Prøv avisen

Poetisk, sjovt og frastødende: Teaterstykke går til aggressivt angreb på den lyserøde moderlykke

3 stjerner
Ida Cæcilie Rasmussen spiller sig med imponerende overbevisning igennem stadier af frådende forelskelse, grim graviditet, familieklaustrofobi, forsmåelse, forladthed, medeask vrede og øm refleksion. – Foto: Per Morten Abrahamsen

Forfatteren Christina Hagen går i nyt teaterstykke i kødet på den etablerede moderskabsmyte og alt dens (u)væsen

Med en ny tekst skrevet til scenen, og specifikt til skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen, kaster forfatter og lyriker Christina Hagen sig frådende over forventninger, fordomme og gængse forståelser, der til stadighed er knyttet til og pålagt moderrollen. Et aggressivt frontalangreb på det kandiserede overtræk af lyserød moderlykke, der gør forplantningen til en selvfølge og den frivillige barnløshed til tidens måske sidste tabu.

Tonen slås tidligt an. Vi ankommer i et gigantisk lavprisvarehus med hyldemeter på hyldemeter af vaskepulver, tubemayonnaise, kattegrus og toiletpapir, der danner et labyrintisk gangsystem gennem den centrerede scene. På bagvæggen brøler en neonstrålende reklamekollage. Babyer på en bund af billigt kødpålæg og pop art, talebobler med tegneserieudråb som ”KAPOW” og ”BOOM”. For her er børn bare endnu en vare på hylden, der byder sig til med reklamens tvivlsomme, tomme løfter.

Og midt i det syntetiske inferno traver den blonderede barnløse rundt i pink frotténederdel, glimmertop og matchende gamacher. Ivrigt agiterende med ”white trash”-emblemet, den røde pølse, som sit sværd, spidder hun sarkastisk og med en kynisk voldsomhed de mange indgroede myter om moderskabet.

”Børn er en gratis identitet for de fantasiløse,” lyder det – men først må man tro på lykken. Hun finder ham, og han forlader hende efter de obligatoriske børn og det dertilhørende nervesammenbrud. Ida Cæcilie Rasmussen spiller sig med imponerende overbevisning igennem stadier af frådende forelskelse, grim graviditet, familieklaustrofobi, forsmåelse, forladthed, medeask vrede og øm refleksion.

Facetterne i monologen er mange. Teksten er poetisk fortættet, sjov og frastødende på én gang. Hun skriver godt, hende Hagen. Men også næsten pubertært. Trodsigt, vrængende og villet provokerende. Der er en anstrengende insisteren på kitsch og bad taste. Det grimme som æstetisk strategi. En indimellem trættende dyrkelse af fornedrelsen, det billige og barnlige. Perversionen og det tarvelige ”De unge mødre” og e-numre-fluorescerende plastikunivers skal skabe modvægt til den ophøjede mytologisering af moderskabet, man ellers støder på så mange steder. Jo, tak. Men virker det ikke en kende tomt, lidt letkøbt, når tabuoverskridelsen både bliver mål og middel alene?

Dramadigtet følger den bekendelsesformel, som Hagens øvrige forfatterskab tillige er bygget op omkring. I parodisk form skriftes de dulgteste afkroge af det menneskelige sind. Den latente racisme, som vi mødte i værket ”Jungle” og digtene ”White Girl” 1-2, er her erstattet af den manglende moderfølelse som emne for aftabuisering og belysning. Kvinden spændt ud mellem samfundsforventning og frihedstrang. Det føles som en gammel sang.

Og Ida Cæcilie Rasmussen danser dygtigt med i den fysisk krævende, svære skud-salvemonolog. Snart som spilledåseballerina i en køledisk, snart som afgudsmadonna mod reklametavlen. Det er lykkedes instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen at skabe dynamik og fremdrift i det ordtunge stykke. Men man ville nu alligevel gerne læse teksten for at få nuancerne med. Så hurtigt går det.

Bedst fungerer de genkendelige, let forvrængede observationer fra det antropologisk interessante felt, som graviditet og moderskab nu engang udgør, der forplanter sig som bølgende latterbrøl blandt publikum. Fjollede udsagn som ”Dem, der har en grillbar, siger, at jeg er ufrivilligt burgerløs. At man først finder meningen, når man får en burger”.

Andre gange er der en klædelig sårbarhed til stede, hvor Hagens lyriske talent for en stund får lov at folde sig distanceløst ud. I de Ofelia-agtige blomsterbesyngelser på bunden af en gold indkøbsgang, eksempelvis. Men endnu oftere er det den vulgære vrede, det grimme for det grimmes skyld, nedbrydelsen, der dominerer så anstrengende. Så står vi der med det sønderskudte glansbillede, modermyten i ruiner – og hvad så