligere formand Kristian Thulesen Dahls ansigt trykt på er dog blevet skubbet lidt om bagved.
“Vi er det eneste parti, der har en stand på Vorbasse,” siger kandidat Susanne Eilersen. Partiet har været tilstede på markedet i en længere årrække.
“Det er ikke til at nægte, at folk er lidt negative oven på de skuffende resultater og Inger Støjbergs parti, men folk er også glade for, at vi er her.”
En mand med et Thorshammer-smykke om halsen siger højt: “Dansk Folkeparti? Dem stemmer vi ikke på, før de får en strammere udlændingepolitik.”
“Vi er i gang,” siger Susanne Eilersen.
“Det var på tide,” bider han igen uden at standse sin gang.
Partiformanden Morten Messerschmidt og hans hustru, Dot Wessman, dukker op - de skal være her et par timer, en tjans som Kristian Thulesen Dahl tidligere har haft. Mens Dot Wessman forsvinder ud i mængden af kræmmerboder, hilser partiformanden på tre fremmødte kvinder.
“Den flotteste mand på Christiansborg,” siger en af dem højt, og Morten Messerschmidt takker smilende.
Han er iført lærredssko, beige bukser og hvid skjorte.
Ifølge ham selv er det ikke noget problem at kombinere hans højkulturelle forkærlighed for opera med et besøg på Vorbasse Marked.
“Jeg elsker jo Bamses Venner og ser frem til filmen til efteråret. Det er den samme musiktradition, der er her,” siger han.
Gudstjenesten i Pubben
I den mindre verdslige ende af Vorbasse-traditioner findes et lidt overraskende islæt: nemlig markedsgudstjenesten, som forestås torsdag morgen af Susanne Østerbjerg Kargo, præst i Vorbasse Sogn.
Traditionelt har Vorbasse rødder i et såkaldt “kildemarked” i 1600-tallet. En hellig kilde på kirkegården gav anledning til hyppige markeder, og selvom kilden vist er forsvundet er markedet holdt ved.
Senere fik de troende i Vorbasse og omegn et lidt mere anstrengt forhold til markedet som, ifølge gamle menighedsudskrifter, gav anledning til “umådeholdent drikkeri”.
Men i 2011 spurgte Grundejerforeningen, som arrangerer markedet, om ikke den nyudævnte sognepræst ville holde en prædiken på selve pladsen.
“Jeg har været glad for at prædike, siden jeg blev anmodet om at gøre det af grundejerforeningen, da jeg tiltrådte som præst i 2011,” siger hun.
Markedsgudstjenesten, som finder sted i Pubben på markedet, har fået flere og flere deltagende i løbet af de seneste år, og i år var omkring 260 mennesker mødt op for at synge fire salmer og høre Susanne Østerbjerg Kargo prædike om, hvordan alle må bidrage til fællesskabet og tage en tørn som markedsvagt for at få del i det gode, som er de penge, markedet skaffer til det lokale foreningsliv.
“Både jeg og min mand har vagter, og vores sønner nyder godt af billige kontingenter for at gå til sport. Det er en god, gammel tradition for fællesskab, markedet foranstalter, som mange mennesker nyder godt af,” siger Susanne Østerbjerg Kargo.