Prøv avisen
Interview

Lektor: Vreden mod Svenska Akademien udstiller en farlig venstrepopulisme

Svenska Akademien har den seneste tid oplevet stor mediebevågenhed. Protesterne mod akademiet kulminerede offentligt i sidste uge ved en række demonstrationer i Sverige, hvor der blev støttet op om den nu forhenværende sekretær Sara Danius. – Foto: Jonas Ekstromer/Reuters/Ritzau Scanpix

Balladen om Svenska Akademien fremstilles som en kamp for ligestilling mod et forældet patriarkat. Men den idé er misforstået og udtryk for en farlig identitetspolitik, der risikerer at få Skandinavien til at ligne et overvågningssamfund, mener lektor Marianne Stidsen

Striden i den store svenske kulturinstitution Svenska Akademien handler ikke alene om en kamp mod enkelte menneskers fejltrin. Det er også en kamp mod en hel kultur af kvindeundertrykkelse, tavshed og vennetjenester, der kulminerede med, at fornyeren Sara Danius, der skulle bryde med patriarkatet, blev sat på porten af de samme gamle mænd, der i sin tid havde valgt hende til sekretær.

Sådan fremstiller særligt den svenske presse ifølge forskeren Marianne Stidsen de interne magtkampe og den kritik, der de seneste uger har spredt kriseoverskrifter om Svenska Akademien i store dele af verden. Men i virkeligheden er mediedækningen fordrejet, for det handler slet ikke om køn, undertrykkelse eller et opgør mod et patriarkat, mener Marianne Stidsen, der er lektor på institut for nordiske studier og sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har fulgt udviklingen tæt og mener, at medierne forsøger at spænde det berømte akademi for en identitetspolitisk stridsvogn.

”I mine øjne er sagen om Svenska Akademien en udløber af MeToo-bevægelsen, og begge er udtryk for en farlig venstrepopulisme, der efterhånden er blevet så mainstream, at ingen tør sige den imod. Bortset fra Svenska Akademien, der ved ikke at lægge sig fladt ned, men insistere på retsprincipper, har mødt en mur af vrede,” siger hun.

Protesterne mod akademiet kulminerede offentligt i sidste uge ved en række demonstrationer i Sverige for den nu forhenværende sekretær Sara Danius, hvor mange bar sløjfebluser som sympatierklæring.

Problemet er ifølge lektoren, at den svenske presse, siden sagen begyndte i efteråret, har forsøgt at fremstille Svenska Akademien som en rådden institution, der på grund af en indspist kultur har banet vejen for, at en såkaldt kulturprofil med stærke relationer til akademiet angiveligt har begået overgreb og optrådt krænkende. Dette skulle blandt andet være sket under arrangementer, der har været støttet af akademiets midler.

Men i modsætning til eksempelvis Roskilde Universitet, der tidligere på året lovede en række tiltag efter nogle kvindelige studerendes anklager om krænkelser, har akademiet stået fast. De har stået fast ved juraen, og ved, at det må være op til advokater og politiet at afgøre, om der er noget galt, mener Marianne Stidsen. Og ikke den offentlige gabestok, der i hendes øjne i månedsvis forsøgte at presse akademimedlemmet Katarina Frostenson til at træde tilbage. Frostenson, der er gift med den anklagede kulturprofil, trak sig dog samtidigt med Sara Danius.

Marianne Stidsen henviser til, at akademiet i fredags valgte at overlade en intern advokatundersøgelse af forholdene omkring kulturprofilen til politiet og i hendes øjne dermed har markeret, at man ikke forsøger at skjule noget.

”Akademiets ageren viser, at det har taget anklagerne seriøst. Men det har ikke været nok for de skandalehungrende medier. De har enøjet fremstillet sagen som en kønskamp mod forstokkede, reaktionære mænd, men det er forkert. De mænd har jo udpeget en kvinde som leder, så der er grænser for, hvor reaktionære de kan være,” fortæller hun.

Ud over den verserende sag, der indtil videre har betydet, at en håndfuld af akademiets 18 medlemmer har forladt posten, handler det også om en større bevægelse, der spreder sig med lynets hast i særligt de skandinaviske lande. Den identitetspolitiske bølge er skvulpet ind over Norge, Danmark og især Sverige fra USA og vokser skridt for skridt, mener hun.

”Man har længe været opmærksom på højrepopulismens trussel mod demokratiet, mens venstrepopulismen er gået under radaren. Men den udgør en lige så stor trussel, fordi man forsøger at sætte retssikkerheden og demokratiske spilleregler ud af kraft i en højere sags tjeneste, som man efter behov kalder feminisme, ligestilling eller ligeværd,” siger Marianne Stidsen.

Som eksempler på udviklingen nævner hun de mange sager i forbindelse med MeToo, der i hendes øjne førte til offentlig udskamning af navngivne personer i medierne, uden de var dømt for noget. Og sagerne om kønskvotering i bestyrelser og kulturlivet i de tre lande, hvor Danmark i lektorens øjne indtil videre har haft størst modstandskraft over for den amerikanske indflydelse. I Sverige har identitetspolitikken sågar fået politisk rodfæste hos regeringspartiet Miljøpartiet, hvis kulturminister, Alice Bah Kuhnke, beskyldes for at presse mangfoldigheds- og kønsteorier ind i kulturverdenen. Og det udstiller, at bevægelsen har et politisk potentiale, der skal tages alvorligt, mener Marianne Stidsen.

”Det er en glidebane, at institutioner som Svenska Akademien eller enkeltpersoner ses som skyldige, indtil det modsatte er bevist. Og vi ser, at man åbner for særkriterier, hvor det ikke er kvaliteten, men kønnet, der kvalificerer. Det er et demokratisk problem, fordi det bør være ens præstationer og meritter, der er afgørende,” siger hun.

Indtil videre ser det ud, som om Svenska Akademien vil overleve krisen, selvom skandalerne vil sætte et aftryk på omdømmet en rum tid endnu. Og hvis akademiet lykkes med at klare skærene, håber den danske forsker, at det vil inspirere flere til at sige fra.

”Hvis det får lov til at udvikle sig uimodsagt, risikerer vi, at vi ser nogle af de samme tendenser som i det gamle Østtyskland. Man overvåger, mistænkeliggør og indberetter alle, der gør eller siger noget, der bare kan mistænkes for at stikke en millimeter ud fra den fælles moralske doktrin. Og det vil virkelig være sørgeligt. Vi skal tænke grundigt over, om vi ønsker et moralsk overvågningssamfund,” siger hun.

Marianne Stidsen er medlem af Det Danske Akademi, men udtaler sig alene på egne vegne.