Prøv avisen

Vores tid har glemt, hvad blasfemi er

Den franske satire-tegner Jean Plantureux 'Plantu', fra avisen Le Monde har stiftet organisationen Cartooning for Peace, som vil kombinere kampen for ytringsfrihed med respekten for religiøse følelser. Foto: LEONARDO MUNOZ Denmark

Det bliver sværere at skabe satire om religion, mener den franske tegner Plantu, som med organisationen Cartooning for Peace vil beskytte både ytringsfrihed og sameksistens

Plantu er med egne ord i krig. I krig for ytringsfriheden. Og i krig for freden. To sider af samme sag – og to målsætninger for organisationen Cartooning for Peace, Tegnere for Fred, som han oprettede sammen med Kofi Annan, tidligere generalsekretær for FN, da protesterne mod de danske Muhammed-tegninger var på deres højeste.

– Muhammed-krisen er ytringsfrihedens 11. september. Lige siden har vi været i krig. Retten til at tænke frit er under pres. Og dette pres er blevet værre. Tidligere kunne egyptiske bladtegnere tegne hykleriske imamer, der flirter med pigerne. Det er slut nu. De satiriske tegnere befinder sig i frontlinjen blandt dem, der først rammes af anslag mod ytringsfriheden, siger den franske tegner.

Hver dag har Plantu, med det borgerlige navn Jean Plantureux, sin egen personlige lederklumme på forsiden af Frankrigs førende dagblad, Le Monde. En tegning, som i koncentreret og stærkt satirisk form kommenterer et af nyhedsstrømmens varme emner. En tegning af Plantu er ofte en mere skarptvinklet politisk kommentar end avisens egne lederartikler.

Hans streg er nærmest blevet varemærke for Le Monde. Hans figurer i mandshøjde tager imod allerede ved indgangen i bladhusets moderne glasfoyer.

Men Plantus tegninger udløser også i stigende grad protester. Fra jøder, muslimer og kristne trossamfund eller fra alle mulige andre interesseorganisationer, som føler sig forulempet eller ydmyget af en satirisk tegning.

– Der går ikke en uge, uden at jeg ryger ind i en eller anden polemik. Jeg havde fået for vane at tegne Socialistpartiets formand, Martine Aubry, som en elefant, fordi hun tilhører den gamle garde i partiet, som kaldes elefanter i Frankrig. Men kvindeorganisationerne klagede over, at det var mandschauvinistisk at tegne Martine Aubry som en elefant. I stedet tegner jeg hende nu systematisk med en lyserød plydselefant i armene. Og effekten er faktisk endnu stærkere, siger Plantu, overmåde tilfreds med resultatet af denne tilsyneladende retræte.

For trods krigsretorikken er Plantus kamp for ytringsfriheden ikke frontal. Cartooning for Peace er en kamporganisation, som støtter forfulgte tegnere og hylder ytringsfriheden med vandreudstillinger med tegninger af organisationens 70 medlemmer, deriblandt Lars-Ole Nejstgaard og Carsten Graabæk, der er kendt fra tegneseriestriberne Statsministeren.

– Men vores mål er også at bidrage til at skabe fred mellem befolkningsgrupperne. Der er mange, der ønsker et svælg mellem den muslimske verden og Vesten. Vores mål er at bygge broer med vores tegninger, hvor andre graver grøfter. Og det gør vi ved at bruge vores ytringsfrihed. Men ved at bruge den fornuftigt. Vi vil irritere. Men vi vil ikke ydmyge, siger Plantu.

I danske øren lyder denne nuancering hurtigt som en politisk korrekt undvigemanøvre. Men sådan ser Plantu ikke på det. For at illustrere sit synspunkt finder han et fotografi frem af en af de utallige bunker i kontoret på hovedsædet for Le Monde i Paris.

Billedet viser et moderne kunstværk af den kontroversielle belgiske kunstner Wim Delvoye, som excellerer i tatoveringer. Billedet viser en kristusfigur tatoveret på ryggen af et svin.

– Hvis han nu var rigtig modig, havde han tatoveret profeten Muhammed. Han kan jo roligt tatovere Kristus, det sker det ikke noget ved, siger Plantu.

– Om han burde tatovere profeten? Nej da. Et af vor tids problemer er, at vi ikke længere ved, hvad blasfemi er. At tatovere en jesusfigur på et svin er jo blasfemi, og det er rystende, at nogen kan finde på det, siger tegneren.

Men han er heller tilhænger af forbud mod blasfemi.

– Oh skræk, oh rædsel. Mere klart kan jeg ikke sige det.

For Plantu er ytringsfriheden en konstant balancegang. Man skal have ret til at udtrykke det, man har lyst til. Men man skal have omtanke nok til, at man ikke siger hvad som helst.

– Det er ikke selvcensur. Det er at benytte sin sunde fornuft. Det tjener intet formål at gøre dem, der lytter til os, døve for vores budskab. Hvis man starter en debat med at sige "dumme svin", hører modparten ikke vores argumenter. Jeg har selv tegnet den serbiske diktator og krigsforbryder Milosevic som et svin, fordi jeg ønskede at fornærme ham. Men satiriske tegninger kan godt være subtile, og jeg ønsker ikke at provokere for provokationens egen skyld.

Plantus tegninger kombinerer den balancegang mellem subtilitet og satire. Han går ikke på kompromis med det essentielle. Men hans satire er velgennemtænkt.

Da Muhammed-krisen brød ud, lavede han selv en tegning, hvor han skrev sætningen "jeg må ikke tegne profeten Muhammed" så mange gange, at sætningerne til sammen formede et ansigt – måske profetens. Under den franske burkadebat tegnede han en burkaklædt kvinde omgivet af et metalbur. "Det er min religion", siger taleboblen.

– I sømandskredse findes der en overtro om, at det betyder ulykke at sige ordet "kanin" på et skib. Jeg kan godt leve med at lade være med at sige "kanin", så længe jeg kan skrive om, hvad der foregår på skibet. Jeg er ligeglad med, om jeg kan tegne Muhammed eller ej. Det vigtigste er at bekæmpe kvindelig omskæring eller burkatvang.

– Jeg kan godt lave en tegning, der viser Jesus i færd med at misbruge en messedreng. Det vil de blive sure over i Vatikanet. Men det vigtige er jo, at jeg kan tegne en tegning om pædofiliskandalerne i den katolske kirke. Jeg kan også sagtens tegne Muhammed som en gris. Men det er ikke det, jeg vil bruge min ytringsfrihed til. Jeg vil bruge min frihed til et journalistisk stykke arbejde, ikke til at skabe konflikter for konfliktens egen skyld, siger Plantu.

Han vil ikke direkte kommentere den arabiske injuriesag mod danske aviser ved en domstol i London eller Politikens beslutning om at undskylde for offentliggørelsen af Muhammedtegningerne.

– Jeg foretrækker at sørge for, at jeg aldrig bringer mig i en situation, hvor jeg kan føle mig forpligtet til at undskylde. Men det er klart, at når først der er dødstrusler mod en tegner eller optøjer, der koster dødsfald, så må man tage tegnerens parti, siger Plantu.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk