Et folk kendes på sine fester. Hvad fejrer vi? I dagens Danmark er det endnu den kristne festkalender, der siger noget om os. Vi fejrer helligdagene jul, påske, bededag, Kristi himmelfart og pinse med fridage, og de fleste af os holder stadig fri om søndagen.
Der har de senere år været flere forsøg på at nedtone den kristne festkalender. Da man for en halv snes år siden diskuterede, om bededag skulle gøres til en arbejdsdag, sagde en repræsentant for fagbevægelsen: ”Vi har de helligdage, vi skal have!”. Færdig!
Det har vi stadig, og festerne er jo interessante, men kendskabet til indholdet i dem er måske ved at skride noget. Hvor mange danskere kan remse alle dagene i påsken op og samtidigt stå på et ben? Hvad fejrer vi i pinsen? Jeg er sikker på, at mange læsere af denne avis har godt styr på påskens dage og ved, at pinsen er Helligåndens komme.
Jeg er også sikker på, at mange ikke rigtigt ved, hvad oprindelsen til disse fester er. Det er der ikke noget at sige til. Det er jo vigtigere at vide, hvorledes de kristne fester orienterer sig om Jesus og deres betydning for os. Siden det fjerde århundrede har man i Europa haft et kirkeår, der fortæller hans historie ind i vores år. Et kirkeår afspejler ikke kun et tidsforløb, det rummer også en tolkning af tiden. Festerne året igennem væver os ind i den nytestamentlige kontekst.
Disse fester har en interessant jødisk forhistorie. Den fortæller sognepræst i Kristkirken i Kolding Jan Holm Mortensen om i sin bog ”Jesus og de jødiske fester”, og han gør det godt. Man kan godt mærke, at han har været præst for en messiansk-jødisk menighed i Tel Aviv og før det præst for den danske menighed i Jerusalem. Han kan sit stof og har levet i det. Hans bog er et godt eksempel på det, man tidligere kaldte præstegårdsteologi. Vi har en fornem tradition her i landet, hvor præster, samtidig med at de passer deres sogneembeder, også studerer den hellige skrift og udgiver bøger derom.
Jan Holm Mortensen behandler i sin bog blandt andet de tre store jødiske fester påsken, pinsen og løvhyttefesten, som er klangbunde for Jesu virke og betydning. Hans grundlæggende holdning er, at forståelsen af de jødiske festers brug og oprindelse øger vores forståelse af de kristne fester, og dermed klargøres Jesu betydning for os. Der er en klar Jesus-forkyndelse i bogen.
Påsken hos os er jo dramaet om Jesus fra palmesøndag til opstandelsesdagen påskedag. I jødisk sammenhæng er påsken tre fester i én, der alle har rod i det ældste Israel. Oprindeligt var påsken en forårsfest, hvor man takkede for byghøsten. Desuden var den en fest, hvor man ofrede et brændoffer i form af et lam i tak til Gud for alt nyfødt. Endelig blev den en mindefest for udfrielsen fra Ægypten, hvor folket frelstes fra undertrykkerne og døden. Disse tre elementer smelter sammen til én stor fest, der primært fejres i Jerusalem. Det er denne fest, Jesus totalt fornyer. Han er lammet og brødet og Frelseren.
Jan Holm Mortensen har indlagt en række ekskurser i bogen, hvor han på farvet papir redegør nærmere for for eksempel problemerne omkring dateringen af skærtorsdag og langfredag. De fire evangelier har forskellige opfattelser af dateringen af disse. De tre synoptiske evangelier placerer nadverens indstiftelse under selve den jødiske påske, mens Johannes-evangeliet placerer den før selve påskefesten. Der er forskellige teologiske grunde til, at de gør, som de gør. Den diskussion tager Jan Holm Mortensen op. Han har sine rødder i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) og Menighedsfakultetet og det konservative bibelsyn, der præger disse to steder. Det præger bogen, men han søger ikke at harmonisere Det Nye Testamente. Der er stadig brikker, der mangler, skriver han.
Ligeledes tager han pinsen under behandling. Oprindeligt var det en fest for hvedehøsten og en fest for loven givet på Sinaibjerget, dengang man boede i telte i ørkenen. Loven tog bolig blandt folket i tabernaklet. I den kristne pinsefest kommer Helligånden og tager bolig i hjertet på de mennesker, der tror på Jesus. Ånden flytter så at sige ind i os og giver os et nyt hjerte og rykker festen fri af en stedbundethed.
Desværre tabte man i den kristne fest tilknytningen til hvedefesten, og dermed tabte vi et madmæssigst perspektiv i vores pinse. Derfor prøvede biskop Lindhardt for år tilbage at koble fisk og pinse sammen, men det er en anden historie.
Den helt store jødiske fest løvhyttefesten, der varede syv dage, hvor man flyttede ud i løvhytter og takkede for alle efterårshøstens gaver, såsom for eksempel granatæbler, figner, dadler, oliven og vin, var festen over dem alle! Men den kom ikke med over i den kristne kalender. Måske fordi den kun perifert kan kobles til Jesu historie, og fordi de kristne efter år 135 e.Kr. ville distancere sig fra de jødiske oprørere. Dog har vi i Danmark bevaret en lille reminiscens af en efterårstakkefest i form af høstgudstjenesten, hvor vi takker Gud for alle gode gaver.
Jan Holm Mortensens bog er grundig, men også lidt omstændelig nogle steder. Forlaget har udstyret bogen med gode billeder og fine illustrationer.
Den behandler også andre jødiske fester såsom sabbatten, hornblæsningsdagen (nytåret), den store forsoningsdag (Yom Kippur) og lysfesten hanukkah, hvor koblingen til vores julefest jo er nærliggende, men hvor Jesu fødsel er den afgørende forskel, der begrunder, at hanukkah ikke er en del af vores tradition.
Jeg vil ikke sige, at det var en fest at læse den bog, men det var tæt på. Her er stof til at blive klogere på den bibelske verden, og det er da festligt i sig selv.