Når man læser Simon Grotrians digte, slår det én gang på gang, hvor fattigt og fantasiløst det konventions- og begrebsstyrede sprog, vi går rundt og bruger til dagligt, er. Mens vi almindelige mennesker og de politikere og bureaukrater, der er sat til at sætte rammer for os, tror, at målet er at udbrede et sprog, som kan bruges til at ordne og forklare verden, er det ganske anderledes for digterne.
LÆS OGSÅ: Moderne salmer er populære
Det gælder ikke mindst Simon Grotrian, hos hvem det drejer sig om at suggerere og visualisere en grænsesprængende religiøs oplevelse. Dette foregår altid med pragtfulde fantasiæggende billeder, således at man i sandhed forstår, hvad der menes, når man siger, at sproget kan være levende.
"Myrrapollen" hedder Grotrians nye værk, der består af 45 salmer. Bogen rummer ikke bare et væld af beskrivelser af facetter ved kristenlivet, men er også i særdeleshed orienteret mod en konkret anvendelse, da de 45 salmer følger kirkeåret og således i høj grad kan anvendes til gudstjenester.
I Grotrians poetiske univers optræder der et bredt spektrum af stemninger, der spænder fra angst og fortvivlelse til ekstatisk længsel og nærvær. Grundvilkåret er, at kun troen kan løfte os ud af den pinefulde tilstand, som jordelivet udgør. En flot og præcis beskrivelse af denne livsfølelse lyder: "Jeg længes/ til jeg sprænges/ efter livet efter døden/ som et skib i morgenrøden". Og man kan her supplere med en pragtfuld strofe, der gør rede for, hvordan netop digterens salmer har en mission i den uudholdelige fakticitet: "Jeg føler mig dømt til at leve/ bag højspændingsmasternes nerver/ derfor må jeg sende dig breve/ som englefloksketsjere server".
Grotrians tekster får ofte deres unikke skønhed og styrke i kraft af deres bizarre hæslighedsæstetik, og den får aldrig for lidt, når jordelivets modbydelighed skal udmales. Nyd for eksempel denne lille salve: "Flødekager driver gennem åerne i gryet/ splittet ad i drømmenes oktoberrøde kværne".
Modpolen til denne lidelsesfyldte tilværelse klinger dog altid klart igennem i Grotrians salmer. Det kan enten være i en afdæmpet og kontemplativ hengivelse: "Bogstavsløse tekster ligger atter/ under den fortravlede trafik/ vi kan rumme bønnen, til vi fatter/ at Vorherre vælter kongens brik". Eller det kan være i en selvbevidst og triumferende bekendelse til troen: "Nu kalder Vorherre med klokketårnslyden/ i verden, hvor blomsterne gror/ og gaverne strør han med solstrålers syden/ jeg drikker paletten og tror".
Man bemærker, hvor virtuost Grotrian betjener sig af en vifte af forskellige rytmiske former, og man må i dette hele taget aldrig være i tvivl om, at der ligger særdeles store færdigheder og omkostninger bag Grotrians værker. Med hensyn til det sidste har "Myrrapollen" noget så sjældent som et dybt personligt digt om den pris, man må betale, hvis man som Grotrian igennem årtier er gået planken ud som den mest initierede og egensindige kristne danske digter i nyere tid.
Det utrolig smukke digt, som vi hermed lader stå som en anbefaling af bogen, lyder: "I tror, at jeg daler som fuglen i tankernes flugt/ jeg lytter til himlen, hvor englene synger så smukt./ I tror, at jeg ikke er til i min guld-lavaelv/ men sorgerne gør, at jeg skriver på Gudsriget selv."
Simon Grotrian: Myrrapollen. Salmer. 56 sider. 199 kroner. Alfa.