Prøv avisen

Vreden ulmer i ny dansk litteratur

Mens der har været tradition for ”vred litteratur” i flere af de lande, der omgiver os på kortet, for eksempel Sverige, har den danske vrede hidtil ytret sig som ironi, mener dansk litteraturanmelderen og lektor. Illustration: Morten Voigt

En række yngre danske forfattere er inderligt vrede, når de skriver. På sig selv, på samfundet og på det hele. Selv når forfattervreden ikke har en genstand, kan den være vigtig i tidens konkurrencesamfund, mener eksperter

Det syder og bobler i ny, dansk litteratur.

Tidens unge forfattere er ikke skuffede, opgivende eller ironisk distancerede. De er godt gale i skralden. Det er Yahya Hassan, der råber sine digte ud i stakåndet staccato. Olga Ravn, der ”æder sig selv som lyng”, og Asta Olivia Nordenhof, der ”hedder sit navn med versaler”. Eksiljyden Jakob Skyggebjerg, der accelererer fra 0 til 200 i en enkelt sætning, når han beretter om sin opvækst i Horsens. Og Maja Lee Langvad, der, ja, ”hun er vred,” - sådan lød faktisk titlen på hendes debutroman om livet som adoptivbarn fra sidste år.

De vrede, unge stemmer i dansk litteratur begynder at tegne en klar tendens, mener Lilian Munk Rösing, litteraturanmelder ved Politiken og lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Mens der har været tradition for ”vred litteratur” i flere af de lande, der omgiver os på kortet, for eksempel Sverige, har den danske vrede hidtil ytret sig som ironi, påpeger hun. Men det er måske slut nu.

”Det er noget, vi ikke hidtil har set i dansk sammenhæng. Dansk litteratur har en grundtone af at være forsonet med verden. I den udstrækning, man er aggressiv og gør grin med tingene, så er det altid med ironien som skjold. Vi skal helt tilbage til Kierkegaard og H.C. Andersen for at finde en lignende flabethed - og selv der vil ironien gøre sig gældende,” siger hun.

Den nye vrede ligger i forfatterens stil og stemme og er ofte et budskab i sig selv, påpeger hun.

”Vreden kommer til udtryk som en vred stemme. Der er et aggressivt flow, lutter store bogstaver, udråbstegn og også hidsige udtryk. De vrede stemmer, vi ser, er meget forskellige, men har en form for aggressiv kraft til fælles. Det har noget at gøre med en politisk tendens i digtningen. Der er nogle tilvante måder at opleve verden på, som man ønsker at sprænge sig ud af og sprænge i stykker. Det gør man med en trodsig og rasende kraft,” siger hun.

Men hvad er det mon, forfatterne er så vrede over og vil ”sprænge sig ud af”? Her retter digterne sig mod forskellige træk ved den bestående orden, mener Lilian Munk Rösing.

”Det er meget elementært en kritik, som ønsker at gentænke og sætte nogle kræfter løs, som peger i andre retninger end den effektive arbejds- og forbrugsmaskine, som borgeren synes reduceret til i en dominerende diskurs i dag.”

Også Liselotte Wiemer, litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad, ser vreden som en ”generator” for ny dansk litteratur, men påpeger i sin anmeldelse af Adda Djørups nye bog ”Poesi og andre former for trods”, at vreden tager forskellige former. Hos Djørup som en slags trods, der ”endnu ikke er nået forstanden, men sidder som et overtryk i kroppen,” som Wiemer skriver.

Et andet godt eksempel på tendensen er digteren Olga Ravn, hvis seneste roman, ”Celestine” har en hovedperson, som også er vred, men på sin egen måde, mener Lilian Munk Rösing.

”Det er lillepigeraseriet i sin reneste form. Her har vreden en anden kilde end den heroiske vrede, som griber krigeren Akilles. Også i den lille pige, er der en kraft,” siger hun.

Ravns kollega, Asta Olivia Nordenhof, er endnu et spændende eksempel på en digterstemme, der af og til gemmer vreden godt i fin og blidtlydende poesi, mener Lilian Munk Rösing.

Så er vreden noget mere eksplicit hos Yahya Hassan i debuten ”Yahya Hassan” fra 2013, hvor hvert eneste digt stod med versaler.

Versalerne hos Hassan har lidt samme effekt, som når tegneseriefiguren Anders And, ildrød i hovedet, skælder ud på sine uduelige nevøer for 117. gang. Det gav desuden anledning til mange vittigheder om, hvorvidt den unge digter havde glemt at slå ”caps lock”-knappen på computertastaturet fra, mens han skrev.

”Det er en meget umiddelbar måde at tale med store bogstaver på. Når man kigger på siden, får man fornemmelsen af, at der bliver råbt til en. Det man skal være opmærksom på er, at Hassans digte ikke altid råber så højt som typerne. De kan faktisk være meget ømme. De store bogstaver må ikke gøre os blinde for ømheden, ligesom digte med små bogstaver kan have et meget aggressivt drive,” siger Lilian Munk Rösing.

I tidlig kristendom og traditionel katolsk teologi er vreden (på latin ira) én af de syv dødssynder, der river mennesket ud af nåden og sender os lige i favnen på Djævelen. Er litteraturen mon ved at forfalde til dyrkelsen af én af de mest nedrige afkroge af menneskesindet? Skulle vi ikke hellere tage og være lidt konstruktive alle sammen?

I sidste ende er det begrænset, hvor megen forråelse de unge, vrede forfattere kan udsætte kulturen for med deres store bogstaver og vrede udtryk, mener Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet.

”At skrive en bog er jo i virkeligheden en meget civiliseret måde at være vred på,” siger han.

Han påpeger, at vrede faktisk ses som en ganske frugtbar følelse i psykologi og filosofi.

”Helt tilbage til den græske filosof Aristoteles er vreden blevet analyseret som noget ædelt, der kan hævne krænkelser og uretfærdighed. På den måde kan vreden sætte fingeren på et kritisabelt forhold i vores tid, og her skelner man mellem den vrede, som blot gør blind og fratager mennesket rationaliteten og så den, som har en reel krænkelseserfaring, den skal hævne,” siger han.

Hvis den vrede strømning i nyere dansk litteratur i bund og grund bare er vred, men ikke over en særlig krænkelse, så er det interessant, mener han.

”I psykologisk forstand taler man om vrede som en bevidst emotion, der går ud over det sansemæssige. For at vide, at man er vred, er man nødt til at identificere den genstand for følelsen, der frembringer den, vredens objekt.”

”Jeg tænker på, om det reelt er vrede, vi ser. Det øjeblik selvbevidstheden træder ind, så rettes vreden mod et objekt, mod noget. Er det nærmere en slags amorf frustration og følelse af utilpashed, som når en baby skriger? Måske er det ikke en vredeslitteratur, men en litteratur, der giver stemme til frustrationen. Hvad det virkelig er, den er frustreret over, ved vi måske først om 10-20 år. Først der vil vi kunne identificere krænkelsen og handle konstruktivt på den,” siger han.

”Indimellem kan man måske få det indtryk, at jeg er vred på min far. det er jeg ikke. jeg er vred på det skilt nede ved legepladsen hernede hvor der står man ikke må ryge på legepladsen,” skriver digteren Asta Olivia Nordenhof, der har mistet begge sine forældre, i et af de mange indlæg på sin blog.

Erik Skyum-Nielsen, litteraturanmelder ved Information og lektor ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab, Københavns Universitet, mener ikke, der er tale om ren og skær vrede hos de unge forfattere.

”Jeg vil nærmere kalde det artikuleret sindsbevægelse. Følelserne har fået en plads i den nyere litteratur, der fremstår afficeret og oprørt. Det er en trodsig litteratur, som går ind, hvor det gør ondt, men som også bobler og syder velgørende,” siger han.

Forskellen til tidligere tiders litterære ungdomsoprør ligger dels i sproget, dels i det, der gøres oprør mod, mener han.

”Det er de tydelige følelsestilstande, som her får et sprog. Men det er ikke et sprog, der vælter ud over papiret som snavs, for det har både voldsomhed og stor poesi,” siger han.

”Og så er der ikke noget 'vi' i det her oprør. Det begrunder sig ikke i en særlig bevægelse, i et køn eller en klasse. Det er en individuel holdning, hvor den skrivende kun har sig selv og sine følelser at stå fast på i denne tid, hvor disciplin, konkurrence og gode karakterer i skolen fylder mere og mere. På den måde bliver litteraturen en modstand mod disciplineringen og de måder at leve et liv på, der tilbydes,” siger han.

Således kan der i høj grad siges at være noget konstruktivt i det, der på overfladen fremstår som ”vred litteratur,” mener han.

”Forfatterne siger: 'Jeg vil ikke være med til det. Der hører mere med til at være menneske end bare at få en masse socialt accepterede kompetencer.' Det er for mig at se en sund reaktion, som ikke skal tøjles.”