Jeg tillader mig igen at ride en kæphest: sprog. I forbindelse med covid-19-pandemien har det vist sig, at danske myndigheder åbenbart er meget ukyndige i eller også meget uvillige til at informere på andre sprog end dansk. Både på Københavns Vestegn og i Nordjylland er der adskillige mennesker, det ene sted fastboende, det andet sted gæstearbejdende, som har et andet modersmål end dansk, og som derfor måske ikke altid helt har forstået, hvad myndighederne har meddelt om afstand og andre forholdsregler. Alle skal bare kunne dansk (undtagen på de videregående uddannelser og i forskningen, hvor det gælder om for alt i verden ikke at betjene sig af det danske sprog).
Og det med sproget kan også være svært nok for indfødte danskere. I foråret hørte vi pludselig om ”kritiske” samfundsfunktioner. Meningen var vigtige eller væsentlige eller betydningsfulde funktioner. Der var ord nok at vælge imellem, og skulle det endelig være et fremmedord, kunne man sige centrale.
Hvis borgere med andre modersmål i deres danskundervisning har hørt, hvad ordet ”kritisk” normalt betyder på dansk, kan de nemt blive forvirrede. Og vi kunne alle sammen blive det, når det nu skrottede forslag til ny epidemilov talte om ”samfundskritiske” sygdomme. Er det så sygdomme, som er særlig vigtige for, at samfundet kan trives? Mere sandsynligt er det vel, at man i fremtiden får en sygdomsdiagnose, hvis man er samfundskritisk.
I Danmark taler vi meget om identitet. Men vi er ligeglade med et af dens væsentligste (”kritiske”?) elementer: sproget. Det gælder både modersmål og fremmedsprog, som begge bidrager til personlighedens dannelse. Hvad fremmedsprog angår, har Danmark i en menneskealder negligeret uddannelserne i dem. For nogle år siden gik man så vidt, at man afskaffede autorisationen, altså den statslige kvalitetskontrol, af translatører og tolke. Nogenlunde samtidig drøftede man en certificering af tatovører, for her kunne man selvfølgelig ikke bare lade stå til.
Alt det er velkendt, velbeskrevet og gennemanalyseret og har været det længe. Man kan for eksempel studere, hvad overlæge Morten Sodemann kan fortælle om tolkeproblemer i sundhedsvæsenet. Men ingen såkaldte beslutningstagere gider gøre noget ved det. Enten forskanser man sig i forbenet nationalisme, eller også tilhører man en generation, som selv kun så nogenlunde har lært engelsk og derfor ikke tror, at verden eller vi har brug for andet. Danmark bliver stedse svagere repræsenteret i EU’s centrale embedsværk. En af grundene er utvivlsomt svigtende sprogkundskaber.
For nogen tid siden var jeg i Berlin og så, at der på de berlinske u-banestationer var opslag henvendt til de hjemløse om, hvor de kunne henvende sig, når vinteren nærmede sig, og det blev for koldt. Hensigten var jo at fortælle dem, at de ikke skulle opholde sig på stationerne. Men man gav dem dog et godt råd og et telefonnummer med på vejen.
Opslaget var affattet på fem sprog. Det var ikke blot pladderhumanisme eller øllebrødsbarmhjertighed, eller hvad foragtens sprog ellers kan finde på at sige. Det udtrykte erkendelsen af, at det også for flertalsbefolkningen kan være en fordel at betjene sig af flere sprog. Man kan nu engang bedre kræve love og regler overholdt, hvis man har meddelt dem på et sprog, modtageren forstår.
I Danmark er der nu lovforslag om, at alle prædikener i religiøse fora (læs: moskéer) skal oversættes til dansk. Måske ville det give bedre mening en gang imellem at oversætte det danske til andre sprog. I Tyskland holder man jævnligt møder med repræsentanter for landets muslimske befolkning, og her taler man om at indføre en tysk uddannelse af imamer, så de kan blive uafhængige af for eksempel Saudi-Arabien eller Tyrkiet. Man tilstræber, som det hed efter det seneste møde, at flere og flere prædikener holdes på tysk. Formålet er det samme som her, men sprogbrugen er lige præcis så meget anderledes, at den kan bidrage til at forebygge radikalisering. Den danske sprogbrug vil sandsynligvis få det modsatte resultat. Hvad med at holde blot en lille gulerod frem og ikke kun svinge pisken?
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.