Prøv avisen
Teater

”Revolution” efterlader os med et ugengiveligt billede af den ultimative exit

4 stjerner
I Christian Lollikes ”Revolution” udfylder skuespillerne flot deres glinsende, anonymiserende masker og udviser mageløs kropskontrol i de til overflod koreograferede scener. – Foto: Emilia Therese

Christian Lollike skræller og genføder mennesket i en desperat søgen efter en ny verden

Flygtningekrise, migrantkrise, energikrise, finanskrise, humanitære kriser, EU i krise. Krise, krise, krise. For Christian Lollike begyndte det allerede i ”Kosmisk frygt – eller den dag Brad Pitt fik paranoia” (2008), hvor tre ironiserende navlepillere spillede badebold med kloden. Nu, 10 år senere, er situationen tilspidset, krise er blevet til kriser og er ikke længere en midlertidig undtagelse, men en permanent tilstand. Vi, der har fulgt Christian Lollike tæt, kan spore en evolution i hans virke og værker, der spejler vores egen og samfundets.

I hans nyeste retoriske angreb, ”Revolution”, har karikaturerne udviklet sig til blank-hvide digitale spøgelser, der kun akkurat har handlekraft nok til at drive omkring i slowmotion i deres trygt isolerede Ikea-hjem. De lider af indbildt fri vilje og styres af algoritmer direkte imod social, økonomisk og biosfærisk nedsmeltning. Det er effektivt teater, og Lollikes menneskeanalyse er som altid lige på kornet.

Men ”Revolution” føles også som et deja-vu på både godt og ondt. Den (selv-)bebrejdende retoriske stil, der er blevet hans særkende, giver teksten et niveau af forudsigelighed. Jeg ved godt, hvor han vil hen, og jeg har egentlig ikke lyst til at høre det til ende. Og at teksten i store dele af forestillingen fremføres forvrænget i halvt tempo, gør pointerne desto mere ulidelige at høre. Han siger det selv: ”Du lyder som en film, jeg ikke orker at se.” Lollikes karakterer er lige så stampende fortabte, som vi er. De kan ikke bevæge sig videre, før vi gør det.

Skuespillerne Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Marie Marschner og Kjartan Hansen udfylder flot deres glinsende, anonymiserende masker og udviser mageløs kropskontrol i de til overflod koreograferede scener. Forestillingen er faktisk mest effektiv i sine ordløse, visuelle sekvenser. Som da skuespillerne vælter bagover af skræk i sofaen eller i de langstrakte, modløse pauser mellem verbale udgydelser.

I små frikvarterer undervejs transformeres karaktererne til et flerstemmigt, harmonisk kor. ”Børnene vil vende hjem fra deres legeeksil i den digitale verden med en ny verden,” synger de, og vi skælver lidt i sæderne.

”Revolution” ligner på mange måder kulminationen på Lollikes projekt. Hans unavngivne karakterer leger med forskellige greb om fænomenet revolution og de muligheder, en gennemgribende transformation kunne bringe med sig.

Den liberale ironiker er indifferent, marxisten vil revolutionere ordentligt, brænde pengene, indføre bytteøkonomi. Men ingen kan for alvor forestille sig en ny normalitet, når den gamle stadig står i vejen. Det politiske og rationelle menneske har vist sig ude af stand til at agere. Vi må sende vores ego i syrebad, skabe en ny bevidsthedsstruktur.

Og det gør Lollike så: sender sine mennesker ud i en bizar renselsesproces, og det politiske menneske genfødes som et dyrisk, ansigtsløst væsen. Men så kommer børnene. De, som vil lide konsekvenserne af vores laden-stå-til. Hvad vil de gøre? Lollikes bud er rystende effektivt – en sidste desperat advarsel. ”Revolution” efterlader os med et ugengiveligt billede af den ultimative exit.