Vores tillid til verden ligger i griberefleksen

Svenske Kerstin Ekmans roman ”Knivkasterens kvinde” blev fødselshjælper for Dorthe Nors’ forfatterskab og gennembrud i USA

Kerstin Ekman er min fødselshjælper (på billedet), fortæller forfatter Dorthe Nors. Foto: Pica/Ulf Palm

I slutningen af 1990’erne skrev jeg speciale på Aarhus Universitet om den svenske forfatter Kerstin Ekman, og i den forbindelse læste jeg romanen ”Knivkasterens kvinde” (1990).

Den blev ikke en del af specialet, for den var så anderledes end resten af forfatterskabet, men til gengæld kom den til at følge mig i mit eget forfatterskab.

Romanen rummer Kerstin Ekmans meget personlige beretning om en operation, hvor hun får fjernet sin livmoder.

Operationen beskrives som et overgreb og efterlader en følelse af tabt kvindelighed, hvilket medfører dyb depression, men også en senere forsoning med tilværelsen. Sorgen og smerten over at være blevet gjort ufrugtbar spejles i brugen af myten om moder- og frugtbarhedsguden Ishtars nedstigning til underverdenen.

Romanen er skrevet på vers. Den er skrevet, da Kerstin Ekman var midt i 40’erne og godt i gang med sit forfatterskab, men var egentlig ikke møntet på udgivelse.

Når ”Knivkasterens kvinde” alligevel blev udgivet, skyldtes det indignation. Kerstin Ekman sad i Det Svenske Akademi, og her overhørte hun en mandlig kollega udtale sig negativt om kvindelitteratur. Han sagde blandt andet, at den slags underlivsberetninger, som kvinder skrev, ikke kunne være interessante for nogen at læse. Det blev Kerstin Ekman så vred over, at hun gik hjem i sin skunk og hentede et manuskript frem, der havde ligget der meget længe.

Hun fik selv fjernet sin livmoder som 22-årig og skrev en del år senere romanen som en form for selvterapi.

Hun tænkte, at det kunne ingen da interessere sig for, men da den mandlige kollega nedgjorde kvindelig kropserfaring som uvedkommende litteratur, bestemte hun sig til at udgive teksten alligevel. Hun var jo på det tidspunkt en stor og anerkendt forfatter, og romanen blev bedømt som en lidt mærkelig bog, hvor hun brød suverænt med form og konvention.

Da jeg læste den, blev jeg meget berørt.

Jeg var i forvejen meget optaget af hendes brug af myter, men denne bog var på samme tid utrolig personlig, vis og generøs. Kerstin Ekman holder ikke tilbage på noget erfaringsstof, men hun evner samtidig at gøre teksten almen eksistentiel i ganske få strofer.

Der er passager, jeg har læst igen og igen, for eksempel denne:

”Den der bliver født lukker hænderne / om fingre / leder med munden / øjnene, tror. Tilliden findes / uden vinger og gren / lader sig falde / er tyngden i os / Gud.”

Det er for mig et ufatteligt smukt billede på noget utroligt kompleks. Hvordan vi finder tillid til hinanden i en brutal verden, hvordan vi oplever tabet og smerten, hvordan vi får tilliden til at blive ved med at leve.

Det, siger Kerstin Ekman, er vi født med. Det ligger i griberefleksen.

Kerstin Ekman trykkede på de rigtige knapper hos mig, også de feministiske knapper, og jeg er stadig drevet ind i hendes tekster på en meget eksistentiel måde.

Jeg har genlæst romanen flere gange. Sidste gang, jeg havde den fremme, var, da jeg skrev mine to kortromaner ”Dage” og ”Minna mangler et øvelokale”.

Jeg var formmæssigt meget optaget af ”Knivkasterens kvinde”, og det var den, der ligesom gav mig licens til at prøve noget af det samme. Når Kerstin Ekman, der ellers var så fast i sin form, turde bryde konventionerne, så var det ok at gøre, tænkte jeg. Det kom så til at betyde alt for mig.

Det at turde gøre det gjorde hele forskellen, og uden det mod havde jeg ikke fået mit gennembrud i USA. Når man holder op med at arbejde i lange formater, så bliver man tvunget til at være meget præcis. Jeg tror, at enhver forfatter har en andens forfatterskab eller en bestemt bog, som er med til at låse op for skriveriet. Man ved, hvem der løsnede lågen til sit forfatterskab.

Kerstin Ekman er min fødselshjælper.