Prøv avisen
Interview

Vores forandringsneurotiske samfund har brug for eftertænksomhed

Hængekøjen er et godt sted til eftertænksomhed, men historiker Henrik Jensen regner ikke med at få mindre at se til, når han går på pension. Det efterlader blot mere tid til at holde foredrag, skrive bøger og blande sig i samfundsdebatten. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Efter 42 år på Roskilde Universitet går historiker Henrik Jensen på pension for at blive eremit i et imaginært havehus. Det er lige det, vores travle og overfladiske samfund har brug for, siger han

Henrik Jensen er i sine tanker i gang med at bygge et havehus. Det har han længe haft lyst til.

”Jeg vil gerne skrive en bog om mit liv som eremit. I flere år har jeg haft en tanke om at skrive en bog om en mand, som kunne være mig, der flytter ud i sit eget havehus, og så sidder han der og tænker tanker,” siger Henrik Jensen og gør opmærksom på, at han ikke har et havehus.

Man kunne ellers forestille sig, at han i tråd med nogle af filosofiens store tænkere ville bygge sit eget havehus. Som Ludwig Wittgenstein, der byggede en hytte på et ufremkommeligt sted ved Sognefjorden i Norge, eller Martin Heidegger, som selv lod en primitiv hytte bygge i Todtnauberg i Schwarzwald i Tyskland.

Men nej, han har i sinde at forholde sig fuldstændig teoretisk til det, ler han.

Efter 42 års virke som historiker på Roskilde Universitet går Henrik Jensen nu på pension. Han fik sit folkelige gennembrud i 1998 med det civilisationskritiske værk ”Ofrets århundrede”, hvor han analyserer det 20. århundredes historie med udgangspunkt i Første Verdenskrig. Hans tanker om overgangen fra et pligtbaseret til et rettighedsbaseret samfund åbnede for et virke som foredragsholder, debattør og klummeskribent. Først i denne avis og senere i Jyllands-Posten. En rolle, han siden da har befundet sig godt i. Han siger selv, at han i den proces fandt sig selv fagligt.

Læs uddrag af Henrik Jensens seneste bog ”Krigen 1914-1918 - og hvordan den forandrede verden” her 

”Det er magtpåliggende for mig at se en sammenhæng mellem historien og den verden, vi lever i. Det er nok i virkeligheden den røde tråd gennem alt det, jeg har lavet. For nogle er det nok at beskæftige sig med historien for historiens skyld. Jeg vil til enhver tid prøve at se, hvordan de historiske begivenheder har betydning for os i dag og forsøge at formidle det bredt,” siger han og klapper Abi, familiens hund, der med bjæf og begejstring fylder godt i parcelhuset i Emdrup i København.

Næsten lige så begejstret som hunden er, er Henrik Jensen for udsigten til at isolere sig som eneboer - rent teoretisk, altså.

I en tid, hvor moderne teknologi i ledtog med individualiseringen og markedskræfterne kæmper om vores opmærksomhed, fra vi slår øjnene op om morgenen, er tilbagetrækning en nødvendighed. Derfor har Henrik Jensen heller ikke i sinde at bruge den nyerhvervede tid, der følger med pensionisttilværelsen, på at oprette en Facebookprofil. I stedet vil han, i hvert fald teoretisk, isolere sig i et havehus og tænke store tanker. Det vil han bruge som udgangspunkt for at skrive en bog om eremitter op gennem historien. Eremitter eller eneboere kender man helt tilbage fra oldtiden. Det er mennesker, der trækker sig tilbage til ensomme steder for typisk at rette tankerne mod Gud. Det fascinerer ham.

”Eremitter har altid forekommet mig interessante. Andre mennesker har til stadighed opsøgt dem med en forestilling om, at ham, der sidder alene derude i skoven, han må vide noget. I virkeligheden er det jo latterligt at komme med sociale problemer til en, der helt har opgivet at være sammen med andre. På den anden side giver det mening, at man har brug for at trække sig tilbage for at kunne tænke over tingene, bearbejde dem og så vende tilbage med et budskab,” siger Henrik Jensen.

Han peger på de bibelske profeter og benævner dem som en slags eremit-profeter. Dem kan han godt identificere sig med.

”Det her med at sidde for sig selv, tænke over verden og så kunne lægge noget frem. Som forsker, forfatter og debattør kan jeg godt identificere mig med den situation, og jeg tænker egentlig, at det er en funktion, som vores travle og overfladiske samfund har brug for,” siger han.

Derfor har han i virkelighedens verden heller ikke tænkt sig at synke hen i tilværelsen som eremit-pensionist. Han bebuder, at nok afslutter han en epoke på Roskilde Universitet, men forfatterskabet og rollen som kras debattør vil han stadig dyrke. Og nu bliver der mere tid til den del, som han siger.

Han skal dog vænne sig til tanken. På mange måder har Roskilde Universitet været den mest ”konstante konstant” i hans liv, sådan formulerer han det selv.

Han kom til Roskilde Universitet i 1973 - godt et år efter, at universitet blev skabt ud af et ønske om en ny type universitet, hvor undervisningen skulle baseres på tværfaglighed og problemorienteret projektarbejde. Universitetet var i de første leveår udsat for en voldsom kritik, da en stor del af lærerkorpset identificerede sig med den politiske venstrefløj. Det gjorde sig også gældende for Henrik Jensen, der blev ansat på baggrund af en specialeafhandling fra Københavns Universitet, hvor han benyttede marxistisk metode.

Det kan måske undre, at manden, der i dag kalder sig selv konservativ og af mange kendes for bøger som ”Det faderløse samfund” og ”Det ordentlige menneske”, hvor han revser tidsånden og skælder ud over en for blødsøden velfærdsstat, selv startede ud som marxist. Men sådan var det bare dengang, siger han.

”Men jeg var min egen marxist. Ikke den gængse type,” understreger han og forklarer, at langt de fleste var tysk inspireret, hvor han var fransk inspireret og optaget af strukturalismen frem for den mere gængse økonomi-logik, som man ellers gik meget op i. Han var interesseret i samfundet forstået som en struktur og altså forholdet mellem den enkelte og helheden. Og selvom han ikke længere er marxist, er han sådan set stadig optaget af det forhold.

Artiklen fortsætter under billedet 

Det blev ”den sorte død” i middelalderen, der fik ham til at bryde definitivt med den marxistiske ideologi, da han tilbage i 1980'erne skrev en bog om denne historiske begivenhed.

”Det lå frygteligt fast, hvordan man skulle anskue den katastrofe, som pesten i middelalderen var, hvis man havde marxismen som udgangspunkt. Det generede mig, at det mest væsentlige ved historien gik tabt på den måde, nemlig katastrofen ved det hele,” siger han.

I marxistisk optik ville det chok, som Henrik Jensen mener, at ”den sorte død” var, blot blive anskuet som et led i en overordnet struktur, hvor samfundet naturligt udvikler sig gradvist.

”Man ville se det som en befolkningsnedgang, der hurtigt ville komme op igen. Men tænk, hvilket chok det har været for de overlevende. Hele deres verdensbillede faldt jo fra hinanden. Hvis Gud kunne lade halvdelen af befolkningen dø, hvem var han så? Og hvem var de selv?”, siger han.

Og denne mentalhistoriske tilgang til verdens gang er siden blevet hans varemærke og har altså været medvirkende til flere spring, når det gælder politisk ståsted. For ti år siden erklærede han sig selv som socialdemokrat her i avisen, med den begrundelse, at partiet havde et projekt omkring samfundsfællesskab. Han mente, at de liberale partier leflede for den enkelte i stedet for at forstå den enkelte som en del af et sammenhængende fællesskab, alle var forpligtet på.

”Men den socialdemokratiske ligning gik ikke op. Man havde den grundlæggende tanke, at hvis man gav folk, hvad de havde behov for, så ville de udvikle mere kærlighed og empati, men det, der skete, var, at de tværtimod udviklede egoisme og mere selvoptagethed. Jeg tror, det gavner alle, at der nu bliver strammet op, når det gælder sociale ydelser,” siger han.

Han mener, at den naturlige reaktion på den samfundsudvikling, der finder sted, er at blive en smule konservativ. Dog ikke i gængs politisk forstand, da Det Konservative Folkeparti ifølge Henrik Jensen ikke er konservativt, men liberalt.

”I en tid, hvor alting udvikler sig så hurtigt, er det nødvendigt at være opmærksom på det, vi taber i skyndingen. Vores samfund er forandringsneurotisk. Bliver man ansat som leder eller valgt som politiker, skal man partout forandre noget. Da den dengang radikale Uffe Elbæk lige var blevet kulturminister, sagde han: 'Vi vælger jo politikere for, at de skal forandre noget.' Sikke noget sludder! Vi vælger politikere for at de skal forvalte noget og selvfølgelig forandre noget, hvis det er nødvendigt, men ikke for forandringens egen skyld,” siger manden, der stadig ikke er på Facebook, selvom godt tre millioner danskere har fundet vej til det sociale netværk. Han lægger sine ben op på sofabordet og afslører et par udtrådte kinasko. Bag ham er en imponerende musiksamling.

Du har bevaret cd'erne og er ikke begyndt at streame musik på nettet?

”Nej,” ler han.

”Jeg bekæmper fremmedgørelsen.”

Det er dog ikke en pladesamling?

”Jo, den står bagved dig,” siger han, en lille smule triumferende.

Måske er det holdninger som disse, der gør, at Henrik Jensen fra tid til anden bliver konfronteret med prædikatet ”kulturpessimist”. En betegnelse, han vægrer sig ved.

”Hvis jeg var pessimist, ville jeg jo ikke skrive mine bøger og klummer. Jeg skriver dem for at komme i kontakt med mennesker og skabe eftertanke,” siger han.

Selvom Henrik Jensen ikke vil være pessimist, gruer han dog ved at skulle forsøge sig udi rollen som optimist. Men han tager alligevel, leende og med behørigt brok, imod udfordringen at nævne tre grunde til optimisme i vor tid. Han kalder det en god øvelse.

Og her kommer de: Ungdommen, naturen og kærligheden. Så måske er der alligevel en gammel hippie gemt på bunden af den karske kulturkritiker?

”Jeg tror, at vi alle har en grundlæggende moral i os. Vi er ikke født med den, den er overført kulturelt. Det, at vi faktisk godt ved, hvad der er det rigtige og ordentlige at gøre, det er noget, man kan bygge på. Al den tale om at ungdommen er et problem, den abonnerer jeg ikke på. Selvom familierne i den grad sover i timen, når det gælder opdragelse, og forældre hellere vil være venner med deres børn, end de vil sætte grænser for dem, så ser jeg rigtig meget pligtkultur i de unge,” siger han.

Det kan man blandt andet se på de unges forbrug af fortællinger som eksempelvis Rowlings ”Harry Potter” og Tolkiens ”Ringenes herre”.

”Den slags fortællinger handler jo kolossalt meget om pligtkultur. Det er historier om opofrelse, om at gøre sit yderste for at redde verden. At de historier bliver slugt, er et udtryk for en eller anden form for længsel i den enkelte. Det mener jeg er grundlag for håb,” siger han og uddyber modstræbende endnu en grund til optimisme.

”Jeg har en meget håbefuld følelse i forhold til naturen. Jeg bilder mig ind, at den er skabt på trods af al tale om Darwin og evolution. På den måde får du både mening og orden ind i den. Hvis den er skabt, er den skabt, fordi den skulle være, som den er. Det er fascinerende. Den holdbarhed, som der er over den: Ting gror med en usædvanlig stædighed, uanset hvor svært vi gør det for naturen. Når man taler om, at vi skaber en situation, hvor jorden går under, så tror jeg, man tager fejl. Det er ikke jorden, men os, der går under. Naturen forsvinder ikke, den vil finde sin form. Det er fuldstændig fantastisk, at der er en grøn planet med liv i vores kolossale univers,” siger han.

Men der, hvor Henrik Jensen virkelig finder håb, er i kærligheden.

”I den nære relation til min kæreste og mine børn. Kærlighed er, hvad det hele handler om. Det er enestående med en relation, hvor man gør glad og bliver glad,” siger han og undskylder, at det lyder lidt ”lamt”. På det seneste har han set en række Hollywood-film om jordens undergang, hvor moralen er, at når alt kommer til alt, er mennesket ondt og sig selv nærmest.

”Så er det virkelig håbløst. Jeg mener, at mennesket lever i en situation, hvor det i en vis udstrækning træffer frie valg. Det kan udmønte sig i ondskab, ja, men også i godhed og kærlighed. Og det er for mig at se det dominerende grundlag for at forestille sig, at noget kan blive bedre,” siger han.

Historikeren blev i går fejret ved en afskedsreception på Roskilde Universitet, men hvornår det imaginære havehus er færdigt og klar til at tage imod eremit-pensionisten Henrik Jensen, er endnu uvist, melder han selv.

Læs uddrag af Henrik Jensens seneste bog ”Krigen 1914-1918 - og hvordan den forandrede verden” her

Henrik Jensen. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Henrik Jensen. Foto: Petra Theibel Jacobsen